Iben Hjejle og David Dencik modtager Lauritzen-prisen 2026

13.9.2026 21:00:00 CEST | Sindberg Kommunikation ApS | Pressemeddelelse

Del

Danmarks ældste og største skuespilpris er netop uddelt i Skuespilhuset i København. Lauritzen-prisen 2026 går til Iben Hjejle og David Dencik. Ud over de to Lauritzen-priser uddelte Lauritzen Fonden også Backstage-prisen, Børne- og Ungeprisen og fire Believe in You-priser. Samtidig satte Lauritzen Fonden fokus på flere indsatser, der skaber nye muligheder for børn og unge i udsatte positioner.

Pressefotos 
Officielle pressefotos af prismodtagerne og stemningsbilleder fra prisuddelingen kan downloades her:https://www.dropbox.com/scl/fo/20pokwe6yorsybhzz30ep/AJLp10OzUAtg7DHMUEBvUao?rlkey=daqe34huxjfczc0myvxemau36&st=cn98w8kw&dl=0
Billederne er til fri pressebrug med credit til: Carsten Lundager. 


Nogle af dansk film, tv-dramatik og scenekunsts stærkeste kræfter blev i aften hyldet, da Lauritzen Fonden uddelte Lauritzen-prisen 2026 i Skuespilhuset i København. 
Skuespiller Johanne Louise Schmidt stod igen i spidsen for aftenen, der også bød på musikalske optrædener fra Kalaset, den grønlandske rapper Tarrak og Sankt Annæ Kammerkor. 
 
Ved prisuddelingen blev der uddelt i alt otte priser. Aftenens to hovedpriser gik til Iben Hjejle og David Dencik, der ud over hæderen modtog 250.000 skattefri kroner hver. De to Lauritzen-prismodtagere modtager desuden 50.000 kroner hver til støtte for en selvvalgt mærkesag. 
Iben Hjejle har valgt at donere de 50.000 kroner til Mødrehjælpen, mens David Denciks donation går til Center for Digital Pædagogik. 

En skuespiller med enorm spændvidde 
Iben Hjejle debuterede på teatret i 1995, allerede året før sin afgang fra Statens Teaterskole. Siden har hun bevæget sig mellem scene, film og tv og været med til at sætte sit markante aftryk på dansk skuespil gennem tre årtier. 

Fra de tidlige filmroller i Portland og Mifunes sidste sang og det internationale gennembrud i High Fidelity til roller i blandt andet Langt fra Las Vegas, Klovn og Dicte. Samtidig har hun på teatret kastet sig over vidt forskellige karakterer i blandt andet Hamlet, Jordens Indre, Lægen, Hvem er bange for Virginia Woolf? og Endnu en dag i Guds skaberværk. 

Senest har hun brilleret i Løgnen og Den god stemning og er igen tilbage i Klovn. 

Priskomitéen siger om Iben Hjejle: 
”Her kom en skuespiller med en enorm spændvidde. En moderne stemme, der også på film og tv formår at bringe sproget frem i billedet. Ikke alene forstår man, hvad der bliver sagt; man møder også sproget som sansning og som karakterskabende ingrediens. 

Ikke at Iben Hjejle kun er stemme og sprog. Tværtimod. Hun er også alt andet, man kan ønske sig af en skuespiller: en kunstner i fysisk og mental topform, med evnen til at forføre os som publikum – intellektuelt, sanseligt, seksuelt og endda politisk.” 

En rastløs forvandlingsmester 
Den anden Lauritzen-pris 2026 gik til David Dencik, der gennem to årtier har markeret sig som en af de mest internationalt arbejdende danske skuespillere. 

Han var med til at skrive filmhistorie, da han i 2006 spillede den ene hovedrolle i Pernille Fischer Christensens debut En soap, der vandt Sølvbjørnen i Berlin. Siden har han bevæget sig på tværs af dansk, svensk og international film og tv. 

Herhjemme er han blandt andet kendt fra Blekingegade, Lykke, En kongelig affære, Kapgang og Mænd & Høns, mens den internationale karriere har budt på roller i blandt andet Dame, Konge, Es, Spion, Steven Spielbergs War Horse, The Homesman og James Bond-filmen No Time To Die. 

Senest er han igen helt i fokus i en stor dansk filmrolle som Thomas i Jeanette Nordahls Begyndelser. 

Priskomitéen siger om David Dencik: 
”David Dencik har en særlig evne til at være svær at læse. Han kan som få andre udstråle neurotisk, afsporet intelligens, men hans spændvidde er langt større end de mistænkelige og farlige bekendtskaber. 

Som rastløs forvandlingsmester er han igen og igen totalt nærværende og fuldstændig overbevisende – og netop derfor uforglemmelig.” 

Magiske pauser for de yngste 
Lauritzen Fondens Børne- og Ungepris 2026 går til Teater My ved Mette Rosleff, som gennem 25 år har skabt scenekunst dedikeret til det yngste publikum. 

Med små, sanselige fortællinger skaber Teater My rum, hvor tempoet sættes ned, og børn inviteres ind i scenekunsten på deres egne præmisser. Forestillingerne har gennem årene turneret vidt omkring – fra Bogense til Broadway og fra Sydslesvig til Sydney. 

Netop troen på kunstens betydning for børn og unges dannelse og trivsel – og på kunsten som en vej ind i fællesskaber for børn og unge fra alle dele af samfundet – står centralt i Lauritzen Fondens Børne- og Ungepris. 

Med Børne- og Ungeprisen følger 100.000 kroner. 

Priskomitéen siger blandt andet: 
”I nu 25 år har Mette Rosleff og Teater My skabt nære rum, hvor tiden går i stå, sanserne åbnes, og magien får lov at vokse i fraværet af skærme og larm. Lune lommer, som børn og voksne kan krybe ned i, og være tæt på kunsten og på hinanden. 

Tak for at skabe disse magiske pauser og for at insistere på kvalitetskunst om hverdagens forunderlige øjeblikke.” 

Den stærke kraft bag dokumentarfilmen 
Lauritzen Fondens Backstage-pris 2026 går til dokumentarproducer Helle Faber, der gennem en lang karriere har stået bag en række markante og prisvindende dokumentarfilm. 

Efter 12 år i DR blev hun i 2003 producer hos Bastard Film, og i 2010 stiftede hun sit eget selskab, Made in Copenhagen, hvor hun er direktør og producer. 

I 2026 kulminerede indsatsen med dokumentarfilmen Mr. Nobody Against Putin, instrueret af David Borenstein og Pavel Talankin. Filmen vandt blandt andet en Oscar, en BAFTA, en Peabody, en Robert og en Bodil. 

Helle Faber modtager Backstage-prisen for det arbejde, der sjældent foregår i rampelyset, men som er afgørende for, at dokumentarfilm bliver til: at finde historierne, vinde menneskers tillid, samle de rigtige mennesker, skaffe finansieringen og holde fast hele vejen frem mod publikum. 
Med Backstage-prisen følger 100.000 kroner. 

Priskomitéen siger: 
”Det er en vild og svært fremkommelig jungle at udvikle og producere dokumentarfilm: at finde historierne ude i virkeligheden, vinde menneskers tillid, samle holdet og skaffe pengene.
Kun de stærkeste holder kursen hele vejen. Og en af de allerstærkeste står lige her.” 

Fire nye talenter hyldes med Believe in You-prisen 
Believe in You-prisen tildeles unge talenter inden for teater, film og tv, der er med til at tegne fremtiden med deres kunst. Med prisen følger 50.000 kroner, og prismodtagerne i 2026 er: 

Clara Dessau, skuespiller, der efter roller i blandt andet DR3-serien Lover i 2025 fik sit internationale gennembrud med hovedrollen som Tea i Netflix-serien Legenden: 

”Clara har et særligt sandhedsserum, når det gælder en rolle eller historie. Hun lader sig ikke let overbevise om noget, hun ikke tror på – og her mærker man også hendes stædighed. Hun er modig og sårbar, og måske stærkere, end hun selv tror. Og hun møder branchen med en dejligt ligefrem og uimponeret tilgang.” 

Emilie Thalund, filminstruktør, der med sin debutfilm Vægtløs har markeret sig som en personlig og original stemme i dansk film: 

”Emilie Thalund er alt andet end Vægtløs. Hun er en sværvægter med sit mod, autenticitet, originalitet og talent. Hun tør fortælle historier, der rammer mennesker helt ind i hjertet, og hun gør det med en ærlighed og styrke, som inspirerer andre til også at tro på sig selv.” 

Thorbjørn Hedegaard, skuespiller, der blev uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i 2024 og siden har været en del af Aarhus Teaters faste ensemble. Han har blandt andet medvirket i Gen-Z Endgame, Dear Evan Hansen og DR-serien Generationer: 

”Thorbjørn Hedegaard får os til at rykke ud på kanten af sædet og kryber ind under huden på os med sine taktile karakterskildringer. Han tryllebinder os med sit spil, sin sang og dans og store engagement i de historier, han er med til at fortælle. Vi glæder os til at se mere!” 

Soheil Bavi, skuespiller, der er uddannet skuespiller i Teheran og har markeret sig i en række danske produktioner – senest som politielev i DR-serien Uniformen: 

”Soheil Bavi har talent for at skildre det nuancerede. Hans blik er et spejl og igennem det får vi som publikum mulighed for at se på os selv og reflektere. Vi glæder os til at se ham kaste sig over nye karakterer, også udenfor landets grænser.” 

Fokus på børn og unge 
Lauritzen Fondens almennyttige arbejde er i dag primært rettet mod børn og unge i udsatte positioner. Fonden arbejder for, at flere får adgang til positive fællesskaber og bliver rustet til at finde deres vej gennem uddannelse og ind i arbejdslivet – og ser blandt andet kunsten og kulturen som en stærk løftestang til fællesskab, deltagelse og nye muligheder.  

Ved årets prisuddeling blev der sat fokus på tre af de indsatser, som fonden støtter: Fulton Fondens arbejde ombord på skonnerten Fulton, kortfilmen HJEM, som er skabt af unge fra Turning Tables, og er en del af projektet Det store billede, der drives af Statens Institut for Folkesundhed ved SDU i samarbejde med C:NTACT og Turning Tables Danmark, samt De[Grønlandske], som er en del af Ungdomsbureauets De[Serie], hvor unge selv fortæller om deres liv og erfaringer. Fælles for de tre indsatser er unge, der på forskellig vis har mødt udfordringer i livet, men som gennem fællesskaber, kreativitet og nye muligheder får rum til at finde deres egen stemme, tro på sig selv og finde en vej videre. 

Om Lauritzen-prisen 
Lauritzen-prisen er en pris, der går på tværs af scenekunst, film og tv. Den tildeles hvert år en mandlig og en kvindelig skuespiller, der har markeret sig med unikke skuespilpræstationer på en dansk scene, på tv eller i film. Prisen har markeret sig som den ældste og en af de største skuespilpriser i Danmark, og de to modtagere tildeles hver 250.000 skattefri kroner. 

Prismodtagerne udvælges af en priskomité, og priserne kan derfor ikke søges. 

Lauritzen-prisen er skænket af Lauritzen Fonden – en erhvervsdrivende fond, hvis erhvervsaktiviteter er samlet i Lauritzen Fonden Holding, der forvalter værdier i blandt andet J. Lauritzen, DFDS og øvrige investeringer. Fonden støtter samtidig sociale, kulturelle, uddannelsesmæssige og maritime indsatser.  Fonden har rødder i det maritime, men det sociale og humanitære ansvar har altid været i fokus ved siden af forretningen. I dag arbejder fonden for, at flere børn og unge bliver en del af positive fællesskaber og finder deres vej ind i uddannelse og job. 

Lauritzen-prisen er blevet uddelt hvert år siden 1993 – og før det som Henkel-prisen til kvindelige skuespillere siden 1965. Tidligere modtagere af Henkel-prisen og Lauritzen-prisen tæller blandt andre Mads Mikkelsen, Thure Lindhardt, Søren Malling, Sidse Babett Knudsen, Ole Thestrup, Ulf Pilgaard, Nikolaj Lie Kaas, Danica Curcic, Paprika Steen, Nicolas Bro, Trine Dyrholm, Søren Sætter-Lassen, Sofie Gråbøl, Lisbeth Dahl, Lene Maria Christensen, Susse Wold, Ulla Henningsen, Kirsten Lehfeldt, Bodil Udsen, Ghita Nørby og Bodil Kjer, som var den allerførste modtager af Henkel-prisen i 1965. 

Priskomiteen: 
 
Jens Ditlev Lauritzen, formand for priskomitéen og Lauritzen Fonden 

Piv Bernth, CEO og executive producer, Apple Tree Productions 

May el-Toukhy, instruktør 

Jakob Engmann, teaterdirektør, BaggårdTeatret i Svendborg 

Morten Kirkskov, skuespilchef, Det Kongelige Teater 

Marianne Moritzen, forhenværende afdelingschef fiktion, Det Danske Filminstitut 

Kim Skotte, filmanmelder, Politiken 

Trine Wisbech, dramaturg, manuskriptkonsulent og konceptudvikler 

Kontakter

Billeder

Iben Hjejle
Iben Hjejle
PR foto
Download
Foto af Morten Gjermund
Download
Helle Faber
Helle Faber
PR foto
Download
Mette Rosleff, Teater My
Mette Rosleff, Teater My
Download

Følg pressemeddelelser fra Sindberg Kommunikation ApS

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Sindberg Kommunikation ApS

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye