Ny særudstilling om Slædepatruljen SIRIUS åbner på Krigsmuseet

14.9.2026 14:56:09 CEST | Krigsmuseet | Pressemeddelelse

Del

Danmarks arktiske specialstyrke SIRIUS er den eneste af sin slags i verden. Under de mest ekstreme forhold håndhæver slædepatruljen dansk suverænitet i Nordøstgrønland. 8. oktober åbner Krigsmuseets nye særudstilling ’SIRIUS – på patrulje i Arktis’.

Foto: Forsvarsgalleriet/Slædepatruljen Sirius
Foto: Forsvarsgalleriet/Slædepatruljen Sirius

I isnende snestorme med temperaturer ned til minus 50 grader tilbagelægger slædehold bestående af to mand, en hundeslæde og 13 slædehunde flere tusinde kilometer, når de håndhæver Kongeriget Danmarks suverænitet i Nordøstgrønland.

På de månedlange patruljer ser patruljeførerne ikke andre end hinanden, hundene og den barske, grønlandske natur.

Men hvordan er det egentlig at arbejde i så ekstremt et miljø? Og hvilken rolle spiller slædepatruljen i dag og i fremtidens Arktis?

Det undersøger Krigsmuseets kommende særudstilling ’SIRIUS – på patrulje i Arktis’.

”Der er i stigende grad stor, folkelig interesse for Slædepatruljen Sirius’ arbejde, og Kongeriget Danmarks militære indsats i Arktis i øvrigt. Og sidste år kunne den ikoniske slædepatrulje fejrer 75 års kontinuerlig tilstedeværelse i Grønland,” siger museumschef David Høyer om baggrunden for udstillingen, der åbner 8. oktober.

Kongeriget Danmarks øje

Slædepatruljen SIRIUS’ vigtigste opgave er at håndhæve Kongeriget Danmarks suverænitet ved at være fysisk til stede i det ubeboede Nordøstgrønland med en 16.000 km lang kyststrækning.

Derudover varetager SIRIUS også politimyndigheden i verdens største nationalpark 'Nordøstgrønlands Nationalpark', hjælper med eftersøgning og redning, driver hovedkvarteret Daneborg Station og flere andre opgaver.

Slædepatruljen SIRIUS trækker på erfaringer fra inuitkulturen og blev til i tiden efter 2. Verdenskrig med inspiration fra Nordøstgrønlands Slædepatrulje, der blev oprettet i 1941 af de danske myndigheder i Grønland, mens selve Danmark var besat af tyskerne.

Patruljen bestod af danske, grønlandske og norske fangstmænd, der havde til opgave at patruljere den uvejsomme nordøstgrønlandske kyst. Hvis tyskerne forsøgte at oprette vejrstationer, skulle patruljen alarmere amerikanerne. Vejrmeldinger herfra havde nemlig stor betydning for planlægning af krigen i Europa.

Særudstillingen ’SIRIUS – på patrulje i Arktis’ kan opleves på Krigsmuseet fra 8. oktober og to år frem.

Den er blevet til med støtte fra KrogagerFonden, Ingeniør Kaptajn Aage Nielsens Familiefond samt Grete og Sigurd Pedersens Fond. Og med hjælp fra Slædepatruljen SIRIUS
Arktisk Kommando og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Nøgleord

Kontakter

Links

Om Krigsmuseet

Krigsmuseet har til huse i Christian 4.’s gamle tøjhus på Tøjhusgade 3 i det indre København.

Museets udstillinger sætter fokus på 500 års dansk krigshistorie fra 1500-tallet og frem til i dag. I udstillingerne kommer gæsterne tæt på soldaternes hverdag og bliver klogere på, hvordan våben, teknologi og strategi afgør triumf eller nederlag.

Følg pressemeddelelser fra Krigsmuseet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Krigsmuseet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye