Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning

Fra arbejde til hverdag: Fællesskaber skal få flere internationale borgere til at blive i København

22.9.2026 07:30:00 CEST | Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning | Pressemeddelelse

Del

International arbejdskraft spiller en afgørende rolle for beskæftigelsen. Men hvis internationale medarbejdere ikke skal rejse videre eller hjem før tid, skal livet uden for arbejdspladsen også fungere. Derfor sætter Københavns Kommune i år ekstra fokus på hverdagsliv og fællesskaber, når tusindvis af internationale borgere inviteres til International Citizen Days den 25.-26. september 2026.

Hver femte københavner har i dag et udenlandsk pas.
Hver femte københavner har i dag et udenlandsk pas. Foto: Københavns Kommune

København og Greater Copenhagen er blevet hjem for stadig flere mennesker fra hele verden. Hver femte københavner har i dag et udenlandsk pas, og alene sidste år flyttede mere end 30.000 internationale borgere til regionen.

Derfor inviterer Københavns Kommune sammen med mere end 150 samarbejdspartnere til International Citizen Days, der er Danmarks største velkomstarrangement for internationale borgere.

Det sker den 25.-26. september 2026. Og i år vil arrangementet have ekstra fokus på hverdagsliv og fællesskaber. Det har nemlig stor betydning for, hvorvidt de mange nye borgere bliver i landet.

”København er en international metropol, hvor hele verden mødes og slår sig ned. Det er entydigt en god ting. Internationale borgere bringer nemlig nye perspektiver og idéer med sig, og de er derfor med til at gøre København mere mangfoldig og kreativ. Men danskerne er ikke altid det letteste folkefærd at blive en del af. Med International Citizen Days åbner vi døren til hele København for vores internationale borgere og hjælper dem med at finde vej ind i de fællesskaber, vi holder så meget af. Det sikrer, at vores tilflyttere ikke bare møder byen på dens præmisser, men byen møder dem på deres præmisser,” siger Christopher Røhl (RV), der er kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester i København.

Mere end et godt arbejdsliv
Undersøgelser peger på, at mange internationale borgere oplever, at det kan være svært at komme tæt på danskerne og opbygge et socialt netværk. Derfor sætter årets International Citizen Days endnu større fokus på livet uden for arbejdspladsen og på de små og store kulturelle koder, der kan være afgørende for, om man føler sig som gæst eller som en del af fællesskabet.

Over to dage kan deltagerne gå på opdagelse i mere end 100 talks, workshops, aktiviteter og gratis prøvetimer. Programmet er tilrettelagt i samarbejde med knap 150 organisationer: fra myndigheder som Skattestyrelsen og SIRI til lokale sportsforeninger, sprogskoler og teatergrupper.

Som deltager kan man komme vidt omkring: fra øvelsen af forstå det digitale Danmark, dansk humor og de sociale koder, der ikke altid er nemme at afkode som ny i Danmark, til kunsten at smøre en klassisk dansk madpakke og kreere en lagkage.

Selvom kultur- og fritidslivet fylder mere på årets International Citizen Days, er job og karriere fortsat en central del af programmet om fredagen. Her er hele dagen dedikeret til det professionelle liv, hvor deltagerne kan møde spændende virksomheder og blive klogere på det danske arbejdsmarked, fagforeninger, a-kasse og arbejdskultur.  

”Vi har brug for internationale talenter, hvis vores virksomheder skal kunne vokse og finde de medarbejdere, de mangler. Men det er ikke nok, at man kan få et godt job i København. Man skal også kunne se muligheder for at udvikle sig, gøre karriere og skabe sig en fremtid her. Derfor er jeg glad for, at vi har dage som International Citizen Days, hvor man både kan møde virksomheder, få nye kontakter og blive klogere på de muligheder, der er for at skabe sig et arbejdsliv i København,” siger Andreas Keil (S), der er beskæftigelses-, integrations- og erhvervsborgmester i København.

September står i velkomstens tegn   
International Citizen Days er en del af den nationale velkomstmåned ’Welcome September’, der tæller omkring 60 arrangementer på tværs af Danmark arrangeret af ca. 30 partnere, herunder kommuner, universiteter, business regions, myndigheder, erhvervsorganisationer og foreninger. Samtidig byder programmet på en digital scene med online talks til dem, som overvejer Danmark som karriere-og studiedestination, men som endnu ikke har taget springet.

Det internationale perspektiv stopper dog ikke ved den danske grænse. Arrangementet har også et stærkt grænseregionalt fokus, hvor dansk-svensk samarbejde og Greater Copenhagen danner en fælles ramme. Her kan internationale borgere på begge sider af Øresund blive klogere på mulighederne for at bo, arbejde og skabe sig et liv i en region, der binder Danmark og Sverige tættere sammen.

Læs mere om International Citizen Days her og om den landsdækkende velkomstmåned Welcome September her.

Fakta

  • I 2025 bidrog internationale lønmodtagere med 386 mia. kr. til Danmarks BNP. Aldrig tidligere har BNP-bidraget fra internationale medarbejdere været så stort.
  • Mere end hver 8. medarbejder i Danmark er international borger. I Københavns Kommune er det hver 5. medarbejder. I hovedstadsområdet udgør internationale medarbejdere 18 pct. af alle fuldtidsbeskæftigede i regionen. I Københavns Kommune er det 20 pct.
  • København har oplevet en markant stigning i tilgangen af internationale arbejdstagere over de seneste ti år. I 2015 udgjorde de internationale arbejdstagere 11 pct. af arbejdsstyrken i København, mens de i 2025 udgjorde næsten 17 pct.
  • Knap hver femte københavner har et udenlandsk pas.
  • Der forventes ca. 5.000-6.000 deltagere til International Citizen Days fordelt på begge dage. Det er Danmarks største velkomstarrangement for internationale borgere med ca. 150 deltagende organisationer. ­I 2025 kom deltagerne fra 130 forskellige lande med særligt Indien, Italien, USA, Tyskland og Spanien stærk repræsenteret.
  • International Citizen Days 2026 er arrangeret af Københavns Kommune (en del af International House Copenhagen) og er medfinansieret af EU's Interreg ØKS-program, som en del af projektet Cross-border Talent, med økonomisk bidrag fra Akademikerne, Copenhagen Capacity, Dansk Industri, Finans Danmark, IDA, PROSA og 3F.

 

Nøgleord

Kontakter

Beskæftigelses-, Integrations- og ErhvervsforvaltningenPressechef Steffen Kjær

Tlf:23 82 12 94vb5n@kk.dk

Billeder

Foto: Københavns Kommune
Download
Foto: Københavns Kommune
Download

Om Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen

Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen i Københavns Kommunes fornemmeste opgave er at samarbejde med københavnerne om at skabe en by, der lever og udvikler sig.

Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye