Tidligere fritidschef i Aalborg Kommune deltager i VM løb i weekenden
14.9.2026 14:05:23 CEST | Sport Event Denmark | Pressemeddelelse
Efter 25 år som fritidschef i Aalborg Kommune har Erik Kristensen oplevet på tæt hold, hvor afgørende frivillige er for afviklingen af store sportsevents. Som bestyrelsesmedlem i Sport Event Denmark bakker han nu op om initiativet Sammenholdet, der skal sætte fokus på frivillighedens betydning, når der er VM i løb i København den 19.-20. september. Erik snører selv løbeskoene og stiller til start på 5 km.

Erik Kristensen har gennem hele sit arbejdsliv beskæftiget sig med idræt og foreningsliv. Indtil årsskiftet var han fritidschef i Aalborg Kommune, en stilling han havde i 25 år, og i dag sidder han i Sport Event Denmarks bestyrelse, hvor han er udpeget af Danmarks Idrætsforbund og DGI.
Gennem sit arbejde har han været med til at afvikle en lang række sportsevents og har på tæt hold oplevet, hvilken betydning de frivillige har for, at store sportsevents kan lykkes.
Derfor bakker han som bestyrelsesmedlem i Sport Event Denmark op om Sammenholdet og deltager selv ved VM i løb i København, hvor han stiller til start på 5 km.
De frivillige skal frem i lyset
Frivillige er en afgørende del af afviklingen af internationale sportsevents i Danmark. De løfter opgaver inden for blandt andet akkreditering, logistik, tilskuerhåndtering, socialt værtskab og lokal formidling i samarbejde med de professionelle eventarrangører.
Med initiativet #Sammenhaldet sætter Sport Event Denmark fokus på netop de mennesker, der normalt løber stærkt bag kulisserne.
Sammenholdet består af fem frivillige fra fem internationale sportsevents, som er blevet afholdt rundt omkring i Danmark i 2026. Ved VM i løb bliver de frivillige selv deltagere, når de stiller til start på enten one mile, 5 km eller halvmaraton.
De fem events er:
- World Company Sports Games som blev afholdt i Frederikshavn
- EM i Herrehåndbold som blev afholdt i Herning
- VM for hold i badminton som blev afholdt i Horsens
- U-VM i sejlsport som blev afholdt i Middelfart
- Copenhagen Sprint som blev afholdt i Roskilde/København
25 år i Aalborg
Gennem sine 25 år som fritidschef i Aalborg Kommune har Erik Kristensen været med til at afvikle en lang række events, her har han igen og igen oplevet, hvor afgørende de frivillige og de lokale foreninger er, når et stort event skal gennemføres.
”Frivilligheden har været fuldstændig uundværlig. Det er helt unikt, at vi har den frivillighedskultur i Danmark,” siger Erik Kristensen.
Ifølge Erik er frivilligheden en af årsagerne til, at et land på Danmarks størrelse kan tiltrække og afvikle store internationale sportsevents.
”Vi puncher langt over vores vægtklasse, når vi snakker events. Og det er blandt andet på grund af den frivillighedskultur, vi har, som vi kan trække på.”
Det er ikke kun de enkelte frivillige, der spiller en rolle. Erik fremhæver også foreningernes evne til at samle og koordinere de mange mennesker, der skal til for at få et event til at fungere.
Han har samtidig selv prøvet kræfter med at være frivillig og har blandt andet stået med flag ved cykelløb og været vejviser ved længere løb.
Fællesskabet rækker ud over selve eventet
For Erik handler frivillighed ikke kun om at få løst de mange praktiske opgaver omkring et sportsevent.
Gennem årene i Aalborg oplevede han, at de samme foreninger og frivillige ofte vendte tilbage, når byen igen skulle være vært for et event.
”Det betyder jo, at man føler, man er en del af et fællesskab, og at man er en del af noget større. Det der med at være en del af det fællesskab, der får noget til at lykkes, det gør også noget for en personligt,” siger Erik Kristensen.
Han peger samtidig, på at engagementet omkring events kan have en positiv betydning for de lokale idrætsforeninger. Nogle mennesker får deres første møde med en forening ved at tage en frivillig vagt og oplever på den måde fællesskabet indefra. Eriks erfaring fra Aalborg er, at det i nogle tilfælde kan føre til, at de efterfølgende selv bliver en del af foreningen: ”På den måde kan de også være med til at øge foreningsdeltagelsen og få nye foreningsmedlemmer ind.”
Bakker op om Sammenholdet
Sammenholdet skal både anerkende de frivilliges indsats og skabe større opmærksomhed om den rolle, frivilligheden spiller for Danmarks muligheder for at afvikle internationale sportsevents.
Som bestyrelsesmedlem i Sport Event Denmark bakker Erik op om initiativet og dets fokus på de mange mennesker, der bruger deres tid og kræfter på at få store sportsevent til at lykkes.
Med sin baggrund som fritidschef i Aalborg Kommune har han gennem mange år oplevet værdien af frivilligheden på tæt hold: ”Med min rolle som bestyrelsesmedlem og også som tidligere fritidschef, hvor jeg har set hvad frivilligheden gør for, at tingene lykkes, så er jeg stolt over at blive spurgt, om jeg vil være med til at sætte fokus på den værdi”
5 km ved VM i løb
Den 19. september bliver Erik selv en del af eventet, når han stiller til start på 5 km ved VM i løb i København
Erik har selv været aktiv idrætsudøver gennem store dele af sit liv og har tidligere løbet flere maratonløb. Denne gang bliver distance dog noget kortere.
”Jeg er 68 år, og har løbet rundt hele mit liv. Jeg har løbet flere maratonløb tidligere, men jeg føler, at jeg har løbet nok, så jeg nøjes med 5 kilometer som 68-årig. Det lunter jeg mig igennem, og det glæder jeg mig helt vildt til,” siger Erik.
Frem mod VM løber han et par gange om ugen, men når han står på startstregen i København, bliver tiden ikke det vigtigste: ”Jeg vil give mig god tid til at løbe rundt og opleve arrangementet og opleve, hvor de frivillige er. Jeg skal ikke ud at løbe på nogen tid overhovedet.”
Med sin mangeårige erfaring fra eventafvikling forventer Erik samtidig, at han kommer til at opleve VM med et særligt blik på de mennesker, der arbejder bag kulisserne.
VM i løb i København
World Athletics Road Running Championships Copenhagen 2026 finder sted den 19.-20. september 2026 I København.
Der kåres verdensmestre på One mile, 5 km og halvmaraton, og samtidig får motionsløbere mulighed for at løbe på VM distancerne.
One mile og 5 km finder sted lørdag d. 19. september, mens halvmaraton løbes søndag d. 20. september.
Der er fortsat mulighed for tilmelding til One mile og 5 km.
Nøgleord
Kontakter
Lucas KirkegaardPraktikant, Sport Event Denmark
Tlf:42776510lucaskirke@live.dkOm Sport Event Denmark
Sport Event Denmark arbejder for at tiltrække, organisere og udvikle store internationale tilskuer- og deltagerevents. Det er Sport Event Denmarks ambition, at disse internationale sportevents skal involvere og begejstre danskerne, skabe stolthed, udvikle idrætten, skabe vækst og turismeomsætning samt markedsføre Danmark internationalt.
Sport Event Denmark finansieres via udlodningsmidlerne.
Følg pressemeddelelser fra Sport Event Denmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sport Event Denmark
Danmark får EM Dart 2028 hjem på 50-års jubilæet med Billund som værtsby2.10.2026 13:47:47 CEST | Pressemeddelelse
Europamesterskabet i dart vender tilbage til Danmark i 2028. Den Europæiske Dartunion har tildelt mesterskabet til Danmark, hvor, Dansk Dart Union, Billund Kommune og Sport Event Denmark står bag værtskabet. Samtidig markerer EM 2028 et særligt jubilæum, da det er 50 år siden, Danmark var med til at skabe turneringen.
Denmark to host 2032 UCI Cyclo-cross World Championships23.9.2026 23:39:06 CEST | Pressemeddelelse
Combining world-class cyclo-cross, a historic castle backdrop, and one of cycling’s most passionate international fan bases, Egeskov Castle will form the arena of the 2032 UCI Cyclo-cross World Championships on the Danish island of Fyn.
Fra frivillig ved badminton-VM til VM-løber21.9.2026 10:25:22 CEST | Pressemeddelelse
HORSENS: Steen har gennem store dele af sit liv været engageret i foreningslivet og var tidligere i år frivillig ved Thomas & Uber Cup - VM i badminton for hold i Horsens. Lørdag den 19. september var han selv på den anden side af et internationalt sportsevent, da han som en del af Sport Event Denmarks Sammenholdet gennemførte 5 km ved VM i løb i København.
Fra frivillig ved håndboldslutrunder til VM-løber21.9.2026 10:14:54 CEST | Pressemeddelelse
AALESTRUP & HERNING: Sidsel fra Aalestrup har siden 2015 brugt flere af sine ferier som frivillig ved internationale håndboldslutrunder. Lørdag den 19. september var hun selv på den anden side af et internationalt sportsevent, da hun som en del af Sport Event Denmarks Sammenholdet gennemførte 5 km ved VM i løb i København.
Frederikshavn-profil tog udfordringen op ved VM i København21.9.2026 10:05:24 CEST | Pressemeddelelse
FREDERIKSHAVN: Han har været med til at fremhæve betydningen af store sportsevents i Frederikshavn. Søndag trak Jakob S. Johnsen selv løbeskoene på og gennemførte halvmaraton ved VM i løb i København som en del af Sport Event Denmarks initiativ Sammenholdet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum