DI - Dansk Industri

DI: I dag begynder et nyt grønt erhvervseventyr i Danmark og EU

18.9.2026 08:13:09 CEST | DI - Dansk Industri | Pressemeddelelse

Del

Greensand, EU’s første kommercielle offshore CO₂-lager, åbner officielt i dag. Det er begyndelsen på et nyt dansk CCS-eventyr, der både vil styrke den grønne omstilling og den europæiske konkurrenceevne.

Adm. direktør Lars Sandahl Sørensen. Foto: Leon Hughes

Greensand bliver det første CO₂-lager i EU og gør det nu muligt at lagre CO₂ permanent i undergrunden, nærmere bestemt cirka 1.800 meter under havbunden i Nini West-reservoiret i den danske del af Nordsøen. Projektet er EU’s første kommercielle offshore CO₂-lager og demonstrerer, at hele værdikæden fra fangst og transport til sikker og permanent lagring kan fungere i praksis.

– At Greensand nu åbner i Danmark er et gennembrud for både dansk og europæisk klimapolitik. Det viser, at CCS kan fungere i praksis og i stor skala. I dag tager Danmark et vigtigt første skridt mod at opbygge den europæiske CCS-infrastruktur, som bliver nødvendig, hvis Europa skal nå klimamålene uden at miste industri, investeringer og arbejdspladser til andre dele af verden, siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

CCS bruges især til de udledninger, som er svære eller umulige at fjerne på andre måder. Den lagrede CO₂ kommer i første omgang fra danske biogasanlæg, men teknologien kan også bruges i energiintensive industrier, hvor udledningerne ikke forsvinder, selv om virksomhederne bruger grøn strøm og energieffektiviserer. Det gælder blandt andet cementproduktion, hvor CO₂ frigives som en del af selve produktionsprocessen. Her er CCS et af de få værktøjer, der kan reducere udledningerne markant og samtidig bevare produktion og arbejdspladser i Europa.

– Europa skal både levere på klimaet og på konkurrenceevnen. Greensand viser, at vi ikke behøver vælge mellem de to. CCS gør det muligt at reducere de udledninger, som er sværest at fjerne, samtidig med at vi fastholder produktion, investeringer og arbejdspladser i Europa. Det er godt for klimaet, men det er også afgørende for Europas fremtidige velstand og robusthed, siger Lars Sandahl Sørensen.

En konkurrencedygtig industri er afgørende for Europas velstand og sikkerhed. Europas energiintensive virksomheder producerer de materialer og produkter, som indgår i værdikæderne for grøn teknologi, byggeri, infrastruktur og forsvar. Derfor er det afgørende, at virksomhederne får mulighed for at reducere deres udledninger uden at flytte produktion ud af Europa.

EU-Kommissionen vurderer, at der i 2050 skal fanges og lagres 450 millioner ton CO₂ om året, hvis Europa skal nå målet om klimaneutralitet. Derfor kan CCS udvikle sig til en helt ny europæisk industri, og her har Danmark med lagringsmulighederne i Nordsøen en unik mulighed for at tage en førerrolle.

– CCS er et effektivt klimaværktøj, men det er også en mulighed for at skabe et nyt grønt erhvervseventyr. Hvis vi griber den mulighed, kan vi både styrke klimaindsatsen, skabe nye investeringer og udvikle en ny dansk styrkeposition, siger Lars Sandahl Sørensen.

Klimachef og vicedirektør i Dansk Industri, Anne Højer Simonsen, deltager ved åbningen i Esbjerg og vil være til rådighed for pressen.

Selskaberne bag Greensand er INEOS, Harbour Energy og Nordsøfonden. Blandt deltagerne ved markeringen er blandt andre H.M. Kong Frederik X, EU-kommissær Dan Jørgensen, finansminister Peter Hummelgaard og Sir Jim Ratcliffe, grundlægger af INEOS.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra DI - Dansk Industri

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye