Nu åbner puljer på samlet 130 mio. kr. til beskyttelse af drikkevand

4.9.2026 11:08:49 CEST | Miljøministeriet | Pressemeddelelse

Del

Fra i dag kan interesserede ansøge om midler til projekter, der gavner drikkevandet, fx arealer til skov, omlægning til økologi og beskyttelse mod PFAS.  

Vandforsyninger kan få tilskud til rensning af drikkevandet for PFAS-forurening. Vandforsyninger og Kommunalbestyrelser kan søge om penge til at købe arealer, der kan blive til skov eller anden beskyttelse. Private borgere kan få hjælp til at sløjfe en ubenyttet brønd.

Det er nogle af de formål, der kan søges midler til fra puljer til beskyttelse af drikkevand, som åbner for ansøgninger i dag.  

Der er tale om 86,7 mio. kr. fra Drikkevandsfonden, der er tiltænkt beskyttelse af strategisk vigtige indvindingsområder. 3,9 mio. kr. fra Drikkevandsfonden til private borgere, der vil sløjfe boringer og brønde, der ikke benyttes og udgør en forureningsrisiko for grundvandet. Og 39,3 mio. kr. i regi af National handlingsplan for PFAS, der skal gå til vandforsyningers beskyttelse af drikkevand mod evighedskemikaliet PFAS. I alt 129,9 mio. kr.

Miljøminister Maria Reumert Gjerding udtaler:

"Når vi giver midler til beskyttelse af drikkevandet, er det samtidig en investering i natur og biodiversitet. Det kan vi se på de mange projekter, der allerede har fået penge. Fx støttede Drikkevandsfonden sidste år VandCenter Syd på Fyn, der genopretter store naturarealer til gavn for drikkevand og biodiversitet. Nu er vi klar med endnu flere midler til gavn for drikkevandet, cirka 130 mio. kr., der også skal gå til at holde PFAS ude af drikkevandet."

Det er Miljøstyrelsen, der behandler ansøgninger.

Midler fra Drikkevandsfonden kan søges her: https://mst.dk/erhverv/tilskud-miljoeviden-og-data/tilskudsordninger/tilskud-til-sikring-af-drikkevand-arealbeskyttelse

Midler til sløjfning af brønde og boringer kan søges her: https://mst.dk/erhverv/tilskud-miljoeviden-og-data/tilskudsordninger/tilskud-til-sloejfning-af-broende

Midler fra PFAS-handlingsplanen kan søges her: https://mst.dk/erhverv/tilskud-miljoeviden-og-data/tilskudsordninger/tilskud-til-beskyttelse-af-drikkevand-mod-pfas

Fakta:

  • De 86,7 mio. kr. til beskyttelse af strategisk vigtige indvindingsområder og de 3,9 mio. kr. fra til private borgere er en udmøntning af Drikkevandsfonden.
  • Bag aftalen om Drikkevandsfonden står den daværende regering, (Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre), Socialistisk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten og Radikale Venstre.
  • De 39,3 mio. kr. til vandforsyningers beskyttelse mod PFAS i drikkevandet er en udmøntning af den nationale handlingsplan mod PFAS.
  • Bag aftalen om handlingsplan står den daværende regering, (Socialdemokratiet, Moderaterne og Venstre), Socialistisk Folkeparti, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Radikale Venstre og Alternativet.

Yderligere oplysninger:

Pressevagten: Tlf. +45 20 91 59 01 (kan ikke modtage SMS)
Mail: presse@mim.dk

Følg pressemeddelelser fra Miljøministeriet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Miljøministeriet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye