Nu kommer aldersgrænse: Regering og aftalepartier sætter hårdt ind mod sociale medier
7.9.2026 06:00:00 CEST | Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet | Pressemeddelelse
Danmark går forrest i kampen for at beskytte børn og unge. Derfor vil man fra dansk side indføre en aldersgrænse på 15 år på sociale medier. Lovforslaget forventes at træde i kraft den 1. juli 2027.
Børn skal ikke eksponeres for skadeligt indhold eller udsættes for uendelige algoritmer, der fastholder dem i timevis på skærmen. Der er behov for at beskytte børnene og ikke efterlade dem alene hjemme i den digitale verden. Derfor er firkløverregeringen (S, SF, M, RV) sammen med Venstre og Det Konservative Folkeparti blevet enige om, at der skal indføres en national aldersgrænse på 15 år, hvis man vil tilgå sociale medier.
Danske børn udsættes i dag for voldsomt indhold på sociale medier og oplever digitale krænkelser. Det viser mange undersøgelser. Og mange børn begår sig på sociale medier, selvom de er under den alder, som platformene selv tillader. Det er en god forretning at få børn tidligt på sociale medier. En undersøgelse fra Center for sociale medier, tech og demokrati estimerer, at YouTube, TikTok, Instagram, Facebook og Snapchat årligt omsætter for 327 mio. kr. i Danmark ved at vise reklamer til danske børn og unge i alderen 8-17 år. Men beskyttelse af børn skal stå over kommercielle interesser, og derfor er der behov for lovgivning, som giver klare rammer.
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeren vil derfor i dag sende det lovforslag, der skal sikre en aldersgrænse, i høring. Det er forventningen, at lovforslaget bliver fremsat i begyndelsen af 2027 med henblik på ikrafttrædelse den 1. juli 2027.
Lovforslaget er en del af den politiske aftale fra november 2025 om Digital børnebeskyttelse, som afsatte 160 mio. kr. til området i perioden 2026-2029.
Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsminister Christina Egelund siger:
- Vi har længe været to skridt bagud, når det kommer til sociale medier. Med lovforslaget forsøger vi nu at indhente et langt skridt. I både Europa og andre vestlige lande er der opbakning til, at vi er nødt til at slå hårdere ned, når de sociale medier ikke tager deres ansvar alvorligt med at sikre bedre børnebeskyttelse. Det ser vi i EU, hvor flere platforme nu bliver omfattet af aldersgrænser, og i USA hvor der for nylig blev indgået et historisk forlig. Lovforslaget viser, at vi fra dansk side er på børnenes side, og at vi gerne går forrest i den internationale kamp for beskyttelse af børn og unge på sociale medier.
Ordfører for aldersgrænse på sociale medier Trine Bramsen (S) siger:
- Børn skal have lov til at være børn, før de bliver afhængige af techgiganter. I årevis har nogle af verdens rigeste techvirksomheder haft fri adgang til vores børn - og tjent milliarder på at fastholde dem foran skærmen. Vi har været alt for langsomme til at hjælpe forældrene med at sætte grænser. Det laver vi om på nu.
Digitaliseringsordfører Charlotte Broman Mølbæk (SF) siger:
- Endelig får vi en aldersgrænse på 15 år for sociale medier, som vi længe har kæmpet for i SF. For det er fuldstændig afgørende, at vi beskytter vores børn bedre i den digitale verden. Tech-giganterne har haft alt for frit spil, og deres afhængighedsskabende teknologi har medvirket til mistrivselskrisen hos børn og unge. Videnskaben har i flere år råbt op om konsekvenserne, og når META for nylig har indgået forlig i USA i et sagsanlæg om børns afhængighed, er det en ren tilståelsessag. Derfor er aldersgrænsen også en sejr for vores børns trivsel og et helt centralt skridt i arbejdet mod at regulere techgiganterne.
Digitaliseringsordfører Steffen Holme Helledie (RV) siger:
- Skadeligt indhold og afhængighedsskabende algoritmer er ikke for børn. Derfor fastsætter vi nu en aldersgrænse på 15 år for sociale medier og tager et vigtigt skridt for at give børn og unge en tryggere digital hverdag. En aldersgrænse er et vigtigt værktøj til at understøtte det arbejde og ansvar, vi som samfund, skole og forældre har for at klæde vores børn og unge på til at begå sig i det digitale liv.
Digitaliseringsordfører Rasmus Lund-Nielsen (M) siger:
- Det her er en klar sejr for Moderaterne. Vi har kæmpet for tydelige regler, som placerer et større ansvar hos de techvirksomheder, der tjener penge på at få børn ind på deres platforme så tidligt som muligt. Det kan ikke være virksomhedernes forretningsmodel, der afgør, hvornår danske børn er klar til sociale medier. Vi tror på virksomhedernes frihed til at udvikle nye produkter, men den frihed følges også af et ansvar, når børns trivsel er på spil. Når børn fastholdes af algoritmer og udsættes for skadeligt indhold, skal deres beskyttelse veje tungere end platformenes indtjening. Derfor sætter vi nu en klar aldersgrænse på 15 år.
Digitaliseringsordfører Christoffer Melson (V) siger:
- For mange børn debuterer for tidligt på sociale medier, der ikke er alderssvarende. Vi tror på, at en national aldersgrænse kan være med til at understøtte en nødvendig normændring. En aldersgrænse for de største sociale medier er kun en del af løsningen, og derfor er det væsentligt at se aldersgrænsen i sammenhæng med de andre tiltag i aftalen. Det gælder blandt andet indførelsen af undervisning i teknologiforståelse i folkeskolen og tiltagene, der styrker forældrenes mulighed for at tage ansvar for børnenes skærmbrug.
Digitaliseringsordfører Sofie Therese Svendsen (KF) siger:
- Det Konservative Folkeparti står bag aftalen, fordi vi har et klart ansvar for at beskytte børn bedre i den digitale verden. Det gælder ikke mindst beskyttelsen mod digitale krænkelser. Vi ser fortsat en udfordring i forhold til de 13-15 åriges mulighed for brug af visse sociale medier med forældresamtykke, som vi fortsat ønsker en indsats overfor.
Fakta:
Når børn fylder ti år, har knap halvdelen af dem en profil på sociale medier. Inden de fylder 13 år, har stort set alle (94 pct.) en profil på minimum ét socialt medie.
40 pct. af forældre til børn og unge i alderen 1-17 år angiver, at de enten selv (29 pct.) eller en med-forælder har hjulpet deres barn med at oprette en profil eller tilgå et socialt medie, før barnet var gammelt nok.
69 pct. af børn og unge i alderen 9-17 år havde i 2024 oplevet mindst én digital krænkelse eller noget andet ubehageligt online inden for det seneste år.
For yderligere oplysninger:
Pressehenvendelser kan rettes til Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriets pressetelefon: 7231 8181 eller mail: presse@ufm.dk
Følg pressemeddelelser fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Få indholdsmoderatorer på de sociale medier forstår dansk31.8.2026 09:31:54 CEST | Pressemeddelelse
Techgiganternes moderatorer skal sikre, at ulovligt indhold fjernes fra deres platforme. På TikTok er antallet af dansktalende moderatorer mere end halveret, og på X er der slet ingen.
Nu åbner nyt center, som skal gøre det lettere for danske forskere og virksomheder at samarbejde med afrikanske partnere26.8.2026 10:28:13 CEST | Pressemeddelelse
Med base i Kenya, Sydafrika og Nigeria skal Danmarks første innovationscenter i Afrika skabe nye forbindelser for dansk forskning og innovation, samt bane vejen for danske virksomheder og investeringer i Afrika.
Anton kan forklare komplekse studier på ét minut: årets vinder af Forskningskommunikationsprisen giver forskningen nyt liv på sociale medier25.8.2026 09:11:45 CEST | Pressemeddelelse
Professor på Syddansk Universitet Anton Pottegård vinder Forskningskommunikationsprisen for sin særlige evne til at formidle kompleks sundhedsvidenskab, så det er let at forstå. Hans videoer om forskning på sociale medier bliver set og delt af en bred skare.
Danmark melder sig på banen i projekt med AI gigafabrikker – skal styrke europæisk suverænitet og konkurrenceevne31.7.2026 10:16:14 CEST | Pressemeddelelse
Danmark har tilkendegivet at være en del af et europæisk AI-gigafabrik-projekt. Med det danske input er der mulighed for, at Danmark kan få adgang til regnekraft i stor skala. Projektet skal øge Europas suverænitet på det digitale område.
Mere end 84.000 har søgt ind på en videregående uddannelse. Minister glæder sig over positiv udvikling blandt internationale studerende5.7.2026 17:09:01 CEST | Pressemeddelelse
I dag klokken 12.00 udløb fristen for at søge ind på en videregående uddannelse i kvote 1. I år har 84.043 søgt ind på en videregående uddannelse. Søgningen til de velfærdsrettede uddannelser oplever samlet en lille stigning, og antallet af ansøgere fra tredjelande falder.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum