Ny frizone, gratis teaterbilletter og udvikling af fremtidens kulturliv: Sådan prioriteres kultur- og fritidslivet i næste års budget
3.9.2026 09:49:53 CEST | Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning | Pressemeddelelse
Politikere på Københavns Rådhus har landet en budgetaftale, der både prioriterer kulturen og idrætten på kort og langt sigt. Og dét er nødvendigt, hvis kulturlivet og byen skal leve, mener kultur-, fritids- og borgerserviceborgmesteren.

Samtlige partier i Borgerrepræsentationen på nær Konservative og Frie Grønne har netop indgået aftale om næste års budget.
Partierne har blandt andet afsat midler til to kulturelle frizoner. Det betyder, at den midlertidige frizone under Langebro bliver forlænget, mens der etableres endnu en frizone et andet sted i byen.
Frizonerne skal gøre op med bureaukrati, benspænd og bøvl og give bedre plads til aktiviteter, events og eksperimenterende formater i byens rum.
Samtidig er der afsat samlet 19,3 millioner kroner over de næste tre år til et partnerskabsprogram, der skal styrke rammerne og udviklingen af kulturlivet i København og skabe et mere sammenhængende økosystem fra vækstlag til professionelle aktører.
Fremtidens festivalplads
I årets budgetaftale er der også afsat midler til at finde plads til byens festivaler, så man også kan opleve Copenhell, Syd For Solen og internationale verdensstjerner i fremtiden.
Parterne er enige om at undersøge, om det er muligt at placere en natur- og kulturpark på golfbanen i Ørestad. I det arbejde skal det også kortlægges, om der er særligt sårbare og truede arter på området. Samtidig er der afsat midler til en analyse af muligheder for tiltag, der skal gøre Valbyparken bedre egnet som eventsted.
”Københavns kulturliv har brug for hjertemassage, og vi er nødt til at tænke kulturpolitik på en ny måde og skabe en levende by med plads til det kulturliv, der skal forme byen om ti, tyve, tredive år. Det gør vi med årets budgetaftale. Her tager vi forskud på nogle af de udfordringer, vi allerede kan se. Fra behovet for bedre rammer for de store festivaler og kulturevents til frizoner, der skal give mindre kulturaktører plads til at eksperimentere, skabe og vokse og til det helt nære møde med kunsten, som når københavnske børn de næste år kan komme gratis i teatret gennem 'Én-Til-Alle'-ordningen," siger Christopher Røhl (RV), der er kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester i København.
På kultur- og fritidsområdet er der bl.a. også afsat penge til:
- Teaterbilletter til alle børn
Der er afsat 3,3 millioner kroner årligt i 2027-2030 til at fortsætte og udvide 'Én-Til-Alle'-ordningen, der giver mellem 40.000-75.000 børn i Københavns Kommunes daginstitutioner og grundskoler mulighed for at se én teaterforestilling årligt. - Varigt tilskud Copenhagen Contemporary
Der er afsat 5,3 millioner kroner årligt i et varigt tilskud til Copenhagen Contemporary, der er en international kunsthal for samtidskunst på Refshaleøen. Københavns Kommune vil derudover gerne gå i dialog med Copenhagen Contemporary om mulighederne for en bevillingsforøgelse, såfremt regeringen tilsvarende øger deres statslige bidrag. - Flere aktiviteter i Musikhuset
Parterne er enige om at afsætte 6,7 millioner kroner i 2027 og 6,6 millioner kroner årligt fra 2028-2030 til Foreningen Musikhuset København, så de blandt andet kan afholde aktiviteter indenfor akustisk og klassisk musik.
- Forbedret adgang til skolernes lokaler for musikforeninger
Der er afsat 1,1 millioner kroner i 2027 og 0,9 millioner kroner i 2028 til at understøtte foreningers musik- og kulturaktiviteter på skoler. Indsatsen målrettes 10-15 skoler med ledig kapacitet og potentiale for samarbejde.
- Ophold til forfulgte kunstnere (ICORN)
Der er afsat 1,3 millioner kroner årligt fra 2027 til nye fribyophold under ICORN-ordningen, hvor forfulgte kunstnere bliver tilbudt bolig, får økonomisk støtte, adgang til sundhedsydelser, sprogundervisning etc.
- Idrætsmilliarden
Med de projekter, der indgår i idrætsmilliarden til budget 2027, er de resterende måltal for 2028, 2029 og 2030 opbrugt, og der er samlet set disponeret for 860 millioner kroner under idrætsmilliarden. I udmøntningen indgår blandt andet de første vigtige skridt for realiseringen af Valby Idrætspark og en hensigtserklæring om at finansiere resten af den første store etape.
- Multihal til idræt i Kløverparken
Parterne er enige om, at der skal etableres en ny multihal i Kløverparken. Beslutningen om, hvilke konkrete funktioner og standarder hallen skal rumme, afklares på et senere tidspunkt.
- Opgradering af Tingbjerg Stadion
Parterne har afsat 2,6 millioner kroner i 2027 til at undersøge muligheden for at opgradere Tingbjerg Stadion med udgangspunkt i forbedrede og mere brugbarbare funktioner, herunder optimeret dræn og vandingsanlæg under græstæppet, nyt hegn og tilskuerindgange, ståtribune samt nye funktioner under eksisterende tribune.
- Udvidelse af Brobold
Der er afsat 3,0 millioner kroner årligt i 2027-2030 til at fortsætte foreningstilbuddet Brobold, der samtidig udvides til fire nye områder i København.
- Forsættelse af tilskud til FitforKids
Der er afsat 0,4 millioner kroner årligt i 2027-2030 til foreningen FitforKids, der tilbyder vægtabsforløb til overvægtige børn på 7-15 år og deres forældre.
- Nyt havnebad ved Langelinie
Parterne er enige om at afsætte 1,6 millioner kroner samlet i 2027-2030 til kommunal deltagelse i forbindelse med etablering af et nyt havnebad ved Langelinie.
- Mere adgang til havnebadene
Der er afsat 0,2 millioner kroner årligt i 2027-2030 til, at de tre kommunale havnebade på Islands Brygge, Fisketorvet og Sluseholmen fortsat kan holde åbent uden for sommersæsonen. Det betyder, at de tre havnebade er åbne i 11 af årets måneder.
- Halkompleks med svømmehal i Nordhavn
Der er afsat 11,6 millioner kroner samlet i 2027-2028 til udvikling af et halkompleks med svømmehal i Nordhavn. Halkomplekset skal indeholde en svømmehal, en udvidet idrætshal, et specialanlæg inden for idræt samt arealer til kultur og understøttelse af sociale fællesskaber.
Læs hele aftalen her: Budgetaftale 2027 | Københavns Kommune
Nøgleord
Kontakter
Pressekontakt Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen(modtager ikke SMS)
Tlf:23 27 44 70kffpresse@kk.dkOm Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen
Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen i Københavns Kommunes fornemmeste opgave er at samarbejde med københavnerne om at skabe en by, der lever og udvikler sig.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Kommunes Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltning
Nu får endnu flere københavnske børn en gratis tur i teatret3.9.2026 09:53:13 CEST | Pressemeddelelse
Op mod 75.000 københavnske børn får hvert år mulighed for at se en teaterforestilling uden betaling. Et politisk flertal på Københavns Rådhus har netop besluttet at udvide ’En-Til-Alle’-ordningen, så den gælder til og med 2030.
Københavns kommunale bygninger skal overgå EU-klimamål3.9.2026 09:50:56 CEST | Pressemeddelelse
Københavns Kommune vil inden for de næste år hæve energimærkningen på knap hver tredje af kommunens bygninger. Derudover skal CO₂-aftrykket fra kommunens indkøb af byggematerialer sænkes.
ARKÆOLOGER GØR SPEKTAKULÆRT FUND AF KØBENHAVNS SPEDALSKHEDSHOSPITAL1.9.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
For første gang har arkæologer fundet fysiske spor efter Skt. Jørgens Gård – Københavns hospital for mennesker med spedalskhed. På en byggegrund på Gammel Kongevej er omkring 20 skeletter dukket op. Fundet kan give helt ny viden om sygdommen og livet i middelalderens København.
Basket, breakdance eller boksning: Lørdag kan københavnske børn afprøve over 25 forskellige idrætsgrene31.8.2026 08:54:07 CEST | Pressemeddelelse
Lørdag den 5. september kan Københavns børn prøve en ny idræt af og måske opdage et talent eller en interesse, når arrangementet ’Hvad vil du gå til? – Prøv en idræt’ løber af stablen på tværs af byen.
BIG BANG festival inviterer børn ind i en verden af musik, scenekunst og vilde oplevelser25.8.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Hvad sker der, når musik, scenekunst, lyd, krop og fantasi smelter sammen? Det kan børn og voksne opleve, når BIG BANG festival igen fylder Amager med kunstneriske oplevelser for hele familien.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum