Landbrug & Fødevarer

Økologien skal tilbage i indkøbskurven: Ny landsdækkende kampagne lanceres på Food Festivalen

3.9.2026 12:12:20 CEST | Landbrug & Fødevarer | Pressemeddelelse

Del

Økologisk Landsforening, Landbrug & Fødevarer og en lang række økologiske aktører søsætter fredag den 4. september en ny kampagne, der skal få flere danskere til at vælge økologi. Kampagnen lanceres ved Food Festivalen på Tangkrogen i Aarhus.

Foto: Uffe Bregendahl

Den nye fælles kampagne vil sætte fokus på de særlige kvaliteter og krav, der følger med økologisk produktion, blandt andet hensyn til natur og grundvand, færre tilsætningsstoffer, høje krav til dyrevelfærd og færre sprøjtemidler. 

Bag kampagnen står Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer sammen med en bred række af producenter og virksomheder som Friland, Aarstiderne, Arla Foods, Thise Mejeri, Food People, Coop og Naturmælk. Derudover er en hel række interesseorganisationer, detailkæder, virksomheder, grossister, hotelkæder og kantinekæder inviteret ind til at dele og bruge kampagnematerialet. 

Vi er alle sammen enige om, at vi skal have løftet det økologiske salg markant, og jeg er stolt af, at vi står her som samlet branche og bakker op om økologien og det røde Ø-mærke. Økologien skal have et ordentligt løft, og det indebærer især, at vi lykkes med at finde nye forbrugere, der vil økologien. Det gør vi allerbedst sammen,” siger Michael Kjerkegaard, der er forperson i Økologisk Landsforening. 

Vi har i Danmark nogle af verdens dygtigste økologiske landmænd, som hver dag leverer fødevarer med helt særlige høje kvaliteter. Men økologien kan kun udvikle sig, hvis der også er forbrugere, der vælger den til. Derfor er det afgørende, at vi sammen får fortalt meget tydeligere, hvorfor økologien er et aktivt tilvalg. Det røde Ø står for nogle kvaliteter, som mange danskere efterspørger, og nu skal vi sammen være bedre til at få dem i indkøbskurven. Og tallene viser, at der er et stort potentiale – ikke mindst blandt de unge,” siger Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarer Økologi. 

Konkret består kampagnen af en række fælles budskaber, som alle involverede vil dele og sprede på sociale medier. Indsatsen retter sig især mod yngre forbrugere og mod danskere, der kun lægger økologiske varer i kurven en gang imellem. Målet er at gøre økologiens merværdi mere tydelig i købssituationen og vise, hvad forbrugerne får ekstra med i indkøbskurven, når de vælger det røde Ø. 

Det er første gang, at organisationerne og en bred kreds af økologiske virksomheder, mejerier og repræsentanter fra dansk detailhandel står sammen om én fælles økologikampagne. 

Partnerskabet skal være med til at skabe en stærkere efterspørgsel efter økologiske fødevarer og dermed et bedre grundlag for, at danske landmænd og fødevarevirksomheder fortsat kan udvikle den økologiske produktion. 

Ved Food Festivalen på Tangkrogen i Aarhus fredag markeres lanceringen med en tale ved justitsminister Nicolai Wammen i Økologiteltet umiddelbart efter den officielle åbning kl. 16.00. Derefter vil der være en debat, hvor organisationerne bag indsatsen, økologiske landmænd samt udvalgte virksomheder deltager og drøfter, hvordan branchen i fællesskab kan gøre økologiens fordele mere konkrete og få flere danskere til at vælge det røde Ø. 

Facts fra analysen “Unge vil købe mere økologi” 

  • 76 pct. af de 18-34-årige køber økologi altid, ofte eller nogle gange. 
     

  • 61 pct. af de 18-34-årige forventer at købe mere økologi de næste 1-3 år. 
     

  • 72 pct. af de studerende forventer at købe mere økologi de næste 1-3 år. 
     

  • 22 pct. af de 18-34-årige peger på et større udbud af økologisk mad på farten som noget, der kan få dem til at købe mere økologi. 
     

  • De tre vigtigste grunde til at købe økologi er at undgå sprøjterester, hensyn til miljø og drikkevand samt bedre dyrevelfærd. 

Kilde: Analyse fra Norstat for Landbrug og Fødevarer i juni 2026. 

Facts fra Økologisk Indsigt – dagligvarehandlen Q2 2026 

  • Det økologiske dagligvaremarked målt i værdi gik en smule tilbage i første halvår af 2026. Væksten i værdi var udelukkende drevet af prisstigninger, mens volumen faldt. 

  • Økologiske fødevarer havde en værdimæssig markedsandel på 12,3 procent i første halvår af 2026 mod 12,5 procent i 2025. 

  • Forbrugerne handler sjældnere økologi i første halvår 2026 ift. første halvår 2025, og antallet af økologiske varer i kurven faldt til 3,1 varer pr. tur. 

  • På tværs af forbrugersegmenter er færre sprøjtemidler den vigtigste driver for køb af økologiske fødevarer. 

Kilde: Kauza shopperdata og Økologisk Indsigt.

Kontakter

Billeder

Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer
Download
Økologisk Landsforening og Landbrug & Fødevarer
Download

Følg pressemeddelelser fra Landbrug & Fødevarer

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Landbrug & Fødevarer

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye