
Team Rynkeby donerer 25,4 millioner kroner til kritisk syge børn
26.9.2026 14:30:13 CEST | Team Rynkeby Fonden | Pressemeddelelse
Taknemmeligheden var stor hos Børnecancerfonden og Børnelungefonden, da de i dag modtog donationer fra Team Rynkeby. Det velgørende cykelhold har i år indsamlet 25.446.984 kr. på de 25 danske hold. Resultatet betyder, at hver organisation får 12,2 mio. kr., som er øremærket til forskning, mens den sidste million går til særlige formål. Alt sammen skal det gøre en forskel for kritisk syge børn.

Mere end 1.000 ryttere, et utal af timer i sadlen og en udfordrende tur til Paris. Med de ingredienser er det i år lykkes Team Rynkeby i Danmark at indsamle 25.446.984 kr., som i dag blev overrakt til Børnecancerfonden og Børnelungefonden på torvet i Ringe.
Den samlede donation fra Team Rynkebys i jubilæumsåret til Børnecancerfonden og Børnelungefonden blev overrakt af cykelholdets stolte landechef.
”Det er fantastisk, at vi er lykkedes med at skabe så flot et resultat for de børn, som hele vores projekt handler om. Det er en kæmpe fornøjelse at kunne overrække stort et beløb, og jeg er stolt og dybt imponeret over, at vores ryttere har formået at indsamle så mange penge. Jeg bliver gang på gang overrasket over de frivilliges engagement, deres vilje, deres opfindsomhed og deres evne til at finde nye veje til at rejse penge til børn med kritiske sygdomme,” siger Steffen Juncker, landechef for Team Rynkeby Danmark, og tilføjer:
”Det er ikke til at forstå, at et projekt, der blev søsat som en idé til en julefrokost for 25 år siden, i dag har udviklet sig til et internationalt fællesskab, der samler tusindvis af mennesker og skaber så markant en forskel for kritisk syge børn.”
Stor taknemmelighed hos de to organisationer
Team Rynkeby-projektet blev startet tilbage i 2002, da 11 motionscykelryttere med tilknytning til Rynkeby Foods besluttede sig for at cykle til Paris for at se afslutningen på Tour de France. I år cyklede godt 2.300 motionscykelryttere fra otte forskellige lande til Paris som en del af Team Rynkeby-karavanen – lige godt halvdelen af deltagerne var fra Danmark.
Børnecancerfonden har fået donationer igennem alle 25 år, og pengene har da også gjort en forskel for forskningen. Derfor er taknemmeligheden også stor.
”Vi er dybt taknemmelige for Team Rynkebys helt enestående og mangeårige opbakning. Den langsigtede støtte har været med til at skabe et stærkt fundament for dansk forskning i børnekræft, og den fortsatte støtte er afgørende, fordi der stadig er områder, hvor behovet for ny viden og bedre behandling er stort. Årets donation skal blandt andet styrke forskningen i sarkomer og hjernetumorer og i de senfølger, som alt for mange børn lever med efter deres behandling. Sammen kan vi fastholde den udvikling, Team Rynkeby gennem mange år har været med til at gøre mulig: at flere børn overlever kræft, og at flere får et godt liv bagefter,” siger Marianne Benzon Nielsen, direktør i Børnecancerfonden.
De seneste 10 år har Børnelungefonden også fået donationer fra det velgørende cykelprojekt, som er med til at skabe viden og håb for børn med lungesygdomme.
”I 10 år har Team Rynkeby været en vigtig samarbejdspartner for Børnelungefonden, og deres støtte har gennem årene været med til at vi i Børnelungefonden har kunne medvirke til at opbygge et stærkt forskningsområde inden for børnelungesygdomme. Årets flotte resultat gør det muligt at fortsætte med at skabe konkrete tilbud, der giver børn og familier et pusterum i en hverdag, hvor sygdom ellers kan fylde alt. Det er en indsats, der rækker langt ud over selve donationen – den skaber viden, håb og muligheder for børn, der lever med lungesygdom. Vi er dybt taknemmelige for årets donation og for de 10 års engagement. På den måde er Team Rynkeby fortsat er med til at sikre, at der er plads til leg, drømme og fællesskab for børn med lungesygdom,” siger Ann Leistiko, direktør i Børnelungefonden.
I år har Team Rynkeby samlet set doneret 9,8 mio. euro. på tværs af de otte lande, hvor velgørenhedscykelholdet cykler.
Nøgleord
Kontakter
Steffen JunckerCountry Manager
Tlf:29 83 80 39stju@team-rynkeby.comBilleder



Følg pressemeddelelser fra Team Rynkeby Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.