Alexandra Instituttet

Ny rapport: Cybersikre virksomheder vokser næsten tre gange hurtigere end konkurrenterne

15.9.2026 06:07:00 CEST | Alexandra Instituttet | Pressemeddelelse

Del

Nye tal fra Industriens Fond viser, at virksomheder, der prioriterer cybersikkerhed, vokser markant hurtigere end dem, der ikke gør. Vendelbo Spedition i Hjørring er en af de virksomheder, der mærker udviklingen tydeligt. Sikkerhed er blevet noget, kunderne spørger efter.

Vendelbo Spedition fra Hjørring er en af de mange virksomheder, som oplever, at cybersikkerhed er en forudsætning for vækst.
Vendelbo Spedition fra Hjørring er en af de mange virksomheder, som oplever, at cybersikkerhed er en forudsætning for vækst. PR-foto

I årevis har danske virksomheder sikret sig mod hackere for at forsikre sig mod det uventede. Men en ny rapport fra Industriens Fond og Security Tech Space peger nu på, at argumentet er ved at flytte sig fra forsikiring til bundlinje.

Rapporten viser, at de virksomheder, der prioriterer cybersikkerhed hæver omsætningen knap tre gange hurtigere og øger personalet tolv gange mere end, de virksomheder, som ikke prioriterer cybersikkerhed. 

Sikkerhedsarbejdet er således flyttet fra serverrummet til salgsmødet.

"Vi bliver spurgt om sikkerhed hele tiden"
Speditionsfirmaet Vendelbo Spedition i Hjørring har investeret i cybersikkerhed i årevis. Forretningen er samtidig vokset markant og rækker i dag fra Norge til Schweiz. For de 80 ansatte i Vendelbo er investeringen i sikkerhed blevet en central forudsætning for væksten. 

"Når vi går ind som partner hos en kunde, kommer vi helt tæt på deres systemer. Vi skal have dyb adgang til deres programmer og filer, og så kommer spørgsmålet altid om, vi har gjort nok for sikkerheden," siger Jesper Bundgaard Madsen, adm. direktør hos Vendelbo Spedition. 

For nylig har virksomheden fået testet sikkerheden af venligtsindede hackere og kom ud med en høj karakter. Den dokumentation bliver brugt aktivt i salget. 

"Vi bliver spurgt om sikkerhed hele tiden. Når vi kan svare og vise, at vi er en sikker partner, bliver det et salgsparameter," siger Jesper Bundgaard Madsen. 

Vejen dertil har krævet mere end teknik. Vendelbo Spedition har omkring 50 chauffører, der alle har fået udleveret en tablet. Og det har krævet en stor pædagogisk indsats at få alle medarbejdere med på tofaktorlogin og USB-nøgleforbud. 

"Nogen synes, at vi gør for meget ud af sikkerheden, men vi har besluttet, at det er vejen for os, fordi vi kan se konkurrencefordelene," siger direktøren. 

Nyt initiativ skal hjælpe SMV'erne
Rapporten udkommer samtidig med, at initiativet Cybersikker Virksomhed skydes i gang. Cybersikker Virksomhed er et offentligt-privat samarbejde mellem blandt andre Styrelsen for Samfundssikkerhed og Industriens Fond med Security Tech Space som operatør. Initiativet skal give danske virksomheder én samlet indgang til at få hjælp til cybersikkerheden. 

Hos Security Tech Space genkender direktør Peer Heldgaard Kristensen billedet, som Vendelbo tegner. Han peger på, at sikkerhedskravene bliver vigtigere for mindre virksomheder, fordi regulering som NIS2 og CRA placerer ansvaret for hele leverandørkæden hos de store spillere. 

"Den leverandør, der kan dokumentere sit sikkerhedsniveau, kommer ind i varmen hos kunderne. Den, der ikke kan, ryger ud af feltet. Uden nødvendigvis at få at vide hvorfor," siger Peer Heldgaard Kristensen. 

Han understreger, at det ikke kun handler om den enkelte virksomheds konkurrenceevne. De ydelser, SMV'erne sælger, ender ofte i kritisk infrastruktur, som styrker hele samfundet.

"Sikkerheden i Danmark er kun så god som sikkerheden hos den mindste leverandør. Derfor er jeg glad for, at virksomhedernes forretning og samfundets robusthed er begyndt at trække samme vej," afslutter Peer Heldgaard Kristensen. 

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Cybersikker Virksomhed

Cybersikker Virksomhed er et offentligt-privat samarbejde mellem blandt Styrelsen for Samfundssikkerhed, Security Tech Space, Industriens Fond, Alexandra Instituttet, Dansk Industri, Dansk Erhverv, IT-Branchen og IDA. Initiativet skal hjælpe danske SMV'er med at hæve deres cybersikkerhedsniveau med én fælles indgang til rådgivning og værktøjer. 

Hovedtal i rapporten "Cybersikkerhed som konkurrencefordel"

  • Virksomheder med mange cybersikkerhedstiltag: 2,4 pct. vækst i beskæftigelsen over tre år, mod 0,2 pct. hos virksomheder med få tiltag 

  • Samme gruppe har 11,4 pct. omsætningsvækst, mod ca. 4 pct. hos virksomheder med få indsatser 

  • 7 ud af 10 SMV'er med styr på cybersikkerheden oplever mindst én konkurrencefordel 

  • Datagrundlaget omfatter mere end 1.200 besvarelser fra virksomheder indsamlet fra Cyberbarometret i perioden 2022–2024.

Følg pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Alexandra Instituttet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye