Viborg Kommune

Årets Ildsjæle og Årets Lokalområde kåret på Landdistriktskonferencen 2026

24.9.2026 08:30:00 CEST | Viborg Kommune | Pressemeddelelse

Del

Engagement, fællesskab og lokal handlekraft var i fokus, da Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg og VibLand samlede borgere, foreninger og lokale aktører til årets Landdistriktskonference. 

Det blev Ulbjerg, der løb med titlen som Årets Lokalområde 2026, mens ægteparret Karen Ladefoged og Hans Peter Johansen fra Sparkær kan kalde sig Årets Ildsjæle. Foto: Viborg Kommune
Det blev Ulbjerg, der løb med titlen som Årets Lokalområde 2026, mens ægteparret Karen Ladefoged og Hans Peter Johansen fra Sparkær kan kalde sig Årets Ildsjæle. Foto: Viborg Kommune

Hvordan skaber vi attraktive lokalsamfund og gode rammer for bosætning i landdistrikterne? Det var omdrejningspunktet for Landdistriktskonferencen 2026 i Møldrup Sports- og Kulturcenter, hvor borgere, foreninger, lokalråd og engagerede kræfter var samlet onsdag aften.

Under temaet ”Fra bolig til bosætning – grønne løsninger for byen” bød programmet på inspiration og eksempler – fra Grøn Boligrotation og omdannelsen af et rådhus i Durup til bæredygtigt boligbyggeri, bosætning i Sennels samt råd om byggeansøgninger og beredskab.

Dagen bød på kåringen af Årets Ildsjæl og Årets Lokalområde 2026 – en hyldest til mennesker og fællesskaber, der skaber liv og udvikling i Viborg Kommunes Landdistrikter.

Fællesskaberne gør forskellen

– Vores landdistrikter er fulde af ildsjæle, der tager ansvar, sætter noget i gang og inviterer andre med. De skaber liv, nærvær og fællesskab. Det er ofte med en imponerende energi og uden at forvente noget til gengæld. Det er netop de borgere og fællesskaber, der får vores lokalområder til at blomstre og gør dem til steder, hvor mennesker har lyst til at bo, leve og høre til. Derfor skal vi også huske at stoppe op og sige tak – og hylde dem, der hver dag gør en forskel for andre, siger Lone Kastberg (V), formand for Landdistriktsudvalget.

Blandt konferencens deltagere var de nominerede til Årets Ildsjæl og repræsentanter for de lokalområder, der var nomineret til Årets Lokalområde. Ved aftenens afslutning blev vinderne kåret.

Prisen som Årets Ildsjæle 2026 går til Karen Ladefoged og Hans Peter Johansen fra Sparkær

De er begge indbegrebet af frivillighed og lokalt engagement. Gennem mere end 40 år har de været blandt de bærende kræfter i Sparkær IF og en lang række andre aktiviteter i lokalsamfundet. Hans Peter har især været drivkraft inden for fodbolden, mens Karen har stået bag utallige praktiske og sociale opgaver omkring klubhus, kantine, fodboldskole og arrangementer.

Men deres indsats rækker langt ud over idrætten. De har også været med til at udvikle lokalområdet gennem nye faciliteter, aktiviteter for børn, Friplejehjemmet Nordstjernen og utallige initiativer, der styrker fællesskabet i Sparkær.

Karen og Hans Peter er varme og handlekraftige ildsjæle. De er mennesker der omsætter idéer til virkelighed, og de er altid klar til at tage ansvar, når der er behov. Deres store styrke er evnen til at samle mennesker på tværs af generationer og skabe fællesskaber.

Prisen uddeles af Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg og VibLand og hylder personer eller grupper, der gennem frivilligt engagement gør en særlig indsats for udvikling, fællesskab og livskvalitet i landdistrikterne.

Prisen som Årets Lokalområde 2026 går til Ulbjerg

Ulbjerg har alt, hvad der skal til for at skabe et godt liv: vuggestue, børnehave, skole, købmand samt et væld af fritidsfaciliteter og aktiviteter. Her er der rummelighed og plads til alle. Det er på ingen måde tilfældigt, at byen har så meget at byde på.

Lokalområdets største styrke er menneskene bag. Engagerede frivillige bidrager med et enestående drive og en utrættelig indsats, som er afgørende for byens fortsatte udvikling og stærke fællesskab. I Ulbjerg mødes udfordringer med en konstruktiv tilgang og en tro på, at løsninger kan findes. Her står man sammen, også når vinden blæser, og man tager ansvar for lokalsamfundet. Byen er kendetegnet ved en helt særlig vilje til både at ville og kunne. Det er man ikke i tvivl om, når man besøger og møder de lokale borgere.

Inspiration til fremtidens landdistrikter

Landdistriktskonferencen arrangeres hvert år af Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg i samarbejde med VibLand. Formålet er at samle engagerede borgere og lokale aktører til en aften med inspiration, videndeling og dialog om udviklingen af kommunens landdistrikter.

– Landdistriktskonferencen er en mulighed for at mødes på tværs, dele erfaringer og få nye idéer med hjem. Det er med til at styrke både netværkene og udviklingen i vores lokalsamfund, siger Susanne Kraft.

Fakta

Landdistriktskonferencen 2026

  • Afholdt den 23. september 2026 i Møldrup Sports- og Kulturcenter.
  • Arrangeret af Viborg Kommunes Landdistriktsudvalg og VibLand.
  • Tema: ”Fra bolig til bosætning – grønne løsninger for byen”.

 

Årets Ildsjæle 2026

  • Vindere: Karen Ladefoged og Hans Peter Johansen fra Sparkær.
  • Øvrige nominerede: Kurt Mosgaard fra Mønsted og Anna Karin Mouritsen fra Foulum.

 

Årets Lokalområde 2026

  • Vinder: Ulbjerg
  • Øvrige nominerede: Birgittelyst og Sdr. Resen

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Det blev Ulbjerg, der løb med titlen som Årets Lokalområde 2026, mens ægteparret Karen Ladefoged og Hans Peter Johansen fra Sparkær kan kalde sig Årets Ildsjæle. Foto: Viborg Kommune
Det blev Ulbjerg, der løb med titlen som Årets Lokalområde 2026, mens ægteparret Karen Ladefoged og Hans Peter Johansen fra Sparkær kan kalde sig Årets Ildsjæle. Foto: Viborg Kommune
Download
Amanda Coenen modtog prisen som Årets Lokalområde på vegne af Ulbjerg. Foto: Viborg Kommune
Amanda Coenen modtog prisen som Årets Lokalområde på vegne af Ulbjerg. Foto: Viborg Kommune
Download
Årets Landdistriktskonference blev afholdt 23. september 2026 i Møldrup Sports- og Kulturcenter med temaet: Fra bolig til bosætning – grønne løsninger for byen. Foto: Viborg Kommune
Årets Landdistriktskonference blev afholdt 23. september 2026 i Møldrup Sports- og Kulturcenter med temaet: Fra bolig til bosætning – grønne løsninger for byen. Foto: Viborg Kommune
Download

Om Viborg Kommune

Viborg Kommune er med sine knap 100.000 indbyggere Danmarks 11. største kommune og er med sine 1.474 km² den næststørste kommune målt på areal.

Følg pressemeddelelser fra Viborg Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Viborg Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye