Retterne i Viborg søger nye lægdommere i Viborg Kommune
7.9.2026 11:00:00 CEST | Viborg Kommune | Pressemeddelelse
Alle borgere i Viborg Kommune mellem 18 og 75 år kan søge om at komme på listen over lægdommere for årene 2028-2031.

Bor man i Viborg Kommune, og har man lyst til at være lægdommer, kan man fra den 7. september søge om at komme med på den grundliste med 326 borgere, som Vestre Landsret udtrækker de kommende lægdommere fra. Så har man lyst til at være med til at afgøre straffesager i enten byret eller landsret i årene 2028-2031, er chancen der nu.
En lægdommer er en helt almindelig borger, der som domsmand eller nævning har sagt ja til at hjælpe de juridiske dommere i byret og landsret med at vurdere spørgsmål om skyld og straf.
Disse betingelser skal man opfylde
Hvis man gerne vil med på grundlisten, skal man:
- bo i Viborg Kommune
- være mindst 18 år og ikke fylde 75 år inden udgangen af 2026
- være dansk statsborger
- have et tilstrækkeligt kendskab til det danske sprog
- være ved godt fysisk og mentalt helbred
- have en ren straffeattest.
Personer i visse erhverv er udelukkede fra at være lægdommere. Det gælder blandt andet dommere, advokater, ansatte i politiet og præster i alle trossamfund.
Grundlisteudvalget vælger, Landsretten trækker lod
Selv om man opfylder kravene, er der ingen garanti for, at man kommer med på grundlisten. Grundlisteudvalget tjekker alle ansøgninger og udvælger i alt 326 personer bosat i Viborg Kommune til den endelige liste, som Vestre Landsret bruger, når der efterfølgende trækkes lod til hvervet som nævning eller domsmand i forskellige retssager.
Bidrager til vigtig samfundsopgave
Allan Clifford (Æ) er formand for Viborg Kommunes grundlisteudvalg, som udarbejder listen over egnede lægdommere til Vestre Landsret. Han opfordrer alle interesserede til at søge om at blive optaget på listen:
- Som lægdommer bidrager man med sin sunde fornuft og den almindelige danskers perspektiv. Derfor håber vi i Grundlisteudvalget på et bredt ansøgerfelt, der afspejler befolkningen i Viborg Kommune, når det angår køn, alder, etnisk baggrund, uddannelse og job. Det er en vigtig samfundsopgave at være med til at sikre retsfølelsen, og samtidig får man et helt særligt indblik i det juridiske maskinrum, siger Allan Clifford.
Man skal ikke vide noget om hverken jura eller lovgivning på forhånd, og alle nye lægdommere får grundig information om deres opgaver, inden de deltager i deres første sag. Som lægdommer skal man regne med at blive indkaldt cirka fire gange om året, og man får 1.100 kr. pr. dag, man møder i retten.
Information og ansøgning
Alle, som gerne vil være lægdommer, skal indsende en ansøgning via kommunens hjemmeside viborg.dk/laegdommer senest den 2. november 2026. Her kan man også læse mere om hvervet som lægdommer og se invitation til informationsmøde i Retten i Viborg den 8. oktober 2026.
Nøgleord
Kontakter
Allan CliffordFormand for Grundlisteudvalget
Tlf:40 95 55 76allanclifford.dk@gmail.comMartin OlesenSekretær for Grundlisteudvalget
Tlf:87 87 86 17mox@viborg.dkBilleder

Om Viborg Kommune
Viborg Kommune er med sine knap 100.000 indbyggere Danmarks 11. største kommune og er med sine 1.474 km² den næststørste kommune målt på areal.
Følg pressemeddelelser fra Viborg Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Viborg Kommune
Vejarbejde i Viborg tærer på tålmodigheden - men der er en mening med det7.9.2026 10:00:05 CEST | Pressemeddelelse
Vejarbejderne er nødvendige for blandt andet at vedligeholde kloakker og veje og skabe bedre forhold for cyklister og bilister. Men i øjeblikket påvirker de trafikken i Viborg, og sådan vil det være i perioder over det næste halve års tid.
Paradepladsen omdannes til festivalplads for hele familien under VAF3.9.2026 08:30:00 CEST | Pressemeddelelse
DR’s Børste, Wulffmorgenthalers Femlinger, Vitello og en masse gratis aktiviteter rykker ind på Paradepladsen, når VAF Land inviterer hele familien ind i animationens verden under Viborg Animation Festival.
Viborg springer 26 pladser frem blandt landets erhvervskommuner2.9.2026 06:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Viborg Kommune rykker fra nummer 53 til 27 i Dansk Industris årlige undersøgelse af de lokale erhvervsvilkår. Det gør Viborg Kommune til højdespringer og giver kommunen den bedste placering i ti år.
Viborg Kommune henter ny chef i Transportministeriet1.9.2026 15:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Emilie Sort Mikkelsen kommer med stor erfaring med betjening af både politiske og administrative topledere og med personaleledelse, når hun den 14. september træder inden for på Viborg Rådhus som ny chef for Stabs- og Byrådssekretariatet.
Karriereby Viborg breder sig31.8.2026 11:15:00 CEST | Pressemeddelelse
Karriereby Viborg indgår nyt samarbejde med foreningslivet om at give studerende i Viborg endnu flere tilbud om aktiviteter i fritiden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum