Banedanmark

Kystbanens naboer opfordres til at tjekke træer

23.9.2026 09:02:22 CEST | Banedanmark | Pressemeddelelse

Del

Træer, der vælter ned over jernbanen, er et stigende problem og koster dyrt i reparationer og forsinkelser. På Kystbanen er der på tre år væltet 11 nabotræer. Derfor opfordrer Banedanmark naboer til jernbanen til at tjekke deres træer. 

Dårlige rødder kan være tegn på et sygt træ. Foto: Banedanmark
Dårlige rødder kan være tegn på et sygt træ. Foto: Banedanmark

Fra i dag modtager over 8000 borgere i Nordsjælland et brev fra Banedanmark med en opfordring til at tjekke de træer, der grænser op til jernbanen.

Træer, der vælter ned over jernbanen, er nemlig en udfordring for togdriften. Det kan foresage store skader på infrastrukturen, forsinke mange mennesker og potentielt være farligt for passagerer og medarbejdere i toget, hvis et træ vælter ned over banen. Derfor er det vigtigt, at banens naboer er opmærksomme på træerne i deres have.

”Mange af de træer, der vælter ned over jernbanen, kommer fra private haver. Banedanmark gør selv en stor indsats for at spotte og fælde usunde træer på vores arealer, men vi har brug for, at naboerne også hjælper til, så vi sammen kan holde banen fri for træer,” siger Morten Lykke-Hansen.

Fakta om væltede træer på Kystbanen

  • Banedanmark sender i uge 39 breve ud til 8106 private borgere, der bor nær banen med opfordring om at tjekke deres træer.
  • Banedanmark fører tilsyn med træer på egne arealer, men ikke på privat grund. Det er grundejerens eget ansvar at tilse og sikre træer på sin grund, så de ikke vælter og gør skade eller forsinker passagererne.
  • I perioden 2023-2025 væltede der 22 træer på strækningen København H - Helsingør. Af dem var 11 nabotræer.
  • I samme periode væltede der på landsplan over 600 træer.


Banedanmark fører ikke tilsyn med træer, der står på privat grund. Det er altså grundejeren selv, der har ansvaret for at holde sine træer sunde og sikre sig, at de ikke er i risiko for at vælte.

Klimaforandringer kan få flere træer til at vælte
I perioden fra 2023 til 2025 væltede der på Kystbanen mellem Københavns Hovedbanegård og Helsingør 22 træer, hvoraf 11 var private nabotræer.

”Kystbanen er én af de baner, hvor væltede nabotræer påvirker flest passagerer, og det vil vi gerne ændre på. Derfor håber vi, at banens naboer vil tage sig tid til at læse vores gode råd og opsøge hjælp til at håndtere usunde træer, hvis det er nødvendigt. Det er til gavn for alle, der rejser med toget, at vi passer på træerne langs banen,” siger Morten Lykke-Hansen.

Banedanmark forventer, at udfordringen med væltede træer på jernbanen kan blive større i takt med at klimaet byder på kraftigere regn og hyppigere storme. Den udvikling gør nemlig, at træerne står mindre stabilt i den vådere jord.

Opfordringen til at tjekke træer gælder alle banens 40.000 naboer i hele landet, men Banedanmark sender i uge 39 breve ud til borgere langs Kystbanen og Svendborgbanen, hvor udfordringen med væltede nabotræer er størst.

På Banedanmarks hjemmeside kan du få gode råd og information om, hvordan du skal forholde dig til risikotræer, hvis du bor nær banen: Giv dine træer et sundhedstjek | Banedanmark

Fem tegn på, at dit træ er i fare for at vælte

  • Døde grene
    Er der døde eller afknækkede grene? Har træets krone dårlig fylde? Har bladene en unormal størrelse eller farve? Skifter bladene farve tidligt?
  • Revner i stammen
    Sidder barken løs og er død? Har stammen en unormal farve? Er der sår og revner i barken, indsunken bark eller hul i stammen?
  • Dårlige rødder
    Har træets rødder dårlige livsbetingelser? Er jorden rundt om træet ofte meget våd? Er der blevet gravet i nærheden af træet, så en del af rødderne måske er skåret over?
  • Svampe på træet
    Er der svampe rundt om eller på træet? Det kan være ved roden, på stammen og/eller grenene. Udefra kan træet se friskt ud, men svampe kan være tegn på, at træet er råddent inden i.
  • Svag træstruktur
    Har stammen en todelt stamme (tvege)? Hælder kronen til den ene side og/eller har træet lange og tunge grene?

Hør afsnittet om risikotræer fra Banedanmarks podcast ”Bag Om Banen”, som også kan findes på de fleste podcastplatforme.

Kontakter

Om Banedanmark

Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet med mere end 2.500 medarbejdere, som forvalter den danske jernbane. Vi bygger en helt ny attraktiv, grøn jernbane til nye, moderne eltog, mens vi kører på den gamle. Det gør vi ved at vedligeholde og opgradere eksisterende strækninger samtidigt med, at vi bygger en helt ny togkorridor til Europa og udruller nye signaler og elektrificerer. Dermed skaber vi forudsætningen for, at hundredtusindvis af danskere hver dag kan tage toget, og at mange tusind tons gods kan transporteres på jernbanen.

https://www.bane.dk/

Følg pressemeddelelser fra Banedanmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Banedanmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye