Danskerne frygter varmeregningen uden at kende den
22.9.2026 13:00:18 CEST | Energi Fyn | Pressemeddelelse
Hver anden boligejer ved ikke, hvad opvarmningen af deres hjem koster. Alligevel bekymrer næsten alle sig om stigende energipriser.

De fleste danskere kan nok fortælle, hvad de cirka giver for internet, mobilabonnement og streaming. Men når det gælder varmeregningen, bliver mange svar skyldige.
En nylig analyse gennemført for Energi Fyn viser, at hver anden dansker ikke ved, hvad det koster at varme boligen op. Alligevel bekymrer knap 84 procent sig om risikoen for stigende energipriser.
- Det er egentlig ret vildt. Mange frygter varmeregningen, men kender ikke størrelsen på den. Det fortæller os, at det ikke kun handler om kroner og øre. Det handler om usikkerhed, lyder det fra Christian Drejer, der er kommerciel direktør hos Energi Fyn.
Stigende gaspriser skaber usikkerhed
Da 2026 begyndte, havde gaspriserne ligget forholdsvist stabilt og var kommet ned på et lavt niveau, men det ændrede sig hurtigt. Først var det ekstra koldt vintervejr, der påvirkede prisen, og derefter lukkede Hormuz-strædet for skibstrafik med flydende gas på grund af krig mellem USA og Iran. Og det skabte usikkerhed i energimarkedet og højere priser på naturgas.
- Starten af 2026 var allerede præget af usikkerhed omkring gasleverancer og stigende priser for gassen. Men vi kom hurtigt hen i forår og bedre vejr, så det har nok ikke fyldt så meget for den enkelte boligejer. Men nu er det efterår, og vi kigger ind i en vinter præget af høje gaspriser, fortæller Christian Drejer.
Han fortæller desuden, at de høje gaspriser har været medvirkende til, at Europas gaslagre ikke er blevet fyldt så meget op, og ifølge brancheorganisationen Green Power Denmark er der også mindre gas på lager, end der plejer at være på nuværende tidspunkt.
Men Christian Drejer understreger, at selvom gaslagrene ikke er lige så fyldt som sædvanligt, så skal man som boligejer ikke bekymre sig over mængden. Der er gas nok til opvarmning af danske boliger, men det bliver dyrere at bruge den.
Dobbelt så mange har valgt en varmepumpe
Mens der hersker usikkerhed omkring gaspriser, har 2026 budt på stigning i antallet af solgte varmepumper. Hos Energi Fyns varmepumpeafdeling, mærker rådgiverne også, at snakke om stabile udgifter og driftssikkerhed fylder mere i dialogerne med kunderne.
Tal fra Energistyrelsen viste i starten af måneden, at næsten dobbelt så mange boligejere har søgt om tilskud i Varmepumpepuljen i 2026 sammenlignet med 2025, og der er allerede givet tilsagn om tilskud for 370 mio. kr. i år.
Undersøg din varmeudgift
Brancheorganisationen Green Power Denmark vurderer, at det vil koste 7.700 kr. mere at opvarme sit hjem med gasfyr de kommende 12 måneder sammenlignet med de 12 foregående måneder. For en luft til vand varmepumpe vurderer de, at udgiften vil være 2.800 kr. dyrere det kommende år sammenlignet med det forrige.
- Hos Energi Fyn er vi bestemt fortalere for at skifte til en varmepumpe. Den udnytter strømmen effektivt, så du får en stor varmeeffekt, uden at skulle betale for store mængder strøm. Så selvom gaspriserne også påvirker elprisen, vil det være en lavere varmeudgift. Men mange ved slet ikke, hvad deres varmeudgift plejer at være. Så hvis du er i tvivl, er rådet at starte med at finde ud af, hvad du betaler for at opvarme dit hjem lige nu, slutter Christian Drejer.
Fakta
Analyse foretaget i juli 2026 af A&B Analyse med et repræsentativt udsnit af den danske befolkning. 1.007 respondenter deltog i undersøgelsen.
- 51,9 procent af danskerne ved ikke, hvad de betaler for opvarmning af deres bolig.
- 83,6 procent er bekymrede for fremtidige prisstigninger på deres varmekilde.
Nøgleord
Kontakter
Betina JørgensenPressekontaktEnergi Fyn
Tlf:+4528700392bej@energifyn.dkBilleder

Om Energi Fyn
Energi Fyn er en moderne energikoncern ejet af 220.000 fynske andelshavere.
Vi deltager aktivt i udviklingen af et bæredygtigt energisystem blandt andet via projekter inden for elektrificering, solceller, vindmøller, elbiler, varmepumper og energirådgivning.
Vi sælger el, naturgas, varmepumper og ladeløsninger. Vi udruller fibernet på Fyn og tilbyder forskellige bredbåndsløsninger. Vi etablerer og driver gadebelysningen i flere kommuner på Fyn, ligesom vi etablerer andre former for ude- og effektbelysning. Herudover håndterer vi afregning og kundeservice for flere forsyninger på Fyn.
Energi Fyns datterselskab, Vores Elnet, ejer og driver elforsyningsnettet på størstedelen af Fyn og har stort fokus på at udbygge elnettet, så vi også i fremtiden har et robust og stabilt elforsyningsnet, der understøtter den grønne omstilling.
Vi investerer i forskning, kultur og udvikling blandt andet via vores to fonde, som hvert år uddeler midler til projekter, der er til gavn for fynboerne og Fyn.
Vores hovedsæde er placeret i Odense, hvor vi beskæftiger over 430 medarbejdere på en række fagområder inden for teknik, it, administration, økonomi, kundeservice med mere.
Følg pressemeddelelser fra Energi Fyn
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Energi Fyn
Din elbil kan koste dig over fem gange mere end nødvendigt2.9.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
En elbilist med et gennemsnitligt kørselsbehov kan nøjes med en årlig ladeudgift på under 1.000 kr. Men uden fokus på elpriserne kan regningen ende på mere end 5.000 kr. om året.
I august har tidspunktet været vigtigere end forbruget31.8.2026 14:45:25 CEST | Pressemeddelelse
For elforbrugere har august været den dyreste måned siden energikrisen i 2022, men tallene viser også noget andet. Forskellen mellem dagens billige og dyre timer har været stor, så det har for alvor givet mening at holde øje med udsving og flytte forbruget.
220.000 fynboer kan nu stille op til Energi Fyns repræsentantskab24.8.2026 08:21:06 CEST | Pressemeddelelse
Nu åbner opstillingen til Energi Fyns repræsentantskabsvalg. Der skal vælges 97 medlemmer, som de næste fire år skal være med til at sætte retningen for et af Danmarks største andelsejede energiselskaber.
Advarsel til tidligere kunder hos Velkommen-selskaberne28.7.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Energi Fyn advarer nu nye kunder hos Energi Fyn og Gasel om at være opmærksomme på, at de ikke bliver flyttet uden samtykke til Energidrift. Det drejer sig om tidligere elkunder hos Velkommen-selskaberne.
Data afslører fejl i gadelyset, før borgerne gør6.7.2026 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Energi Fyn har taget et nyt skridt mod smartere drift af gadelys. Odense Kommune og Nordfyns Kommune er de første til at tage løsningen i brug.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum