Tusindvis af deltagere løber VM: Sådan bliver trafikken påvirket
1.9.2026 19:00:00 CEST | Sparta Atletik og Løb | Pressemeddelelse
Når World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26 finder sted i hovedstaden den 19. og 20. september, bliver byens gader forvandlet til VM-arena for verdenseliten og tusindvis af motionsløbere. Det betyder ændringer i trafikken og parkeringsforbud flere steder i København og på Frederiksberg. Men det betyder også en hel weekend med løbefest i gaderne, hvor alle er velkomne.

Lørdag den 19. og søndag den 20. september bliver København centrum for international løbesport, når der skal kåres verdensmestre på One mile, 5 km og halvmaraton.
De mange løbere skal have gaderne for sig selv, og derfor vil en række veje være helt eller delvist spærret for trafik. Samtidig indføres der parkeringsforbud langs ruterne. Arrangørerne opfordrer derfor beboere og trafikanter til at orientere sig på forhånd og holde øje med den midlertidige skiltning.
"Et verdensmesterskab midt i byen er selvfølgelig noget, der kan mærkes i trafikken. Vi håber, at folk vil orientere sig i god tid og have forståelse for de midlertidige ændringer. Til gengæld får vi en helt særlig weekend, hvor nogle af verdens bedste løbere og tusindvis af motionsløbere kommer gennem gaderne," siger Lars Nissen, eventchef i Sparta Atletik & Løb, der er en af arrangørerne bag mesterskaberne.
Hele byen kan være med
Man behøver ikke selv have et startnummer for at tage del i VM. Langs ruterne vil der være mulighed for at opleve verdenseliten på helt tæt hold og heppe på de mange tusinde deltagere, mens musik og underholdning er med til at skabe VM-stemning i byen.
Og for dem, der får lyst til selv at stille sig på startstregen, er det stadig muligt at tilmelde sig One mile og 5 km, som begge afvikles lørdag den 19. september. Her kan alle være med – uanset alder og niveau.
"Vi håber, at borgerne vil se det som en invitation til at komme ud og være med – tage familien eller vennerne med ud på ruten, finde et godt sted at heppe og være med til at give løberne en oplevelse, de husker. Og har man selv lyst til at mærke VM-stemningen fra ruten, kan man stadig nå at få et startnummer til One mile eller 5 km," siger Lars Nissen.
FAKTA: Afspærringer og parkeringsforbud under VM
Afspærrede ruter:
Lørdag den 19. september:
- One mile: Ruten er lukket for trafik kl. 07.00-19.30.
- 5 km: Ruten er lukket for trafik kl. 12.00-19.30.
Søndag den 20. september:
- Halvmaraton: Ruten er lukket for trafik kl. 06.00-17.00.
På Frederiksberg gælder lukningen kun fra kl. 06.00-15.00.
Parkeringsforbud på ruterne:
- One mile og 5 km-ruterne: Forbud fra fredag den 18. september kl. 16.00 til søndag den 20. september kl. 17.00.
- Halvmaraton-ruten: Forbud fra lørdag den 19. september kl. 12.00 til søndag den 20. september kl. 17.00.
På Frederiksberg gælder parkeringsforbuddet kun fra lørdag kl. 18.00 til søndag kl. 15.00.
Udvidede afspærringer ved start og mål:
- Øster Allé (mellem P.H. Lings Allé og Edel Sauntes Allé): Spærret fra torsdag den 17. september kl. 06.00 til søndag den 20. september kl. 22.00.
- Jagtvej (mellem Vibenshus Runddel og Østerbrogade) og Østerbrogade (mellem Jagtvej og Gunnar Nu Hansens Plads): Spærret fra fredag den 18. september kl. 06.00 til søndag den 20. september kl. 17.00.
Fodgængere kan krydse ruterne, når der er plads mellem løberne. Bilister kan krydse ved udvalgte trafiksluser, bortset fra angivne tidsrum.
Beboere og trafikanter opfordres til at holde øje med den midlertidige skiltning. Biler, der ikke er flyttet fra områder med parkeringsforbud, kan blive fjernet for ejerens regning.
Detaljeret info
Læs mere om trafikale ændringer og find det interaktive kort, der viser både ruter, trafiksluser og kørselsveje under VM-weekenden: https://worldathletics.org/da/competitions/world-athletics-road-running-championships/copenhagen26/trafikinfo
Fakta om VM (WRRC Copenhagen 26):
- VM finder sted d. 19.-20. september 2026 i København
- Verdensmestrene kåres på distancerne: Halvmaraton, 5 km og One Mile (1,609 km)
- VM's officielle navn er: World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26
- Verdenseliten deltager – og distancerne er også åbne for alle interesserede løbere
- VM i 5 km og One mile finder sted lørdag d. 19. september 2026
- VM i halvmaraton finder sted søndag d. 20 september 2026 (udsolgt)
- Startnumre til 5 km og One Mile er tilgængelig i åbent salg via hjemmesiden her
- Følg VM på Facebook og Instagram @wrrccopenhagen26
- World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26 afholdes for World Athletics af Dansk Atletik og Sparta Atletik & Løb i samarbejde med Københavns Kommune, Sport Event Denmark og Wonderful Copenhagen
Kontakter
Bodil KjærgaardKommunikationschefSparta Atletik & Løb
Tlf:2225 2429bokj@sparta.dkBilleder


Links
Om Sparta Atletik & Løb
Sparta Atletik & Løb er Danmarks førende løbe- og atletikklub med 2.700 medlemmer og en af Europas største løbsarrangører af events som Copenhagen Half Marathon, Copenhagen Marathon, DHL Stafetten København og Copenhagen Athletics Games.
Sparta Atletik & Løb er baseret ved Østerbro Stadion. Her driver vi Danmarks største atletikklub båret af en passioneret trænerstab og et inspirerende træningsmiljø fra børnenes sandkassehold til internationalt eliteniveau.
I vores løbeafdeling tilbyder vi daglig løbetræning på mere end 20 forskellige træningshold. Her mødes, trænes og inspireres løbere på alle distancer og alle niveauer – fra nybegynderen og den sociale motionsløber til Danmarks allerhurtigste løbere.
Følg pressemeddelelser fra Sparta Atletik og Løb
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Sparta Atletik og Løb
Verdensrekord, europæisk rekord og dansk rekord ved VM i København20.9.2026 12:50:05 CEST | Pressemeddelelse
København dannede søndag formiddag rammen om en verdensrekord i halvmaraton hos kvinderne. Derudover brød svenske Andreas Almgren 30 års afrikansk dominans ved VM på samme distance, mens Jacob Simonsen blev det helt store danske lyspunkt med rekordtiden 60.46.
Allerede 100.000 i lotteriet til Copenhagen Half Marathon19.9.2026 21:13:51 CEST | Pressemeddelelse
Interessen for CPH Half 2027 har været massiv, siden lotteriet åbnede onsdag den 16. september. Over 100.000 håbefulde løbere har nu registreret sig til de 45.000 pladser. Lotteriet er fortsat åbent og lukker først den 30. september.
Lillesø ét sekund fra dansk rekord til VM 5 km19.9.2026 18:19:09 CEST | Pressemeddelelse
Et for hårdt udlæg kostede sandsynligvis Joel Ibler Lillesø en ny dansk rekord i den imødesete VM-dyst over 5 km. Helt fremme snød en Eritrea-løber Jakob Ingebrigtsen på målstregen.
Sensationelt: Annemarie Nissen løber i mål som nr. 4 i verden19.9.2026 14:14:20 CEST | Pressemeddelelse
Weekendens VM i København fik en uventet flot dansk åbning, da Annemarie Nissen overraskede alt og alle med en sensationel 4. plads på One Mile.
The world’s best runners will take over the streets of Copenhagen18.9.2026 21:49:05 CEST | Press release
It’s all about running this weekend in the Danish capital, where the World Athletics Road Running Championships Copenhagen 26 will take place. On Friday, some of the expected stars joined the official press conference.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum