Nyt studie: Psykiatere er kun enige om diagnosen i 55 procent af tilfældene
9.9.2026 09:35:26 CEST | Københavns Universitet | Pressemeddelelse
Når psykiatere skal vurdere den samme patient, er de kun enige om diagnosen i cirka halvdelen af tilfældene, viser nyt studie fra Københavns Universitet. Det kan føre til forkert behandling af patienter og fejl i forskningen i psykiske lidelser, påpeger forskerne bag studiet.

I 1970’erne herskede der meget stor usikkerhed og uenighed om de psykiatriske diagnoser. Siden da har organisationer som American Psychiatric Association og Verdenssundhedsorganisationen WHO arbejdet på at udvikle standardiserede og præcise diagnosekriterier, som alle psykiatere skal arbejde efter.
Det har haft stor betydning i psykiatrien, hvor læger har fået et fælles sprog for diagnoserne på tværs af institutioner og landegrænser.
Men et nyt studie af forskere fra Københavns Universitet viser nu, at der stadig er store problemer med at blive enige om de psykiatriske diagnoser. I studiet blev 1.038 psykiatere og læger i psykiatrien fra 19 lande præsenteret for 9 forskellige skrevne patientcases. Hver psykiater fik tildelt to cases, som de skulle vurdere og vælge en diagnose til.
Resultaterne kom bag på forskerne:
”Vores studie viser, at når to psykiatere stiller en diagnose på samme patient, vil de kun være enige i 55 procent af tilfældene. Det synes vi er bekymrende lavt. Det er faktisk lige så lavt som nogle de studier, som man lavede i 1970’erne, og som var grunden til, at man overhovedet begyndte at udvikle standardiserede diagnosekriterier,” siger professor og overlæge Julie Nordgaard.
”Det her handler ikke om, at vi psykiatere er dårlige til vores arbejde, men om at der på trods af diagnosesystemerne hersker forskellige forståelser af, hvilke symptomer der skal tillægges størst vægt. Det er behov for, at vi i højere grad er enige, ellers risikerer patienterne at få skiftende diagnoser og behandling,” tilføjer hun.
Samme symptomer, forskellige diagnoser
Studiet viser, at der er stor forskel på, hvilke diagnoser psykiaterne har svært ved at blive enige om. Særligt diagnoser inden for skizofreni-spektret voldte problemer.
”Cases, som kunne diagnosticeres som skizofreni eller skizotypisk sindslidelse, var der særligt stor uenighed om. Her var enigheden blandt deltagerne i studiet ofte langt under 50 procent,” fortæller ph.d.-studerende Mateo Boberg, som er førsteforfatter på studiet.
Ifølge Mateo Boberg er et af problemerne, at symptomer inden for forskellige psykiatriske diagnoser ofte overlapper hinanden. F.eks. kan tvangstanker ses ved både OCD og skizofreni.
”Der er altså ikke tale om tilfældige fejl - der er en systematik i fejldiagnosticeringen. Det handler formentlig om, at de diagnostiske kategorier ikke er så klart afgrænsede, som man har troet, når erfarne psykiatere kan fortolke symptombilleder så forskelligt.”
Usikre diagnoser giver upålidelig forskning
Det er oplagt, at uenighed om diagnoser kan være et alvorligt problem for patienterne i psykiatrien. Men også den grundlæggende forskning i psykiske lidelser risikerer at lide under den diagnostiske usikkerhed, forklarer professor Mads Gram Henriksen:
”Inden for forskningen er det helt afgørende, at vi ved præcis, hvad vi arbejder med. Hvis forsøgspersoner, der deltager i et forskningsprojekt om f.eks. behandling af personlighedsforstyrrelse i virkeligheden lider af skizofreni, kan vi jo ikke stole på resultaterne. For hvilken lidelse er det så, den undersøgte behandling har - eller ikke har - en effekt på? Personlighedsforstyrrelse eller skizofreni?”
Før der opnås en bedre fælles forståelse af, hvad de psykiske lidelser er, og hvordan de adskilles fra hinanden, og dermed større diagnostisk enighed, bliver det ganske enkelt svært at komme videre forskningsmæssigt og få de gennembrud, der kan give bedre behandling af de psykiatriske patienter, mener forskerne.
” WHO’s diagnosesystem ICD-10, som psykiaterne i dette studie skulle arbejde ud fra, indeholder over 200 diagnoser, og det bidrager selvfølgelig til usikkerheden. Samtidig er en del af sygdommene meget komplekse, siger Julie Nordgaard og slutter:
”Det er efter vores opfattelse nødvendigt at træde et skridt tilbage og få beskrevet sygdomsbillederne bedre og mere præcist, så de er nemmere at afgrænse for psykiaterne – og formentlig også reducere antallet af diagnoser.”
Studiet Reliability of psychiatric diagnoses in the 21st century er udgivet i tidsskriftet Frontiers in Psychiatry.
Fakta om studiet
1.038 læger fra 19 lande i Europa og Sydamerika deltog i undersøgelsen Reliability of psychiatric diagnoses in the 21st century. De arbejdede alle inden for voksenpsykiatrien.
Hver læge fik tildelt to af ni skrevne, standardiserede kliniske cases og skulle vælge en diagnose baseret på WHO’s ICD-10-diagnosesystem. Forskerne målte derefter både, hvor enige lægerne var med hinanden, og hvor ofte de ramte reference-diagnosen.
Den samlede enighed mellem lægerne var 55 procent, mens enigheden for de enkelte diagnoser varierede betragteligt:
Størst var uenigheden for skizofreni og skizotypisk sindslidelse, hvor lægerne var enige under 50 procent af tilfældene.
For diagnoser som bipolar lidelse og OCD var nøjagtigheden langt højere - henholdsvis 94 procent og 92 procent.
Der var ingen signifikant forskel på, hvordan erfarne og mindre erfarne læger klarede sig, så uenigheden mellem lægerne kan ikke forklares med henvisning til deres varierende erfaring inden for psykiatrien.
Nøgleord
Kontakter
Professor og ledende overlæge Julie Nordgaard
Københavns Universitet og Region Sjælland
E-mail: juef@regionsjaelland.dk
Telefon: 21 77 51 23
Professor Mads Gram Henriksen
Københavns Universitet og Region Sjælland
E-mail: mgh@hum.ku.dk
Telefon: 26 20 25 51
Læge og ph.d.-studerende Mateo Boberg
Midt- og Vestsjællands Hospital, Region Sjælland
E-mail: matbo@regionsjaelland.dk
Telefon: 58 53 75 50
Kommunikationskonsulent Carsten Munk Hansen
KU Kommunikation
E-mail: carstenhansen@adm.ku.dk
Telefon: 28 75 80 23
Følg pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Universitet
Maskine i molekylestørrelse: Forskere har bygget verdens mindste turbine23.10.2026 11:57:52 CEST | Pressemeddelelse
Et internationalt forskerhold med centrale bidrag fra Københavns Universitet er lykkedes med at bygge et skrueformet molekyle, som drejer rundt, når man sætter strøm til det: en usynlig turbine i ekstrem miniature. Maskinen markerer et gennembrud inden for molekylære maskiner, og bedriften er netop udgivet i det prestigefyldte Nature.
Music can enhance the flavour of your food22.10.2026 08:10:00 CEST | Press release
Listening to music while you eat can shape the way your brain constructs flavour. A new study from the University of Copenhagen shows for the first time how sound and taste interact in the brain at a biological level.
Musik kan forstærke smagen af din mad22.10.2026 08:10:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvis du hører musik, når du spiser, kan det være med til at forme den måde, hjernen konstruerer din smagsoplevelse på. Det viser et nyt studie fra Københavns Universitet, der for første gang giver et biologisk indblik i, hvordan lyd og smag smelter sammen i hjernen.
Danmark mangler loven, der kan få AI ud af den offentlige sektors digitale kirkegård21.10.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Uklare regler spænder ben for brugen af kunstig intelligens i det offentlige. To juraforskere foreslår nu en samlet AI-lov, der kan skabe klarhed og styrke både innovation og borgernes retssikkerhed.
Mobilfri undervisning løfter karaktererne, viser stort eksperiment20.10.2026 06:05:00 CEST | Pressemeddelelse
Studerende klarer sig bedre fagligt, når telefonen lægges væk i undervisningen. Effekten er størst blandt dem, der i forvejen har de laveste karakterer, viser et nyt internationalt studie fra bl.a. Københavns Universitet.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum