Tønder Kommune

Erhvervsvenligheden i Tønder går frem

2.9.2026 06:45:00 CEST | Tønder Kommune | Pressemeddelelse

Del

Tønder Kommune tager et stort spring frem i Dansk Industris årlige undersøgelse af lokal erhvervsvenlighed. Kommunen går fra en placering som nummer 50 sidste år til nummer 28 i 2026.

Et rundt udkigshul i en rusten metalplade med udsigt til et rundt tårn med glasvinduer og en kuppel på toppen, omgivet af grønne træer.
Besvarelserne i DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2026, repræsenterer mindst 1.668 arbejdspladser i Tønder Kommune, svarende til 14 procent af den private beskæftigelse i kommunen. Foto: Tønder Kommune

Tønder Kommune rykker 22 pladser frem i DI’s måling af lokal erhvervsvenlighed. Fremgangen glæder borgmester Jørgen Popp Petersen. Han ser resultatet som et positivt signal fra de lokale virksomheder og samtidig som motivation til at fortsætte arbejdet.

"Det er et rigtig flot resultat, som vi godt må glæde os over. Den nye Kommunalbestyrelse har fra begyndelsen haft erhvervsvenlighed som et vigtigt fokusområde, og jeg ser fremgangen som et tegn på, at vi er på rette vej. Men vi sigter højere. Vi vil være en kommune, hvor virksomhederne oplever, at det er nemt at komme i kontakt med os, at vi lytter, og at vi sammen kan finde løsninger. Derfor har vi også sat flere nye initiativer i gang, og arbejdet med at skabe endnu bedre rammer for vores erhvervsliv er godt i gang," siger borgmester Jørgen Popp Petersen.

Bedre dialog og information
Bag den samlede fremgang gemmer der sig flere positive resultater. I kategorien overordnet erhvervsvenlighed og dialog går Tønder Kommune fra nummer 58 sidste år til nummer 30 i år. Virksomhederne vurderer også kommunens formidling af vigtig information mere positivt. Her rykker Tønder fra nummer 53 til nummer 13. Den overordnede tilfredshed med kommunens erhvervsvenlighed stiger samtidig fra 3,47 til 3,64 på en skala fra 1 til 5.

Det er områder, der hænger godt sammen med nogle af de initiativer, kommunen har sat i gang for at styrke samarbejdet med erhvervslivet.
Et af dem er et Erhvervsserviceteam, der giver virksomhederne én indgang til Tønder Kommune. Her får virksomheden en fast kontaktperson, som hjælper med at koordinere på tværs af kommunen, når en sag involverer flere fagområder. Et andet nyt initiativ er Erhvervsstrategisk Forum, hvor virksomheder, uddannelsesinstitutioner, organisationer og kommunen mødes om den langsigtede erhvervsudvikling. Målet er blandt andet at få erhvervslivets perspektiver endnu tættere på de kommunale beslutninger.
"Vi skal kende virksomhedernes hverdag, hvis vi skal være en god samarbejdspartner. Med Erhvervsserviceteamet har vi gjort vejen ind i kommunen mere enkel, og med Erhvervsstrategisk Forum har vi skabt et sted, hvor vi kan tage de større drøftelser om, hvordan vi udvikler vores kommune sammen. Det er nye initiativer, og derfor kan vi ikke sætte lighedstegn mellem dem og årets resultat. Men de viser den retning, vi har sat," siger Jørgen Popp Petersen.

Plads til forbedringer
DI’s undersøgelse viser også, hvor virksomhederne gerne ser en fortsat indsats. Når virksomhederne bliver spurgt om, hvad kommunen især bør prioritere for at styrke deres vækstmuligheder, ligger arbejdskraft øverst. Infrastruktur og transport er også blandt de områder, virksomhederne peger på.
Netop den del af undersøgelsen er mindst lige så interessant som placeringen, mener borgmesteren.
"En undersøgelse som denne er ikke kun interessant, når pilen peger op. Den giver os også værdifuld viden om, hvor virksomhederne oplever udfordringer. Det skal vi lytte til og bruge aktivt. Vi er kommet et godt stykke, men vi er ikke i mål, og ambitionen er helt klart, at Tønder Kommune skal endnu længere op," siger Jørgen Popp Petersen.

FAKTA OM LOKAL ERHVERVSVENLIGHED 2026
•    DI’s undersøgelse, Lokal Erhvervsvenlighed 2026, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsvenlighed. Det er 17. år i træk DI foretager en undersøgelse af den lokale erhvervsvenlighed.
•    7.789 virksomheder indenfor DI’s brancher, blandt andet fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service har svaret på undersøgelsen.
•    Undersøgelsen er sammensat af to typer af indikatorer: Et spørgeskema til virksomheder og statistik. Resultaterne er opdelt i fire temaer, der belyser forskellige centrale områder i de lokale erhvervsvilkår. Dette gør det muligt at se, hvordan kommunerne klarer sig på forskellige områder og ikke kun samlet set. Hver kategori vægter 25 procent.
•    Tønder Kommune er samlet nummer 28 blandt 91 kommuner. I 2025 var placeringen nummer 50.
•    51 virksomheder i Tønder Kommune har deltaget i undersøgelsen.
•    Besvarelserne repræsenterer mindst 1.668 arbejdspladser i Tønder Kommune, svarende til 14 procent af den private beskæftigelse i kommunen.
•    Tønder er nummer 30 i kategorien overordnet erhvervsvenlighed og dialog.
•    Tønder er nummer 39 i infrastruktur og energi.
•    Tønder er nummer 28 i uddannelse og arbejdskraft.
•    Tønder er nummer 34 i kommunal administration.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Tønder Kommune

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tønder Kommune

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye