headspace

Hvad med dig selv? Hver tredje ung og forælder ønsker mindre mobiltid. #SlukSammen med headspace Danmark søndag d. 13. september

31.8.2026 08:12:00 CEST | headspace | Pressemeddelelse

Del

Søndag den 13. september opfordrer headspace Danmark for tredje år i træk danskerne til at lægge mobilen helt væk og starte samtalen om skærmvaner, nærvær og trivsel. I år med særligt fokus på generationer – og på, at skærmbrug ikke kun er et ungdomsproblem.

headspace Danmark opfordrer alle danskere til at slukke mobilen søndag d. 13. september.
headspace Danmark opfordrer alle danskere til at slukke mobilen søndag d. 13. september.

Mobilen vibrerer i lommen eller på bordet. Pludselig er dit fokus fuldstændig forsvundet fra personerne i rummet omkring dig.

Og hvad med forleden, da du lige skulle tjekke en notifikation. Og så vågnede du fra skærmtrancen en halv time efter?

Mange genkender formentlig disse afhængighedssymptomer – og et større og større savn af nærvær, uforstyrrede samtaler og evnen til at holde fokus.

I hvert fald svarer en tredjedel af de adspurgte unge og forældre i en undersøgelse foretaget af Epinion for headspace Danmark, at de ville ønske, de brugte mobilen mindre.

På den baggrund inviterer headspace Danmark og en række organisationer, virksomheder og kendte alle danskere til at deltage i #SlukSammen søndag d. 13. september – en hel dag, hvor vi sammen lægger mobilen væk og tager vores skærmvaner op til diskussion.

Samtaler på tværs af generationer – uden løftede pegefingre

Under mottoet ”Start samtalen” har årets #SlukSammen et særligt fokus på generationer. Målet er at få sat gang i samtaler om gode vaner, rollemodeller og sund skærmbrug – på tværs af generationer.

Trine Hammershøy, direktør i headspace Danmark, uddyber:

”Vi skal væk fra forestillingen om, at skærmbrug kun er unges problem. I headspace vil vi gerne opfordre alle til at prøve, hvor svært det er at klare bare én dag uden mobiltelefon. Skal vi finde et fælles fodslag for samtalen om skærme, er sådan en dag en god mulighed. #SlukSammen handler ikke om løftede pegefingre, men om at få startet en dialog om, hvad skærmen gør, hvad den giver os – og hvad den tager fra os.”

Generationstemaet bliver blandt andet foldet ud gennem en række videoer, hvor kendte danskere taler med unge om skærmvaner – på godt og ondt. Videoerne vil kunne ses online og i det offentlige rum i ugerne op til d. 13. september.

Samtidig vil en række unge stemmer bidrage med indhold til sociale medier om alt det, der gør det svært bare at lægge mobilen væk. På dagen, søndag d. 13. september, og i perioden op til vil du desuden kunne deltage i forskellige skærmfri aktiviteter landet over.

Konstante afbrydelser og stimuli går ud over mental trivsel

Udover at sætte gang i den gode samtale ønsker vi med #SlukSammen også at sætte fokus på, at overdreven og uhensigtsmæssig skærmbrug har en negativ effekt på den mentale trivsel – særligt hos børn og unge.

Det fortæller psykolog og ekspert i børn og unges skærmbrug Aida Bikic:

 ”Vores hjerner og relationer er slet ikke skabt til konstante afbrydelser og stimuli fra skærme. Tværtimod viser forskningen, at netop nære relationer og klare rammer er afgørende for børn og unges trivsel. Og den viden skal vi blive endnu bedre til at huske hinanden på, tale om og handle ud fra. Derfor er #SlukSammen et vigtigt initiativ. At give sig selv en hel dag uden skærm kan være en øjenåbner, der inspirerer til små, men vigtige forandringer i hverdagen.”

Læs mere på #SlukSammen - headspace, og følg med på headspace Danmarks sociale medier.

Fakta om #SlukSammen
•    #SlukSammen afholdes søndag den 13. september 2026.
•    Kampagnen arrangeres af headspace Danmark i samarbejde med DSB, YouSee, Folkekirken, Smash!Bang!Pow!, Bauer Media Outdoor, Efterskolerne, Bilka, TikTok, Danske Biografer, AP Pension, SJF Bank.
•    Der vil være forskellige skærmfri arrangementer op til og på dagen d. 13. september.
•    Årets tema er ”Start samtalen” med fokus på generationer, skærmvaner og nærvær.
•    En Epinion-undersøgelse foretaget for headspace Danmark viser, at en tredjedel af både unge og forældre ønsker at bruge mobilen mindre.
•    For unge går skærmtiden ud over tiden til motion og fritid. For forældrene i undersøgelsen er det særligt nærvær og familietid, der står for skud.
•    57 procent af forældrene svarer, at de har svært ved at sætte rammer for deres børns skærmbrug.
•    Hver tredje ung svarer, at familieaftaler kan motivere dem til at lægge skærmen væk.

Nøgleord

Kontakter

Links

Om headspace Danmark

headspace Danmark er et gratis og anonymt samtaletilbud til børn og unge mellem 12-25 år. Den overordnede vision bag headspace er, at alle børn og unge skal have adgang til tidlig hjælp og støtte, når noget fylder i deres liv.

headspace Danmark har 41 lokale centre fordelt over hele landet. De er drevet af over 600 frivillige på landsplan og et hold af dygtige fastansatte i hvert center. Her kan de unge komme direkte ind fra gaden eller kontakte rådgivingen telefonisk eller online via vores chat. Hos os er ingen problemer for store eller små, alt foregår på unges præmisser, og der er ingen ventetid eller journaler.

Under headspace Danmark hører også headspace Family, et gratis samtaletilbud – fysisk, online eller telefonisk – som skal sikre øget trivsel hos børn og unge i alderen 12-25 år ved at give deres forældre og nære pårørende den støtte og rådgivning, de har brug for.

Vi hjælper også unge med at komme i kontakt med lokale hjælpetilbud og navigere i det offentlige system. Gennem oplæg, workshops og lokale initiativer møder og hjælper vi desuden også unge på bl.a. skoler, uddannelser og arbejdspladser.

Siden opstarten i 2013 har headspace hjulpet op mod 100.000 unge i individuel rådgivning og mødt mere end 450.000 unge gennem oplæg og workshops på ungdomsuddannelser mv.

Følg pressemeddelelser fra headspace

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra headspace

headspace Helsingør fejrer 10-årsjubilæum med kunst, kage og taler25.9.2026 08:12:00 CEST | Pressemeddelelse

Fredag den 25. september fejrer headspace Helsingør 10-årsjubilæum med en reception i centrets lokaler på Lundegade 17. Her samles centrets ungerådgivere og frivillige, lokale samarbejdspartnere, politikere, civilsamfund og aktører fra skoleområdet for at markere ti år med gratis, anonym og lettilgængelig støtte til unge i Helsingør. Siden headspace Helsingør slog dørene op, har godt 1.300 unge fået støtte til at håndtere store og små udfordringer. Derudover har 170 familier til unge, der har det svært, modtaget hjælp og støtte gennem tilbuddet headspace Family siden 2024. Benedikte Kiær, borgmester i Helsingør Kommune og bestyrelsesformand i headspace Danmark/Det Sociale Netværk, glæder sig over de første ti år med headspace i Helsingør: ”Vi ved, hvor stor betydning det har, når unge kan blive mødt af tryg og ligeværdig støtte, før deres problemer vokser sig større. headspace har igennem 10 år været vigtig for vores indsats i Helsingør Kommune for at sikre den rette hjælp på det rette

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye