Færre unge cykler: Nu tester nyt projekt, hvad der kan få gymnasieelever tilbage i sadlen
15.9.2026 08:00:00 CEST | Vejdirektoratet | Pressemeddelelse
Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme skal i et nyt projekt undersøge og afprøve, hvilke indsatser der kan gøre cyklen til et mere attraktivt transportvalg blandt gymnasieelever.

Mange unge bevæger sig mindre i hverdagen, og cyklen spiller ikke nødvendigvis den samme naturlige rolle i de unges transportvaner som tidligere.
Derfor sætter Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme under Vejdirektoratet nu gang i et nyt projekt, der skal undersøge, hvordan gymnasieelever kan motiveres til at vælge cyklen frem for andre transportformer.
I samarbejde med eksterne rådgivere afprøver videnscentret en række konkrete initiativer på Virum Gymnasium, Rosborg Gymnasium i Vejle og Sct. Knuds Gymnasium i Odense.
Formålet er at få flere elever op på cyklen, fastholde de nuværende cyklister og blive klogere på, hvad der motiverer unge til at vælge cyklen i hverdagen.
”Hvis flere unge skal vælge cyklen i hverdagen, kræver det, at vi bliver klogere på, hvad der motiverer dem, og hvordan vi kan understøtte de gode valg lokalt. Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme spiller en vigtig rolle ved at samle viden, teste nye løsninger og dele erfaringer, så endnu flere kan få glæde af det, der virker," siger by-, land- og transportminister Signe Munk.
Fra gratis kaffe til nye fællesskaber omkring cyklen
Projektet bygger på en erkendelse af, at det ikke nødvendigvis er nok at fortælle unge om fordelene ved at cykle. Derfor tager initiativerne udgangspunkt i adfærd, fællesskab og oplevelser.
På nogle gymnasier bliver elever, der ankommer på cykel, mødt med en såkaldt "optursankomst", hvor cykelturen belønnes med f.eks. gratis kaffe og en positiv start på dagen.
På andre gymnasier etableres spejle og faciliteter ved cykelparkeringen, der gør det nemmere at gøre sig klar efter cykelturen.
Derudover afprøves et initiativ, hvor områder, der normalt bruges til bilparkering, midlertidigt omdannes til opholdsarealer for eleverne.
Tanken er både at skabe attraktive mødesteder og at sætte fokus på, hvordan pladsen omkring gymnasiet kan bruges på nye måder.
Viden om, hvad der virker
Forsøgene skal løbende evalueres gennem observationer, interviews og registreringer på de deltagende gymnasier.
På den måde kan projektet ikke alene måle effekten af de enkelte initiativer, men også blive klogere på de barrierer og motivationsfaktorer, der har betydning for unges transportvalg.
"Vi ved, at det generelt er svært at ændre menneskers transportvaner. Samtidig mangler vi viden om, hvad der får unge til at vælge cyklen frem for bilen eller den kollektive transport. Gymnasietiden kan være afgørende, fordi de vaner, der etableres her, ofte følger os videre i livet. Derfor er det vigtigt at afprøve konkrete initiativer og få mere viden om, hvad der faktisk motiverer unge til at træffe bæredygtige transportvalg," siger Anna Dinesen fra Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme.
Erfaringerne fra projektet skal efterfølgende samles og deles, så de kan bruges i arbejdet med at styrke cykling blandt unge i hele landet.
Samtidig spiller forældrene også fortsat en vigtig rolle for de unges transportvaner. Derfor vil den næste fase af projektet have fokus på, hvordan også forældre kan nås med indsatser, der understøtter de unges valg af cyklen.
Fakta om Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme:
- Som led i Cyklens År i 2022 blev der med midler fra Infrastrukturplan 2035 etableret et nationalt videnscenter for cykelfremme.
- Videnscenteret arbejder med at indsamle og formidle viden om cykling i Danmark, så kommende investeringer og indsatser kan baseres på et solidt vidensgrundlag.
- Med infrastrukturaftalen blev der afsat 4 mio. kr. til etableringen af centeret og 2 mio. kr. årligt frem til 2025. Derudover er centeret efterfølgende blevet tilført midler via cykelpuljen.
- Forligskredsen bag Infrastrukturplan 2035 står bag oprettelsen og videreførelsen af centeret, men har ikke indflydelse på valg af konkrete projekter og aktiviteter.
Nøgleord
Kontakter
Vejdirektoratets pressetelefon
Tlf:51 83 33 93By-, Land- og Transportministeriets pressetelefon
Tlf:33 11 00 14Billeder
Følg pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Vejdirektoratet
Vejdirektoratet gør kryds nord for Nørresundby mere sikkert15.10.2026 11:34:28 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet går nu i gang med at forbedre trafiksikkerheden i krydset mellem Høvejen og Hvorupgårdvej nord for Nørresundby. Her skal en ny venstresvingsbane mindske risikoen for uheld.
Stort skift på Hillerødmotorvejens forlængelse14.10.2026 10:56:24 CEST | Pressemeddelelse
Fra natten mellem den 16. og 17. oktober bliver trafikken på en stor del af Hillerødmotorvejens forlængelse flyttet over på de nyanlagte spor til den kommende motorvej. Flytningen markerer dermed en stor milepæl for motorvejsudvidelsen.
Volderslevvej spærres mellem Energivej og den store rundkørsel frem til februar 202712.10.2026 08:09:40 CEST | Pressemeddelelse
Fra 12. oktober og frem til februar 2027 spærres Volderslevvej for gennemkørende trafik fra Energivej og frem til den store rundkørsel, da der etableres cykelsti og fortov langs Volderslevvej.
Frederiksværksgade spærres for biler frem til 20289.10.2026 10:58:53 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag den 27. oktober bliver et stykke af Frederiksværksgade lukket i forbindelse med arbejdet på Hillerødmotorvejens forlængelse. Lukningen forventes at vare frem til starten af 2028. Desuden vil en del af Banestien blive spærret fra den 20. oktober, mens der fra den 12. oktober vil være spærringer af et spor på Hillerødmotorvejens forlængelse mellem Herredsvejen og Isterødvej i aften- og nattetimerne.
Vejdirektoratet har fundet rådgiver til anlæg af Midtjyske Motorvej Klode Mølle - Løvel8.10.2026 09:06:48 CEST | Pressemeddelelse
Vejdirektoratet har valgt Rambøll som rådgiver på den kommende Midtjyske Motorvej vest om Viborg. Rådgivningsvirksomheden skal de kommende år være med til at detailprojektere den cirka 43 kilometer lange motorvej og følge projektet frem til, at det står færdigt i 2035.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum

