Landbrugets trepartsrepræsentanter samlet i Vejle: De 23 treparter er i 23 forskellige situationer

Repræsentanter for de 23 lokale treparter mødtes tirsdag og onsdag ved Brejning tæt på Vejle. Mødet blev brugt til at vende den aktuelle status i treparterne og ikke mindst de mange udfordringer, som det lokale arbejde lige nu møder i form af nye politiske krav.

– Mødet i Brejning viste med meget stor tydelighed, at de 23 lokale treparter står i 23 forskellige situationer. Samarbejdet i selve treparterne går generelt godt. Det viser, at den lokale tilgang virker. Men mange steder er den nye kvælstofregulering og det kommende nationale sprøjteforbud omgivet af så stor usikkerhed, at man har sat arbejdet på pause. Ikke af lyst, men af nød, siger formand i Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard.

Han understreger, at Landbrug & Fødevarer bakker op om alle repræsentanter i de lokale treparter.

– Landbrugets repræsentanter arbejder ud fra de vilkår, der gælder lokalt. Nogle steder er der fortsat gode muligheder for at komme videre og det er godt. Andre steder fylder frygten for store SGO-områder og kvælstofreguleringen voldsomt meget og kan få store konsekvenser for fødevareproduktionen. Det gør naturligt lodsejerne mere tilbageholdende med at lægge jord ind i omlægningsprojekter. Det er præcis den usikkerhed, vi igen og igen har advaret Christiansborg imod, siger Søren Søndergaard.

Usikkerhederne drejer sig ikke alene om SGO og kvælstofreguleringen. I alt har politikerne på nationalt plan foretaget hele 10 forudsætningsbrug siden den oprindelige trepartsaftale fra juni 2024. De 10 forudsætningsbrud er nye tiltag, som politikerne har lagt oven på det, som ellers var aftalt i den oprindelige trepartsaftale.

Her er de 10 forudsætningsbrud: 

Punkt 1.
Det besluttes politisk at gå mod internationale eksperters anbefaling om at ensrette de miljømål, vi har i de farvande, vi deler med de andre lande rundt om Østersøen. Så danske landmænd får nu markant større krav, da vi skal levere indsatser, som burde være leveret i Sverige og Tyskland, selvom der står i trepartsaftalen, at regeringen skal have skærpet fokus på indsatser fra nabolande.

Punkt 2.
Trepartsaftalen havde et mål om, at der skulle sættes ind overfor udledninger af spildevand. Men da det kom til stykket, blev kravet lempet. Fordi man politisk besluttede, at det var for dyrt at efterfølge de sidste ton. Og hvad gjorde man så med de resterende ton? Ja, dem gjorde politikerne til landbrugets problem.

Punkt 3.
I Landbrugsaftalen i 2021 blev det aftalt, at der skal indføres en ny model for kvælstofregulering. Der har siden været forskellige bud på, hvor hård den regulering skal være, men det har aldrig været intentionen, at den skulle være så hård, at man ikke kan dyrke sin mark. Derfor aftalte vi i treparten, at den kvælstofregulering, forligskredsen senere skulle designe, skulle indeholde et braklægningsloft. Det har forligskredsen nu set bort fra og har fastlagt et reguleringstryk, der vil føre til omfattende braklægning af de danske marker. Det får enorme økonomiske konsekvenser. Især når det skal leveres med så kort indfasning.

Punkt 4.
I december 2025 går det helt galt. Her beslutter forligskredsen, at i stedet for, at alle landmænd i et vandopland skal bære den samme byrde, udvælges den ene halvdel af landmændene ud fra nogle usikre, modelberegnede retentionskort til at skulle straffes hårdere.

Punkt 5.
I trepartsaftalen blev det klart aftalt, at hvis man i de lokale treparter lavede en plan, og lodsejere rakte hånden op og sagde, at man var klar til at levere arealer, så var det ikke landbruget, der skulle rammes af regulering, imens myndigheder flyttede papirer rundt, og vådområder blev etableret. Men da håndsoprækningen i foråret 2026 skulle gennemføres, havde man på Christiansborg mere travlt med at udskamme landbruget i valgkampen, end at sikre, at modellen fungerede som aftalt.

Punkt 6.
I juni opdaterede Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø modellerne og de data, der bor inde i vandplanerne. Det betød, at den målstreg, som de lokale treparter havde arbejdet efter i to år, pludselig ændrede sig. Flere steder markant. Det betyder, at man mange steder slet ikke har haft adgang til omlægningsordninger og nu står helt uforberedt på en ekstremt hård regulering. Andre steder er det store arbejde, der er lavet med planlægning af arealomlægning, spildt, da indsatskravet pludselig er forsvundet.
Det understreger, at det faglige grundlag er ganske mangelfuldt og ikke klar til at blive anvendt i en regulering med så store konsekvenser.

Punkt 7.
De økonomiske konsekvenser af de mange ændringer vokser og vokser. Derfor fortsætter det tal, som det koster at kompensere de ramte landmænd, med at stige voldsomt. Regeringen har travlt med at sige, at man nu har afsat langt over en milliard kroner til det formål - og at det beløb eventuelt kan stige. Men man glemmer at fortælle, at pengene tages fra de ordninger i EU’s landbrugsstøtte, som i forvejen gik til at understøtte landbrugets grønne omstilling og konkurrenceevne.

Punkt 8.
Det er mange eksempler på det meget svage faglige grundlag i de udvaskningsdata, der er på de forskellige afgrøder. De kommer fra den såkaldte NUAR-beregner med den tilhørende statistiske udvaskningsmodel NLES5. Den er tydeligt fyldt med fejl og hviler mange steder på ganske få målinger. Det er derfor, vi har hørt om store udfordringer med for eksempel grøntsager, kartofler, ærter, kløvergræs, majs, hestebønner og hvede. Det er simpelthen for tyndt og for faglig svagt til, at det skal få så enorme konsekvenser for, hvilke afgrøder, der bliver tilladt at dyrke på markerne.

Punkt 9.
I trepartsaftalen blev det vedtaget, at der skulle laves en vækstplan for fødevareerhvervet. En vækstplan, som netop skulle sikre balancerne og pege fremad for erhvervet. Det lader dog til, at den er blevet væk, for to år senere har den stadig ikke set dagens lys. 

Punkt 10.
I august 2026 står det klart, hvor store konsekvenser det har, at nogen undervejs har ændret på datoerne i reguleringsmodellen. Efter gældende lov er vi i vores gødningsregnskaber reguleret fra august til august. Fordi man i Danmark selvfølgelig høster i august og derefter starter dyrkningssæson.