Røde Kors-frivillige lægger 75.000 timer om ugen: Potentialet er endnu større
24.9.2026 10:00:00 CEST | Røde Kors | Pressemeddelelse
Hver uge lægger Røde Kors-frivillige tilsammen mere end 75.000 timers frivilligt arbejde. Og to ud af tre er klar til at engagere sig endnu mere. Det enorme frivillige engagement kan blive en vigtig ressource i et samfund med flere ældre, voksende ensomhed, mistrivsel blandt unge og behov for et stærkere beredskab
75.000 timer. Så meget tid bruger frivillige i Røde Kors hver uge på at gøre en forskel for andre mennesker.
De hjælper blandt andet voldsudsatte kvinder, er besøgsvenner i fængsler og på asylcentre, træder til, når kriser og katastrofer rammer og driver Røde Kors’ 270 genbrugsbutikker. Samlet gør de 40.000 frivillige hvert år en forskel for mere end 56.000 mennesker.
Men potentialet er endnu større. To ud af tre af Røde Kors’ frivillige svarer, at de er parate til at hjælpe mere, end de gør i dag.
Det frivillige engagement er derfor en ressource, som Danmark skal blive endnu bedre til at bringe i spil, siger præsident for Røde Kors Jette Runchel.
”75.000 timers frivilligt arbejde hver eneste uge fortæller noget om den enorme vilje og kapacitet, der er til at engagere sig og gøre en forskel for andre. Og når mange samtidig siger, at de gerne vil gøre endnu mere, ligger der et kæmpe potentiale. Det skal vi som samfund blive bedre til at skabe plads til”, siger Jette Runchel.
Udfordringer kræver nye samarbejder
Fredag samler Røde Kors frivillige, beslutningstagere og eksperter på Nationalmuseet til konferencen Håb i en foranderlig verden, der samtidig markerer afslutningen på organisationens 150-års jubilæum i år.
Her er et af de centrale spørgsmål, hvilken rolle frivillige og civilsamfundet skal spille i fremtidens Danmark.
For samfundet er under forandring: flere ældre, flere oplever ensomhed, mange unge kæmper med trivslen, og samtidig skal Danmark være bedre rustet, når kriser rammer.
Ifølge Jette Runchel kalder udviklingen på et tættere og mere forpligtende samarbejde mellem civilsamfundet, den offentlige sektor og erhvervslivet.
”Frivillighed har altid været hjertet i Røde Kors. Udviklingen stiller nye krav til os, men den åbner også for, at frivillige kan spille en endnu større rolle i fremtiden”, siger Jette Runchel.
Skal ikke erstatte professionelle
En større rolle til civilsamfundet betyder ifølge Røde Kors ikke, at frivillige skal overtage opgaver fra velfærdssamfundets professionelle medarbejdere. Tværtimod kan de frivillige netop noget andet og kan derfor bygge oven på den professionelle indsats: De kan skabe relationer og fællesskaber, bygge bro mellem mennesker og være til stede for nogen, der måske ikke har andre.
”Vi har brug for alt det, de professionelle kan, og alt det, de frivillige kan. Opgaven er at blive endnu bedre til at bringe de forskellige styrker i spil sammen”, siger Jette Runchel.
Behov for tydelige aftaler
Røde Kors hilser derfor også regeringens ambition om en ”Foreningslivets Trepart” velkommen. Ifølge Jette Runchel er der behov for en langsigtet dialog om civilsamfundets rolle og de rammer, der skal gøre det muligt for frivillige organisationer at bidrage endnu mere. Det handler blandt andet om organisering, finansiering og tydelige aftaler om roller og ansvar.
”Vi ved, at rigtig mange er klar til at træde til – både i hverdagen og når samfundet bliver ramt af en krise. Men hvis vi ønsker at bringe det enorme engagement endnu mere i spil, kræver det, at vi investerer i det”, siger Jette Runchel forud for konferencen.
”Vi ved ikke, hvordan Danmark eller verden ser ud om 50 eller 150 år. Men jeg er sikker på, at der fortsat vil være brug for mennesker, der træder til for hinanden. Fremtidens frivillighed skal formes nu, hvis vi også fremover skal have stærke fællesskaber og et samfund, der kan handle, når mennesker har brug for hjælp", siger Jette Runchel.
150 ÅR MED RØDE KORS I DANMARK
Røde Kors i Danmark blev grundlagt i 1876 under navnet Foreningen af syge og såredes pleje under krigsforhold. Siden har organisationen udviklet sig i takt med nye humanitære behov i Danmark og resten af verden.
Under overskriften Fremtidens Frivillige har Røde Kors blandt andet afholdt fem jubilæumsfolkemøder i Odense, Herning, Aalborg, Kolding og Ringsted foruden en række lokale jubilæumsfejringer over hele landet.
Jubilæumsåret afsluttes med konferencen.
FAKTA: Frivillighed i Røde Kors
-
Røde Kors har omkring 40.000 frivillige i Danmark.
-
De udfører tilsammen mere end 75.000 timers frivilligt arbejde om ugen.
-
Frivillige gør hvert år en forskel for mere end 56.000 mennesker gennem Røde Kors’ sociale indsatser.
-
To ud af tre frivillige i Røde Kors angiver, at de er parate til at engagere sig endnu mere.
-
Røde Kors driver 270 genbrugsbutikker med hjælp fra frivillige.
Kontakter
Røde Kors pressetelefonrodekors.dk/presse
Tlf:3529 9699Om Røde Kors
Røde Kors er altid til stede
Hver dag redder vi liv og ruster mennesker til at klare sig gennem kriser og katastrofer. Vi skaber fællesskaber og støtter samfundets sårbare til et bedre liv, og i kriser er vi en del af det nationale beredskab i Danmark.
192 lande er med Genevekonventionen blevet enige om at have Røde Kors som fælles hjælpeorganisation. Vi hjælper mennesker på begge sider af konflikten og i de fjerneste egne af verden. Uden hensyn til nationalitet, religion eller politiske holdninger.
Vi er verdens største humanitære organisation med omkring 12 millioner frivillige over hele verden. Vi er en bevægelse for medmenneskelighed i verden, i lokalsamfundet og dér, hvor du bor.
Følg pressemeddelelser fra Røde Kors
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Røde Kors
I den gode sags tjeneste: Jaxstyle fortalte nordjyske gymnasieelever om sin tur til Ukraine og opfordrede til at melde sig som indsamler for Røde Kors23.9.2026 14:22:14 CEST | Pressemeddelelse
Turen til det krigsramte land sammen med Røde Kors i foråret har gjort stort indtryk på den nordjyske youtuber og streamer Jacob ”Jaxstyle” Krull, der oplevede daglige luftalarmer og nætter i beskyttelsesrum
Fra gadedøren og ud i fællesskabet: Turtjenesten fylder 20 år15.9.2026 12:01:09 CEST | Pressemeddelelse
I 20 år har frivillige fra Røde Kors Hovedstaden hentet seniorer fra København og Frederiksberg ved deres gadedør og taget dem med på ture og oplevelser, som de ellers kan have svært ved at komme ud til. For deltagerne i Turtjenesten handler turene både om at opleve nye steder og om at komme ud blandt andre.
Fra gadedøren og ud i fællesskabet: Turtjenesten fylder 20 år15.9.2026 09:56:35 CEST | Pressemeddelelse
I 20 år har frivillige fra Røde Kors Hovedstaden hentet seniorer fra København og Frederiksberg ved deres gadedør og taget dem med på ture og oplevelser, som de ellers kan have svært ved at komme ud til. For deltagerne i Turtjenesten handler turene både om at opleve nye steder og om at komme ud blandt andre.
Røde Kors inviterer til folkemøde for fremtidens frivillighed ved Torvet i Ringsted3.9.2026 15:29:14 CEST | Pressemeddelelse
Den 5. september inviterer Røde Kors til en festlig eftermiddag og aften ved Torvet i Ringsted i anledning af Røde Kors’ 150-års jubilæum i Danmark. Alle er inviteret.
F.C. København og Røde Kors hylder frivilligheden i jubilæumskamp1.9.2026 10:30:00 CEST | Pressemeddelelse
I 150 år har Røde Kors været en del af danskernes hverdag, og derfor hylder vi de frivillige kræfter den 3. september i Parken
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum