Selvkørende kollektiv transport rykker tættere på i Region Midtjylland
24.9.2026 08:30:00 CEST | Region Midtjylland | Pressemeddelelse
Flere afgange og et bedre transporttilbud. Selvkørende teknologi kan på sigt give nye muligheder for passagererne i den kollektive trafik.

En bus uden chauffør kan i fremtiden blive en del af den kollektive trafik i Region Midtjylland. Perspektivet er blandt andet, at selvkørende teknologi kan gøre det muligt at sætte flere køretøjer på vejene for de samme penge.
Det kan betyde flere afgange og et større transporttilbud for passagererne.
– Vi vil gerne have en region, hvor det er attraktivt at bo og leve også uden for de større byer. Her er et godt transporttilbud vigtigt. Selvkørende transport kan være en af mulighederne for at få den kollektive trafik til at række længere og give passagererne et bedre tilbud, siger Anders G. Christensen (V), regionsrådsformand i Region Midtjylland.
Nu tager Region Midtjylland endnu et skridt mod selvkørende kollektiv transport. Regionen har tiltrådt en fælles europæisk deklaration om selvkørende mobilitet og er samtidig i gang med at finde steder i Midtjylland, hvor teknologien kan være relevant.
Nye forbindelser i hele Midtjylland
Selvkørende teknologi kan gøre det muligt at tilbyde kollektiv transport på strækninger, hvor det i dag er svært at få en almindelig busrute til at hænge sammen økonomisk. Mindre selvkørende køretøjer kan for eksempel køre fra mindre byer og lokalområder til en station eller et stoppested, hvor der er flere afgange og flere muligheder for at rejse videre med bus eller tog.
Selvkørende busser og minibusser kan på sigt give flere afgange og mere direkte forbindelser mellem de større byer. Forventningen er, at selvkørende køretøjer kan gøre det muligt at sætte flere busser og minibusser ind. Hvis de bedre forbindelser får flere til at vælge kollektiv transport frem for bilen, kan det også mindske trængslen i byerne.
– Vi skal selvfølgelig ikke have selvkørende busser, bare fordi teknologien findes. Det interessante er, om vi kan bruge den til at give passagererne flere afgange og bedre forbindelser. Hvis vi på sigt kan få mere kollektiv transport for pengene, er det en mulighed, vi skal tage alvorligt, siger Per Møller Jensen (S), formand for Udvalg for Regional Udvikling.
Vil lære af selvkørende biler, før busser får grønt lys
Før selvkørende busser kan blive en del af den kollektive trafik i Midtjylland, skal Region Midtjylland være sikker på, at de kan køre sikkert med passagerer og blandt andre trafikanter. Der er samtidig brug for mere viden om, hvordan teknologien fungerer i praksis.
Region Midtjylland er med i et projekt med GreenMobility og WeRide for at lære mere om teknologien. De to virksomheder planlægger at sætte selvkørende køretøjer på gaden i København i begyndelsen af 2027. Region Midtjylland deltager også i Strategisk Alliance for Autonom Mobilitet i Danmark (SAAM), hvor kommuner, virksomheder og organisationer deler viden om selvkørende transport.
Samtidig undersøger Region Midtjylland, hvor teknologien kan afprøves i Midtjylland, og hvem der kan være med. Arbejdet indgår i en ansøgning til EU-programmet Interreg ØKS, som forventes forelagt i efteråret 2026.
Bent B. Graversen (V) fra Udvalg for Regional Udvikling er valgt som Region Midtjyllands repræsentant i POLIS' politiske gruppe. Her deltager han i drøftelser med andre europæiske byer og regioner om blandt andet de udfordringer, der præger den kollektive trafik, og i gruppens dialog med EU.
Fakta: Selvkørende kollektiv transport
- Selvkørende kollektiv transport omfatter busser og andre køretøjer, som bruger teknologi til at køre uden en chauffør bag rattet.
- Det kan være almindelige busser, mindre shuttlebusser eller køretøjer, hvor flere passagerer deler en tur, som de bestiller efter behov.
- Selvkørende transport skal supplere den eksisterende kollektive trafik og hænge sammen med busser og tog.
- Køretøjerne skal kunne færdes sikkert i almindelig trafik, hvor de deler vejen med blandt andre cyklister og fodgængere.
Nøgleord
Kontakter
Anders G. Christensen (V)Regionsrådsformand og formand for Forretningsudvalget
Udpeget af Region Midtjylland til bestyrelserne for Favrskov Gymnasium og regionens Bruxelleskontor
Per Møller Jensen (S)
Jeg er udpeget af Region Midtjylland til: Forretningsudvalget og formand for Udvalg for regional udvikling
Jane Baad JensenKontorchef Mobilitet og Stab
Tlf:2372 1014jane.baad@ru.rm.dkPressevagten(Der kan ikke sendes SMS'er til nummeret)
Tlf:7841 0666presse@rm.dklink.rm.dk/PressevagterHospitalerOm Region Midtjylland
Region Midtjylland er en politisk styret, administrativ enhed, der har tre hovedopgaver inden for velfærd og udvikling: Sundhed og hospitaler, specialiserede tilbud til socialt udsatte og handicappede.
Regional Udvikling søger gennem konkrete regionale opgaver, ekspertiser og partnerskaber at skabe gode, fremtidssikrede løsninger og sikre, at Region Midtjylland er en attraktiv og bæredygtig region for alle.
Følg pressemeddelelser fra Region Midtjylland
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Midtjylland
Hjemmetest gør det lettere at blive testet for sexsygdomme2.11.2026 04:30:00 CET | Pressemeddelelse
Fra 2. november tilbyder Sex & Samfund i samarbejde med Region Midtjylland gratis hjemmetest for klamydia og gonorré til unge i regionen.
Kronjylland får sundheds- og omsorgspladser på seks lokationer fra 1. januar29.10.2026 12:25:10 CET | Pressemeddelelse
Fra nytår får borgere i Randers, Favrskov, Norddjurs og Syddjurs Kommuner adgang til regionale sundheds- og omsorgspladser på seks forskellige adresser. Pladserne er til borgere, der har brug for pleje og behandling, men ikke for at være indlagt på hospitalet.
Flere får bedre adgang til egen læge29.10.2026 10:30:00 CET | Pressemeddelelse
For andet år i træk slår Region Midtjylland rekordmange ydernumre op, for at sikre hurtigere og bedre adgang til praktiserende læger. Regionsrådet har netop besluttet at opslå 11 nye ydernumre i 2027.
Forslag til ny råstofplan kommer nu i offentlig høring29.10.2026 08:42:43 CET | Pressemeddelelse
Regionsrådet for Region Midtjylland sender et forslag til ny råstofplan i offentlig høring. Høringen løber fra og med 2. november 2026 til og med 11. januar 2027.
Region Midtjylland inviterer til debat om fremtidens transport28.10.2026 09:42:54 CET | Pressemeddelelse
Hvordan skaber vi bedre kollektiv transport og mindre trængsel på vejene? Det vil Region Midtjylland høre borgernes meninger ved stort event den 3. november.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum