TV 2 Danmark

TV 2 og DCU indgår nyt partnerskab om Danmark Rundt

23.9.2026 09:59:53 CEST | TV 2 Danmark | Pressemeddelelse

Del

TV 2 har indgået en fireårig aftale med Danmarks Cykle Union (DCU) om tv-rettighederne til Danmark Rundt frem til 2030. Aftalen er en del af et partnerskab mellem TV 2 og DCU, som skal styrke dansk cykelsport.

Når 36. udgave af Danmark Rundt næste sommer ruller gennem landet, kan løbet ikke kun opleves fra vejkanten, men også på TV 2, som har sikret sig tv-rettighederne de næste fire år.

- Vi er meget glade for aftalen med DCU. Jeg har selv oplevet den særlige interesse og fællesskabsfølelse, der følger Danmark Rundt, når feltet bevæger sig gennem landet. Danmark Rundt er et naturligt match for TV 2, og sammen med TV 2 Regionerne kan vi bringe danskerne endnu tættere på både cykelløbet og de mange lokale historier, der opstår undervejs. Vi ser et stort potentiale i at udvikle dækningen yderligere i de kommende år, siger Frederik Lauesen, direktør for Sport og Produktion på TV 2.

Danmark Rundt blev i år rykket to uger frem i cykelkalenderen og ligger nu i halen af Tour de France. Det vil også være tilfældet fremover. Hos Danmarks Cykle Union glæder eventchef Klaus Falk Paarup sig over, at Danmark Rundt fortsat bliver vist på landsdækkende tv. 

 - For mange danskere er der en direkte kobling mellem cykelsporten og TV 2, så vi er naturligvis meget glade for og stolte af, at hele Danmarks store etapeløb nu hører hjemme på TV 2. Vi forsøger hele tiden at løfte niveauet og kvaliteten af Danmark Rundt, og med denne aftale får vi helt nye muligheder for at udvikle løbet yderligere, siger han.

Et partnerskab, der skal styrke dansk cykelsport

Tv-rettighederne til Danmark Rundt er en del af en større partneraftale mellem Danmarks Cykle Union og TV 2, som skal tiltrække engagerede sponsorer, der vil endnu tættere på løbet, cyklingen og de danske profiler.

- Med det langsigtede partnerskab med DCU kan vi udvikle Danmark Rundt som både sportsbegivenhed, medieoplevelse og attraktiv kommerciel platform. Ambitionen er at gøre begivenheden større og skabe nye muligheder for de virksomheder, der ønsker at engagere sig i dansk cykling. Samtidig vil vi bidrage til en endnu stærkere fortælling om sporten, både på og uden for skærmen, siger Peter Olafsson, reklamesalgsdirektør hos TV 2.

DCU og TV 2 vil søsætte en række sponsorinitiativer med fanaktivering i målbyerne på de fem etaper i Danmark Rundt. Derudover vil parterne skabe en række events i løbet af året, som skal komme dansk cykelsport til gode. Et godt eksempel er en planlagt talk med Mads Pedersen og Mattias Skjelmose i Imperial i København til november, hvor overskuddet går til danske talenters deltagelse i VM og EM.

- Det her er langt mere end en klassisk rettighedsaftale. TV 2 har en enestående position inden for cykelsporten og en rækkevidde, der kan samle hele Danmark. For DCU giver den langsigtede aftale den stabilitet og det stærke fundament, vi har brug for, når vi sammen skal udvikle både Danmark Rundt og løfte dansk cykling bredt, både sportsligt og kommercielt, siger Anders Radén-Rygaard, kommerciel chef hos DCU.

Næste års rute i Danmark Rundt bliver offentliggjort i begyndelsen af 2027.

Nøgleord

Kontakter

Billeder

TV 2 og DCU indgår nyt partnerskab om Danmark Rundt. (Foto: Dan Møller/Danmarks Cykle Union)
TV 2 og DCU indgår nyt partnerskab om Danmark Rundt. (Foto: Dan Møller/Danmarks Cykle Union)
Download

Links

TV 2 Danmark er en medievirksomhed med store digitale ambitioner og en mangeårig stærk position på det danske tv-marked. Vi arbejder hver dag for, at alle danskere via TV 2 Play, tv2.dk og alle vores kanaler kan holde sig opdateret og underholdt eller tage del i den offentlige debat. TV 2 Danmark er ejet af den danske stat, og vi driver public servicevirksomhed på kommercielle vilkår. På tværs af alle vores platforme er vi i kontakt med over 80 procent af danskerne i løbet af en uge. Vi bor på Kvægtorvet i Odense og på Teglholmen i København.

Følg pressemeddelelser fra TV 2 Danmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra TV 2 Danmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye