Rudersdal vil være klar, når strømmen går
17.9.2026 14:01:46 CEST | Rudersdal Kommune | Pressemeddelelse
Hvad gør du, hvis strømmen går I længere tid? Rudersdal Kommune vil ruste borgerne bedre til en situation, hvor både vand, varme, mobil og internet kan blive påvirket.

Et strømsvigt er for de fleste en kortvarig irritation. Men hvis strømmen er væk i længere tid, kan situationen hurtigt blive en anden.
Mobil- og internetforbindelsen kan efterhånden forsvinde, og kommunens muligheder for at kommunikere direkte med borgerne bliver dermed stærkt begrænsede. Samtidig kan vandforsyning og håndtering af afløbsvand blive påvirket.
Derfor vil Rudersdal Kommune have beredskabet helt ud i borgernes hjem.
Beredskabsudvalget I Rudersdal Kommune har besluttet at tage et nyt, enkelt infoblad i brug med otte konkrete råd til borgerne om, hvad de kan gøre, hvis strømmen går i længere tid.
– Beredskab handler ikke om at gå rundt og være bekymret. Det handler om at være forberedt. Hvis strømmen går i længere tid, kan vi ikke være sikre på, at vi kan få information ud via mobil og internet. Derfor er det vigtigt, at borgerne på forhånd ved, hvad de selv kan gøre, siger Morten Jarlbæk Pedersen, der er fungerende formand for Beredskabsudvalget i Rudersdal Kommune.
Otte råd, der kan gøre en forskel
Infobladet giver blandt andet råd om at have drikkevand, mad og nødvendig medicin i hjemmet, sørge for varme og følge situationen via DR P4 på en FM-radio, hvis mobil og internet ikke virker.
Borgerne opfordres også til at spare på vandet og undlade toiletskyl, hvis vandforsyningen er ustabil. Og så er der et råd, som rækker ud over den enkelte husstand:
Tjek dine naboer – især ældre, sårbare og borgere, der bor alene.
Information, der ikke kræver strøm
Rudersdal Kommune har allerede samlet de vigtigste forholdsregler og information om beredskab på kommunens hjemmeside. Men netop ved en længerevarende strømafbrydelse kan adgangen til digitale informationer blive vanskelig.
Derfor skal infobladet være et fysisk supplement, som borgerne kan have liggende, før en eventuel krise opstår.
Planen er, at infobladet skal distribueres via kommunens biblioteker, idrætspladser og kulturinstitutioner i løbet af efteråret. Det skal desuden bruges på kommunens hjemmeside og sociale medier samt som annonce i lokale medier.
Ambitionen er enkel: Når strømmen går, skal borgerne allerede vide, hvad de kan gøre.
Beredskabsudvalget tog stilling
Beredskabsudvalget besluttede på sit møde onsdag aften at udbrede infobladet til borgerne og bruge det som en del af kommunens samlede beredskabsinformation.
Infobladet henviser samtidig til Rudersdal Kommunes beredskabsinformation på hjemmesiden, hvor borgerne kan finde mere information: Beredskab | Rudersdal Kommune
Læs infoblad: download
Kontakter
Morten Jarlbæk PedersenFungerende formand for Beredskabsudvalget i Rudersdal Kommune.
Tlf:72 68 10 74morpe@rudersdal.dkBilleder
Om Rudersdal Kommune
Rudersdal Kommune er tæt på og meget grønnere - med både bymiljø, arkitekturperler og naturskønne områder. Kommunen ligger med sine godt 57.000 indbyggere der, hvor Københavns forstæder hører op, og Nordsjællands skove, søer og åbne landskaber begynder. Her er grønt, så langt øjet rækker, med ranke kongebøge, gennem dale og bakker – og med malerisk flotte områder langs Furesøen, Sjælsø, Mølleåen og Øresund.
Følg pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Rudersdal Kommune
Arkæologistuderende på udgravning i Maglemosen17.9.2026 14:03:26 CEST | Pressemeddelelse
En gruppe arkæologistuderende fra Københavns Universitet har i september udført en uddannelsesudgravning og geologiske boringer i Maglemosen i Vedbæk. Området er ideelt til en uddannelsesudgravning, fordi der tidligere er fundet genstande og sjældne grave med velbevarede skeletter fra jægerstenalderen.
Flere offentlige svømmetider i Birkerød Svømmehal11.9.2026 14:09:20 CEST | Pressemeddelelse
Fra mandag den 14. september bliver der flere muligheder for offentlig svømning i Birkerød Svømmehal. Der bliver udvidet morgensvømning på hverdage og åbnet for offentlig svømning søndag morgen, efter at tiderne i kommunens svømmehaller er blevet fordelt på ny.
Første skridt på vejen mod Et Vildere Rudersdal9.9.2026 11:05:34 CEST | Pressemeddelelse
Fra en invasiv plante i Maglemosen og en sjælden sommerfugl i Birkerød til naturen i Eskemose Skov og havbunden ud for Vedbæk. Nu sættes de første konkrete indsatser i gang under Rudersdals nye biodiversitetsstrategi.
Rudersdal hylder frivilligheden og årets prismodtagere7.9.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Frivillige ildsjæle, unge ledere og nye talenter skal hyldes, når Rudersdal Kommune den 25. september inviterer til årets Frivilligfest på Mariehøj. Her skal årets prismodtagere på scenen og fejres for deres særlige indsats.
Borgmester sygemeldt1.9.2026 10:02:22 CEST | Pressemeddelelse
Rudersdal Kommunes borgmester Ann Sofie Orth er sygemeldt, og viceborgmesteren overtager midlertidigt posten.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum
