De sidste svendeprøver på landets største tømrerskole: Nye lokaler venter i tidligere pelsauktionshaller
23.9.2026 14:37:34 CEST | NEXT Uddannelse København | Pressemeddelelse
122 tømrerlærlinge har været til svendeprøve på NEXT Tæbyvej. Det bliver de sidste svendeprøver, der bliver afholdt på adressen, inden tømreruddannelsen flytter til Hovedstadens Håndværkercampus.

Der er blevet målt, skåret og justeret på millimeteren de seneste uger, hvor 122 tømrerlærlinge har kæmpet med grater, halvvalme, kviste og beklædning som en del af deres svendeprøve på NEXT Tæbyvej.
Fem dage har de haft til at få træet til at lystre og samlingerne til at gå i ét, og når det sidste søm er slået i, er det ikke kun svendeprøven, der er slut. Det samme er en epoke for tømreruddannelsen på Tæbyvej.
For når lærlingene bliver tømrersvende den 24. september og kan fejre, at de er færdige med deres uddannelse og får overrakt deres svendebrev, er det samtidig det sidste kuld tømrersvende, som aflægger prøven i Rødovre.
Kort efter flytter uddannelsen til Hovedstadens Håndværkercampus i Glostrup. Tidligere blev der på de 94.000 m², som var ejet af Kopenhagen Fur, sorteret op mod 28 mio. pelsskind om året.
Nu kommer bygningerne i stedet til at huse en række erhvervsuddannelser, heriblandt snedker-, murer- og brolæggeruddannelsen, men tømrereleverne bliver de første, der flytter ind mandag den 28. september.
Også dele af NEXTs efteruddannelser og skoleoplæringen flytter på sigt ind på Hovedstadens Håndværkercampus. Med tiden er planen, at ca. 1.500 elever, lærlinge og kursister bliver samlet på adressen.
En skole med traditioner
Uddannelsesleder for tømreruddannelsen på NEXT Tæbyvej, Jakob Majvig Andersen, ser frem til de nye rammer, men erkender samtidig, at flytningen vækker følelser.
”Vi glæder os rigtig meget til at komme ud på Hovedstadens Håndværkercampus og tage de nye lokaler i brug. Men der er selvfølgelig også noget nostalgisk over, at vi nu siger farvel til Tæbyvej. Det er en adresse, der har været en del af tømreruddannelsens historie i rigtig mange år,” siger han.
Tæbyvej har i over 60 år dannet ramme om tømreruddannelsen og er dermed en af landets ældste tømrerskoler. Derfor bliver flytningen også mere end blot et skifte af adresse.
”Det er på mange måder begyndelsen på en ny epoke. Vi tager en masse erfaring og traditioner med os, men samtidig får vi nogle helt nye muligheder på Hovedstadens Håndværkercampus,” siger Jakob Majvig Andersen.
Nye græsgange
På Hovedstadens Håndværkercampus får tømreruddannelsen spritnye, moderne værksteds- og undervisningsfaciliteter.
De nye faciliteter er noget, der glæder tømrerfaglæreren Marianne Møller, når hun flytter med resten af faglærerne og eleverne derud.
”Det er meget større lokaler, end hvad vi har haft herovre. Skærerummene kommer til at være placeret mere centralt, så det bliver logistisk nemmere at komme til, men selvfølgelig er det en stor omvæltning, som kræver, at der bliver sparket noget ny kultur op,” siger hun.
Den sidste svend
En af de sidste udlærte tømrersvende fra NEXT Tæbyvej bliver 29-årige Søren Olsen, der er udlært i Byberg Byg.
Selvom han ikke bliver en del af uddannelsen i Glostrup, er han fortrøstningsfuld over, at der flytter gode lærere med.
”Jeg har været glad for uddannelsen her og lærerne, men ser mest af alt frem til at blive færdig. Nu skal jeg bare i mål med det hele og få overrakt mit svendebrev,” siger Søren Olsen.
Nøgleord
Kontakter
Rasmus Ourø LundNEXT Kommunikation og Presse
Tlf:21580488Rlu@nextkbh.dkCathrine Saltbæk TverskovPressekonsulent, NEXT Uddannelse København
Tlf:23285322cst@nextkbh.dkBilleder
Links
NEXT Uddannelse København
NEXT Udddannelse København er en stor uddannelsesinstitution med uddannelser på 15 adresser i København og Storkøbenhavn. NEXT udbyder gymnasieuddannelser, erhvervsuddannelser, 10. klasse samt kursus og efteruddannelse.
Følg pressemeddelelser fra NEXT Uddannelse København
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra NEXT Uddannelse København
Hver tredje elev frygter, at AI svækker læringen: Gymnasium gentænker undervisningen18.5.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Nyt fireårigt udviklingsprojekt skal styrke ansvarlig og meningsfuld brug af kunstig intelligens (AI) i gymnasieundervisningen.
72 af hovedstadens dygtigste håndværkersvende hyldes med medaljer og kongeligt håndtryk28.4.2026 09:30:35 CEST | Pressemeddelelse
En mere end 150 år gammel tradition fortsætter, når 72 af hovedstadens dygtigste nyudlærte håndværkere hædres med Håndværkerforeningens medaljer samt legater for cirka 1 mio. kroner. H.M. Kongen deltager i ceremonien på Københavns Rådhus og lykønsker medaljemodtagerne med et personligt håndtryk.
Stigende interesse for grøn svendeprøve blandt tømrerlærlinge23.3.2026 06:00:00 CET | Pressemeddelelse
86 tømrerlærlinge har siden 2023 valgt den grønne svendeprøve på NEXT Uddannelse København – og andelen er steget markant på blot få år.
Flere unge i Region Hovedstaden vælger det tekniske gymnasium (htx) som førsteprioritet – fremgang for andet år i træk9.3.2026 05:55:00 CET | Pressemeddelelse
Fremgangen kommer samtidig med, at en ekspertgruppe skal vurdere htx’s fremtid i den kommende ungdomsuddannelsesreform.
Høje søgetal: Afskaffelse af 10. klasse kan ramme en stor gruppe unge4.3.2026 12:04:38 CET | Pressemeddelelse
NEXT Uddannelse København har netop modtaget 165 ansøgninger til 10. klasse. Det er en stigning på 30 procent sammenlignet med sidste år, hvor 127 unge søgte optagelse. Ifølge administrerende direktør på NEXT, Ole Heinager, er det et udtryk for, at en stor gruppe af unge har behov for eller ønsker et 10. skoleår, inden de skal træffe et uddannelsesvalg.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum



