Ny undersøgelse punkterer myten om, at unge er uengagerede: 3 ud af 10 unge vil gerne engagere sig mere i demokratiet, end de gør i dag. Men halvdelen er usikre på, hvor eller hvordan
31.8.2026 06:00:00 CEST | Ungdommens Folkemøde | Pressemeddelelse
Ungdommens Demokratibarometer - en ny årlig undersøgelse af unges demokratiske engagement - viser, at tre ud af ti unge gerne vil engagere sig mere i samfundet, end de gør i dag. Undersøgelsen blandt 2.182 unge måler engagement fra politiske samtaler ved middagsbordet til engagementet i foreningen.

Tre ud af ti unge vil gerne engagere sig mere, end de gør i dag. Det viser Ungdommens Demokratibarometer, som Epinion har gennemført for Ungdomsbureauet med støtte fra Honoré Fonden blandt 2.182 unge mellem 15 og 30 år.
29 procent af de unge vil gerne engagere sig mere, end de gør. 51 procent unge svarer, at de engagerer sig cirka så meget, som de har lyst til. Kun 8 procent svarer, at de sjældent har lyst til at engagere sig.
“Den store nyhed er, at 3 ud af 10 unge gerne vil engagere sig endnu mere. Undersøgelsen viser, at der et kæmpe potentiale for mere unge-engagement, hvis der altså er plads til dem. Dermed kan vi definitivt slå myten om uengagerede unge ihjel. De vil gerne engagere sig, og de gør det allerede,” siger Camilla Gregersen, direktør i Ungdomsbureauet, som står bag undersøgelsen.
Et bredere blik på engagement
Ungdommens Demokratibarometer ser på unges samfundsmæssige og demokratiske engagement i mange former. Fra samtaler, initiativer og fællesskaber i hverdagen til deltagelse i foreninger, organisationer og politiske fællesskaber.
37 procent svarer eksempelvis, at de tager initiativ til at samle venner eller andre om noget. 36 procent er med i et fritidsfællesskab, hvor man gør noget sammen, mens 16 procent er aktive i en forening, et elevråd, et udvalg, et parti eller en anden organisation.
Maria Bruselius-Jensen, lektor og forsker i unges samfundsengagement, understreger, at netop undersøgelsen brede forståelse af samfundsengagement er et vigtigt bidrag:
“Samfundsdebatten har længe været præget af mangelblik på unges deltagelse i demokratiet, særligt fordi traditionelle former for deltagelse, eksempelvis politiske i partier, har været faldende. Men det giver ikke et retvisende billede af hvordan unge forholder sig til og deltager i verden omkring dem. Hvis vi vil forstå, hvordan engagement opstår og udvikler sig, skal man anerkende hele bredden af unges demokratiske engagement", siger Maria Bruselius-Jensen.
Mange unge vil engagere sig mere, men oplever barrierer
Ungdommens Demokratibarometer viser samtidig, at der for en del unge er afstand mellem lysten til at engagere sig og de forestillinger, de har om den forskel, de kan gøre.
53 procent svarer, at de nogle gange holder sig tilbage fra at sige deres mening eller engagere sig, fordi de ikke tror, det gør en forskel. Og 50 procent holder nogle gange igen, fordi de er usikre på, hvor eller hvordan de skal engagere sig.
“Viljen til at engagere sig er der hos mange unge. Vores undersøgelse viser, at hvis man i højere grad giver unge reel indflydelse og nedbryder barrierer, så kan og vil mange flere unge være med”, siger Camilla Gregersen.
Ungdomsbureauet arrangerer Ungdommens Folkemøde den 2. og 3. september, begge dage kl. 9-15 i Valbyparken Her kan 30.000 unge møde 90 forskellige organisationer og fællesskaber, reflektere i Chillzone, stille sig op på Ølkassen, få hænderne i et håndværk eller få vækket nysgerrighed i det nye labområde, ScienceZone. Det er åbent og gratis for alle skoler og unge at deltage i Ungdommens Folkemøde.
Om Ungdommens Demokratibarometer
Ungdommens Demokratibarometer bygger på svar fra 2.182 unge mellem 15 og 30 år. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Ungdomsbureauet med støtte fra Honoré Fonden.
Barometeret undersøger blandt andet unges demokratiske engagement i praksis, tillid og ytring, oplevelse af handlekraft og indflydelse samt barrierer for engagement.
Nøgleord
Kontakter
Tobias Sung Møller-JensenPR-chef og partnerRØST Kommunikation
Tlf:23603458tobias@roestkommunikation.dkFølg pressemeddelelser fra Ungdommens Folkemøde
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.