Lokale skybrud kan være på vej mod hovedstadsområdet
27.8.2026 19:15:45 CEST | HOFOR A/S | Pressemeddelelse
DMI har varslet kraftig regn og lokale skybrud fredag den 28. august fra ca. kl. 9 til omkring kl. 01 lørdag nat i hovedstadsområdet. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, opfordrer til ekstra opmærksomhed, da veje kan blive oversvømmet og kloakdæksler kan løsne sig. Hvis et skybrud rammer lokalt skal man undgå kontakt med spildevand og ikke bade i havnebade eller ved bynære strande, hvis der er røde badeflag oppe.

Lokale skybrud kan potentielt være på vej til flere dele af hovedstadsområdet, ifølge DMI. Derfor opfordrer HOFOR alle til at færdes forsigtigt, da veje og pladser kan blive oversvømmet, hvis kraftige skybrud rammer. HOFOR opfordrer til at sikre værdier i kældre og andre udsatte steder for en sikkerheds skyld.
Rammer skybruddet i dit lokalområde er der tre vigtige forholdsregler, man som borger skal være opmærksom på:
- Undgå kontakt med kloakvand
Vand i kældre, sand på legepladser og oversvømmelser på gadeplan kan være forurenet med opblandet regn- og spildevand, fordi kloakkerne kan flyde over ved skybrud. Undgå derfor hudkontakt med vandet – og lad ikke børn lege i vandet eller i sand, der kan være forurenet.
- Undgå at bade i havn eller bynære strande
Efter skybrud kan der være en vis risiko for forurenet badevand. Hvis du vil bade, bør du for god ordens skyld holde øje med badestederne via app'en "Badevand" eller "www.badevand.dk” og få løbende information om vandkvaliteten. - Pas på løse kloakdæksler
Vandtrykket i kloakkerne kan presse kloakdækslerne af, så der opstår huller i vejen, som kan være svære at se, hvis vejen er oversvømmet. Mange kloakdæksler er i dag udstyret med selvlukkende hængsler, men det gælder ikke alle, så vær opmærksom, hvis du færdes oversvømmede steder.
Forebyg skader
Ved skybrud er især kældre meget udsat for, at vand kan trænge ind, så det er en god ide at passe på ting i kælderen eller andre udsatte steder ved boligen. Luk døre, vinduer og ventilationshuller især i kælderen. Tjek også afløb og tagrender, så vandet kan løbe frit. Er der værdier i kælderen, anbefales det at fjerne dem fra gulvhøjde. Endelig kan det også være en god ide at anskaffe sandsække, som kan være med til at holde vandet væk.
Pas på ejendom og kælder, før vandet rammer
Selv i sidste øjeblik er der nogle ting, du kan gøre for at begrænse skaderne, hvis et skybrud rammer dit område:
- Luk vinduer og døre. Ved skybrud kan vandet komme ind af både tagvinduer, vinduer i facaden og især vinduer og døre i kælderen.
- Luk ventilationshuller i ydervæggene. Er der huller i ydervæggen, som er placeret tæt på terræn, bør du lukke dem – fx med en krydsfinerplade.
- Tjek afløb og tagrender. Undersøg om tagrenderne er fri for blade og andet, der kan hindre vandet i at løbe frit.
- Sikker opbevaring i kælderen. Kloakvand kan trænge ind i kælderen, så tingene skal helst stå løftet fra gulvet på fx stålreoler, som kan desinficeres.
- Brug sandsække. Du kan stoppe en del vand i at trænge ind i boligen ved at lægge sandsække eller plastiksække med jord ved udsatte steder.
HOFOR klimasikrer byerne
Klimaforandringerne betyder mere regn og flere skybrud. HOFOR arbejder sammen med København og kommunerne i hovedstadsområdet om at klimasikre hele hovedstadsområdet.
I København er der fx allerede lavet en række større skybrudstunneler, der skal være med til at fjerne vand fra byerne, når skybruddet rammer. HOFOR har også lagt klimariste, nødafløb til havnen samt skybrudsporte, der åbner automatisk ved stort pres i kloakkerne. HOFOR udbygger desuden kloaksystemet, og sørger for sammen med kommunerne at opsamle regnvand i parker og på større pladser.
Udover de kollektive indsatser, som HOFOR i samarbejde med kommunerne foretager, kan man også som privatperson gøre en række ting for at sikre sig mod vandmængderne.
Læs mere: Gode råd ved skybrud
Kontakter
HOFORs pressevagt
Alle mediehenvendelser skal gå via HOFORs pressevagt (modtager ikke sms).
Kan kontaktes af journalister døgnet rundt, året rundt.
Billeder

Om HOFOR
HOFOR A/S er Danmarks største lokale forsyner, der sørger for vand, varme, bygas, fjernkøling og afledning af spildevand for flere end 1 million mennesker i hovedstadsområdet. Vi opfører vindmøller og solcelleparker, der leverer energi til et grønnere Danmark. Sammen med vores otte ejerkommuner skaber vi bæredygtige byer med fokus på skybrudsprojekter, energioptimering og udvikling af fremtidens forsyningsløsninger. Vi tager ansvar og arbejder tæt sammen med vores kunder, universiteter, erhvervsliv og myndigheder. Vi har over 150 års erfaring, 1.700 ansatte og en årlig omsætning på over 8 milliarder kroner.
Følg pressemeddelelser fra HOFOR A/S
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra HOFOR A/S
Første storby i verden med unik energiløsning: Dit toiletskyl og madaffald gør København selvforsynende med biogas30.9.2026 12:49:25 CEST | Pressemeddelelse
København er nu den første storby i verden til at realisere en unik, cirkulær energiløsning, som forsyner sig selv med biogas, der er baseret på dit toiletskyl og madaffald. Mere end 15 års ambitiøst arbejde ligger bag, og HOFOR fejrer den store milepæl med åbning af et produktionsanlæg til at håndtere biogas den 30. september.
Første storby i verden med unik energiløsning: Toiletskyl og madaffald gør København selvforsynende med lokal biogas30.9.2026 12:41:02 CEST | Pressemeddelelse
København skriver et nyt kapitel i den grønne omstilling. Hovedstaden kan nu forsyne sig selv med lokal biogas baseret på københavnernes toiletskyl og madaffald. Dermed er København den første storby i verden til at realisere en så omfattende cirkulær energiløsning. HOFOR sætter punktum for et mangeårigt udviklingsarbejde med åbningen af et nyt produktionsanlæg til at håndtere biogas den 30. september.
HOFOR: Tænd langsomt for varmen og spar op til 1.500 kr. årligt24.9.2026 14:59:54 CEST | Pressemeddelelse
Når de første kolde dage rammer, er det fristende at skrue lynhurtigt op for varmen. Men hvis husejere og varmeansvarlige tænder lidt mere tålmodigt, kan man spare både penge og energi, oplyser HOFOR.
HOFOR: Tænd langsomt for varmen og spar penge24.9.2026 14:58:33 CEST | Pressemeddelelse
Når de første kolde dage rammer, er det fristende at skrue lynhurtigt op for varmen. Men hvis du tænder lidt mere tålmodigt og tænker over dit varmeforbrug, kan du spare både penge og energi. Derfor kommer HOFOR nu med gode spareråd til alle og en opfordring til private boligejere og varmeansvarlige i store ejendomme om at tænde langsomt.
Lokale skybrud kan være på vej mod hovedstadsområdet15.9.2026 13:52:33 CEST | Pressemeddelelse
DMI har varslet lokale skybrud i dag tirsdag den 15. september fra ca. kl. 23 til i morgen onsdag omkring kl. 04 i hovedstadsområdet. HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, opfordrer til ekstra opmærksomhed, da veje kan blive oversvømmet og kloakdæksler kan løsne sig. Undgå desuden kontakt med spildevand og undgå at bade i havnebade og ved bynære strande.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum