Sport Event Denmark

Sammenholdet sluttede på VM-scenen – men historien fortsætter

21.9.2026 05:00:00 CEST | Sport Event Denmark | Pressemeddelelse

Del

Da Sport Event Denmark tidligere i år samlede frivillige fra forskellige internationale mesterskaber i initiativet Sammenholdet, var ambitionen enkel: At sætte ansigt på de mennesker, som får internationale sportsevents til at lykkes.

Lucas Kirkegaard for Sport Event Denmark

Nu er rejsen nået til sin sportslige afslutning: I forbindelse med VM løb, World Athletics Road Running Championships Copenhagen 2026, stod deltagerne side om side på startlinjen til 5 km, One Mile eller halvmaraton. Men selv om målstregen ved VM i løb markerer afslutningen på projektet, er erfaringerne og relationerne noget af det, der vil vare længst.

I løbet af foråret har deltagerne repræsenteret frivilligheden ved internationale sportsevents i hele Danmark. De har delt historier, erfaringer og oplevelser fra vidt forskellige sportsgrene og værtsbyer, men har samtidig opdaget, hvor meget de har til fælles.

For bag enhver international sportsevent står mennesker, som bruger deres fritid på at skabe oplevelser for andre.

Gennem forløbet har de fem deltagere vist, hvordan frivillighed både handler om opgaver og vagter og også om fællesskab, udvikling og nye relationer.

”Det er fantastisk og en helt særlig mulighed. Jeg er meget taknemmelig for at være en del af det, fordi jeg har fået mulighed for at møde mennesker fra hele Danmark, som virkelig er et fantastisk hold. Vi løb sammen og tilbragte tid sammen, så det har været en uforglemmelig oplevelse.” fortæller Agnieszka Andrzejewska, som var frivillig ved Copenhagen Sprint og som løb en one mile.

”Det var virkelig fantastisk. Der var sindssygt mange tilskuere overalt, og vejret var flot. Det kunne ikke have været bedre. Der var virkelig meget larm og opbakning hele vejen rundt,” fortæller Jakob S. Johnsen, som var frivillig ved World Company Sports Games i Frederikshavn og som løb halvmaraton.

”De frivillige stod også og heppede og klappede og forsøgte at give os noget energi. Det tænker jeg er ret væsentligt som frivillig. Det er én ting, alt det man hjælper med, men det, at man også kan se, at de synes, det er fedt at være en del af det, gør også noget for os andre,” siger Sidsel Strøm, som var frivillig ved EM herrehåndbold i Herning og som løb 5 km.

”Jeg snakkede med nogle af de frivillige blandt andet ved VIP-området ved starten. Da jeg kom i mål, var der god stemning. Jeg blev genkendt af de frivillige, og jeg snakkede med nogle af dem, som jeg også mødte ved startstregen. Så det var hyggeligt,” siger Steen T. Nielsen, som var frivillig ved Thomas & Uber Cup i Horsens og som løb 5 km.

Udover de frivillige på Sammenholdet løb også Erik Kristensen, som er bestyrelsesmedlem i Sport Event Denmark. Med sin deltagelse i VM på 5 km bakkede han således op omkring de mange frivillige ved internationale sportsevents i Danmark og især omkring de udvalgte frivillige, som løb med i weekenden:

”Jeg synes, det er helt på sin plads, at nogle af dem, som har været med til at afvikle events, får lov til at komme om på den anden side af hegnet og deltage i et event. De fortjener den anerkendelse, for uden de frivillige er sådan noget her aldrig noget, man kan stable på benene,” siger Erik.

Selv om de kommer fra forskellige dele af landet og forskellige sportsgrene og events, har projektet bekræftet, at det, der driver frivilligheden, ofte er det samme: ønsket om at være en del af noget større.

Frivillighed er en del af Danmarks styrke som værtsnation

For Sport Event Denmark har Sammenholdet været en mulighed for at rette opmærksomheden mod den del af internationale mesterskaber, som sjældent fylder mest i mediedækningen. Nemlig de mennesker, der møder tidligt, går sent hjem og er med til at skabe oplevelser i verdensklasse.

"Når internationale forbund, atleter og gæster vender hjem fra Danmark, er det blandt andet de frivillige, de husker. De møder engagement, hjælpsomhed og en særlig evne til at få mennesker til at føle sig velkomne. Sammenholdet har vist, at frivilligheden er en del af internationale sportsevents i Danmark. Den er en af hovedårsagerne til, at Danmark igen og igen lykkes som værtsnation," siger Lars Lundov, direktør, Sport Event Denmark.

Sammenholdet blev skabt for at hylde frivillige fra nogle af årets største internationale sportsevents. Men projektet har også vist, hvordan sport kan skabe forbindelser mellem mennesker, der ellers aldrig ville have mødt hinanden. VM i løb blev den fælles destination.

Nøgleord

Kontakter

Om Sport Event Denmark

Sport Event Denmark arbejder for at tiltrække, organisere og udvikle store internationale tilskuer- og deltagerevents. Det er Sport Event Denmarks ambition, at disse internationale sportevents skal involvere og begejstre danskerne, skabe stolthed, udvikle idrætten, skabe vækst og turismeomsætning samt markedsføre Danmark internationalt. 

Sport Event Denmark finansieres via udlodningsmidlerne.

Følg pressemeddelelser fra Sport Event Denmark

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sport Event Denmark

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye