PKA skyder over 6 milliarder kroner i europæiske vækstvirksomheder
23.9.2026 09:55:21 CEST | PKA | Pressemeddelelse
Pensionskassen PKA, der blandt andet passer på pensionerne for danske sygeplejersker, socialpædagoger, fysioterapeuter og farmakonomer, sætter milliarder af til investeringer i unoterede europæiske virksomheder. Ud over at skabe gode afkast skal investeringerne bidrage til vækst, arbejdspladser og udvikling i Danmark og Europa.

Europa har et stort behov for investeringer i virksomheder, der kan være med til at styrke den europæiske konkurrenceevne. Derfor investerer PKA nu 6,4 milliarder pensionskroner i unoterede virksomheder i Europa.
”Vi gør først og fremmest det her, fordi vi tror på, at det kan give et godt afkast og bidrage til høje pensioner til vores medlemmer. Men det er også vigtigt for os at understøtte et stærkere Europa. Vi ser et betydeligt potentiale i unoterede europæiske virksomheder og i de investeringsmiljøer, der kan være med til at udvikle dem,” siger Jon Johnsen, administrerende direktør i PKA.
Investeringer i unoterede virksomheder er en vigtig drivkraft for Europas vækst. Når man investerer i unoterede virksomheder, tilfører man som regel kapital direkte til virksomheden, som kan bruge den til at vokse og udvikle sig. Det står i modsætning til køb af børsnoterede aktier, hvor pengene i de fleste tilfælde går til en anden investor og ikke til virksomheden selv.
Milliardinvestering i europæisk venture
En stor del af pengene skal investeres i europæiske ventureselskaber. Det er mindre og typisk unge virksomheder med stort vækstpotentiale. De kan blandt andet bruge investeringerne til produktudvikling, nyansættelser og international vækst.
Konkret afsætter PKA 1,5 milliarder kroner til investeringer i europæiske ventureselskaber. Og der er brug for pengene. Europa halter nemlig markant efter USA, når det gælder adgangen til venturekapital.
Ifølge Mario Draghis rapport om Europas konkurrenceevne rejses blot 5 % af verdens venturekapitalfonde i EU mod 52 % i USA. Manglen på risikovillig kapital er ifølge rapporten en del af forklaringen på, at europæiske vækstvirksomheder har sværere ved at skalere og konkurrere globalt.
”Vi er gode til at få idéer og skabe startups i Europa, men vi har sværere ved at få dem til at vokse sig til store globale virksomheder. Alt for ofte ser vi, at de mest spændende unge europæiske virksomheder ender i USA, blandt andet fordi investeringsmiljøet og adgangen til kapital er bedre. Det vil vi gerne bidrage til at ændre. Derfor øremærker vi et milliardbeløb til investeringer i europæisk venture,” siger Jon Johnsen.
Bygger videre på succesfuld strategi
Investeringerne sker gennem Institutional Investment Partners (IIP), som PKA har stiftet og i dag ejer sammen med Lars Larsen Group. Investeringerne er en del af en større kapitalrejsning, hvor IIP samlet har rejst knap 21 milliarder kr. i år på tværs af tre fonde, der investerer i unoterede virksomheder.
Den ene fond kommer udelukkende til at investere i Europa, mens der i de to øvrige fonde også er afsat betydelig kapital til europæiske investeringer.
Med de tre nye fonde bygger IIP videre på den strategi, der gennem de seneste 8 år har sikret høje afkast til PKA’s medlemmer. Nu får Europa en større rolle i strategien. Ifølge Maria Hjorth, Managing Partner i IIP, giver det god mening at lade Europa fylde mere i fondenes investeringer.
”Europæiske virksomheder kan i dag købes til lavere priser end amerikanske virksomheder. Det skyldes blandt andet, at Europa mangler kapitalmarkeder, der kan finansiere virksomhederne hele vejen frem mod global vækst. Der er simpelthen mindre konkurrence om de dygtige virksomheder. Det skaber nogle muligheder, som vi med vores erfaring og netværk kan gå ind og udnytte på vegne af vores investorer.”
Nøgleord
Kontakter
Nicholas RindahlPressechef
Tlf:30 16 11 24nrl@pka.dkOm PKA
PKA er en af Danmarks største pensionskasser. Vi leverer livsvarig tryghed til et fællesskab af over 370.000 medlemmer fra social- og sundhedsområdet. Medlemmerne er også vores ejere. På vegne af dem forvalter vi en formue på 500 mia. kr.
Om IIP
IIP er en af Nordens største private equity fund-of-funds-platforme. IIP investerer på vegne af pensionskasser, fonde og familie kontorer gennem en række private equity-strategier med fokus på USA og Europa. IIP har cirka 40 medarbejdere og 110 mia. kr. i kapital under forvaltning og administration. IIP er ejet af PKA og Lars Larsen Group.
Følg pressemeddelelser fra PKA
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra PKA
PKA bliver hovedpartner for Årets TR 202627.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
PKA bliver hovedpartner for Årets TR 2026, der den 17. november samler tillidsvalgte og arbejdsmarkedets organisationer til en stor fejring af fællesskabet på danske arbejdspladser
Vagtskifte på investeringsposten: PKA får ny investeringsdirektør17.3.2026 10:00:00 CET | Pressemeddelelse
Investeringsdirektør Michael Nellemann Pedersen går på pension og underdirektør i PKA Mads Skaaning er udpeget som hans efterfølger.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum