Fra tabu til global standard: Ny standard skal hjælpe arbejdspladser med menstruation og overgangsalder
23.9.2026 08:39:45 CEST | Dansk Standard | Pressemeddelelse
For få år siden talte de færreste arbejdspladser om menstruation og overgangsalder. I dag efterspørger virksomheder, forskere og arbejdsmarkedets parter konkrete værktøjer til at håndtere et område, der kan påvirke halvdelen af arbejdsstyrken. I dag lanceres verdens første globale standard på området.

For få år siden blev menstruation og overgangsalder primært betragtet som en privatsag. I dag er det et emne, som fylder stadig mere på arbejdspladser verden over.
Nu lanceres verdens første globale standard for menstruation og overgangsalder på arbejdspladsen, ISO 45010. Standarden skal hjælpe arbejdspladser med at omsætte viden til handling og skabe bedre rammer for medarbejdere gennem hele arbejdslivet.
"Menstruation og overgangsalder er ikke et nyt fænomen. Det nye er, at virksomhederne er begyndt at spørge, hvordan de som arbejdspladser kan understøtte deres medarbejdere – og har efterspurgt konkret viden og værktøjer. Det er dét behov, standarden skal hjælpe med at imødekomme og legitimere. Derfor er jeg også stolt af, at vi i Danmark har været med til at udvikle den første globale standard," fortæller Lise Aagesen Schmidt, chefkonsulent i Dansk Standard og ansvarlig for det udvalg, der har været med til at udvikle standarden.
Et overset perspektiv på arbejdslivet
For nogle medarbejdere kan menstruation og overgangsalder påvirke koncentration, søvn, energiniveau og arbejdsevne. Alligevel mangler mange arbejdspladser viden om, hvordan de bedst kan understøtte medarbejderne.
Når arbejdspladser undersøger årsager til sygefravær, trivsel og fastholdelse, er fokus ofte på forholdene på arbejdspladsen, og betydningen af kvindens cyklus, som menstruation og overgangsalder, har kun sjældent været en del af samtalen. Det betyder, at mange arbejdspladser mangler viden om, hvordan symptomer og gener kan påvirke arbejdslivet, og hvordan de bedst kan understøtte medarbejdere gennem forskellige livsfaser.
Den nyeste forskning fra Center for Kvinder i Sund Overgang (KiSO), Københavns Universitet, fra 2025 viser, at 97 procent af danske kvinder oplever symptomer i forbindelse med overgangsalderen. Mere end hver fjerde oplever seks eller flere symptomer i moderat til meget alvorlig grad.
For nogle medarbejdere kan udfordringerne blive særligt store, hvis symptomer og gener møder et arbejde med begrænset fleksibilitet, lav indflydelse eller høje fysiologiske og følelsesmæssige krav. Her kan bedre rammer på arbejdspladsen være med til at afbøde udfordringerne
”Menstruation og overgangsalder er en del af livet – og dermed også en del af arbejdslivet. Det handler ikke om at gøre kvinder til et særligt tilfælde, men om at skabe arbejdspladser, hvor mennesker kan trives og bruge deres kompetencer gennem forskellige livsfaser. Den nye standard giver arbejdspladser konkrete redskaber til at finde de løsninger, der giver mening hos dem. Det er et vigtigt skridt for den seksuelle og reproduktive sundhed – og potentielt et stort skridt for den enkelte medarbejders arbejdsliv,” siger Majbritt Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund, som har bidraget til udviklingen af standarden.
Stor efterspørgsel satte arbejdet i gang
Interessen for området og efterspørgsel på viden og værktøjer er vokset, i takt med at både forskning og virksomheder er begyndt at sætte større fokus på menstruation og overgangsalder.
"Gennem de seneste år har jeg oplevet en markant interesse fra arbejdspladser, som gerne vil understøtte medarbejdere i forbindelse med menstruation og overgangsalder, men som ofte er usikre på, hvor de skal begynde. Derfor er denne standard vigtig. Den samler viden, erfaringer og konkrete anbefalinger i et fælles rammeværk, som kan hjælpe organisationer med at gå fra gode intentioner til handling. For mig er det særligt meningsfuldt, at erfaringer fra danske arbejdspladser nu er blevet en del af verdens første internationale standard på området," siger Maja Aagaard, CEO og medstifter af konsulentvirksomheden Hormoner på Arbejde, som har bidraget til at udvikle standarden.
Danmark har desuden bidraget aktivt til udviklingen af den internationale standard med erfaringer og viden fra danske arbejdspladser, lige siden arbejdet startede i 2024. Indsigter fra virksomheder, organisationer, NGO’er og eksperter har været med til at kvalificere arbejdet og sikre, at verdens første globale standard for overgangsalder og menstruel sundhed på arbejdspladsen bygger på konkrete erfaringer fra praksis.
”Hos KiSO er vi enormt glade og stolte over at have været en del af udviklingen af den nye standard. Vi har i årevis haft som dedikeret mål at understrege, at forskningen omkring overgangsalder stadig er alt for mangelfuld, men at vi samtidig bliver nødt til at påvirke håndtering af overgangsalder i samfundet mod det bedre nu – og ikke først, når ny forskning er klar. Dette pres mod samfundsforandring er standarden et godt eksempel på,” fortæller Lasse Gliemann, forskningsleder for KiSO, der også har været med til at udvikle standarden.
Fra gode intentioner til handling
Standarden for menstruation og overgangsalder på arbejdspladser samler international viden og anbefalinger i et fælles rammeværk, som hjælper arbejdspladsen med at arbejde systematisk med området. Det kan blandt andet handle om at styrke lederes og medarbejderes viden, skabe rum for en åben og respektfuld dialog, inddrage medarbejdernes erfaringer og undersøge, om arbejdspladsens rammer skaber unødige barrierer.
Standarden er ikke en politik eller en certificering, men et praktisk redskab, der giver arbejdspladser et fælles sprog og et fælles udgangspunkt for at vælge de tiltag, der passer til deres medarbejdere og arbejdsforhold. Det kan for eksempel handle om den fysiske indretning af arbejdspladsen, valg af materialer og farver til uniformer eller adgang til menstruationsprodukter.
|
Fakta om om standarden for menstruation og overgangsalder (ISO 45010)
|
Nøgleord
Kontakter
Helena Schou ØstergaardPresseansvarlig, Dansk Standard
Tlf:28864503hso@ds.dkBilleder

Links
Om Dansk Standard
Dansk Standard hjælper virksomheder og samfundet med at skabe løsninger, der er sikre, mere bæredygtige og kan bruges på tværs af landegrænser. Vi udvikler, udgiver og formidler standarder. Det sikrer et stærkt fundament til fremtidens løsninger.

Følg pressemeddelelser fra Dansk Standard
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Dansk Standard
Ny direktør for Dansk Standard18.9.2026 07:14:43 CEST | Pressemeddelelse
Torben Jansen skal stå i spidsen for Dansk Standard i en tid, hvor standarder får stadig større betydning for erhvervslivets konkurrenceevne og forbrugernes sikkerhed.
Verdens mest anvendte standard for kvalitetsledelse i en ny udgave17.9.2026 10:50:25 CEST | Pressemeddelelse
Mere end én million organisationer verden over anvender den internationale standard for kvalitetsledelse, ISO 9001. En ny udgave af standarden skal sikre, at standarden fortsat er relevant i en verden præget af digitalisering, klimaudfordringer og stigende krav.
Dansk Standard leder europæisk arbejde inden for kernekraft25.6.2026 12:16:06 CEST | Pressemeddelelse
Ny indsats skal skabe fælles tekniske rammer for avancerede reaktorteknologier med potentiale i industri og transport.
Alle skal have adgang til naturoplevelser17.6.2026 10:04:16 CEST | Pressemeddelelse
Universelt design og tilgængelighed er afgørende for, at flere kan få oplevelser i naturen. I Dansk Standards nye håndbog Udearealer for alle får planlæggere og rådgivere inspiration og konkrete anvisninger til, hvordan uderum kan indrettes, så flere kan færdes trygt og få glæde af naturen.
Dansk guide sætter retning for de teknologiske grænseflader til kvantekomponenter16.6.2026 15:30:34 CEST | Pressemeddelelse
Dansk Standard lancerer ny guide, der sætter fælles retningslinjer for, hvordan kvantekomponenter kobles sikkert sammen på tværs af storetemperaturforskelle fra tæt på det absolutte nulpunkt til stuetemperatur.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum