BUPL: Lange PPR-ventetider i daginstitutioner kalder på mere forebyggelse

27.8.2026 12:39:14 CEST | BUPL | Pressemeddelelse

Del

Der er lang vej til at få hjælp til børn med særlige behov i vuggestuen og børnehaven, viser en ny BUPL-undersøgelse.

Foto: Sif Meincke / BUPL

Næsten hver anden pædagog har børn på stuen, som de venter på rådgivning og vejledning fra PPR til. Samtidig har 17 procent af pædagogerne børn på stuen, som allerede er visiteret til en specialplads eller til ekstra støtte, men ikke har fået det endnu.

- Det er dybt bekymrende og meget alvorligt, at så mange børn må vente urimeligt længe på den støtte, de har behov for og krav på. Det vidner om et børneområde, der kæmper hårdt med inklusion og forebyggelse, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.

Børn skal have hjælp, mens de venter

Derfor bør der oprettes en pulje, der med det samme udløser ekstra pædagogiske ressourcer til stuen i ventetiden.

- Det er helt urimeligt, når børn skal vente i evigheder på hjælp. Samtidig er det et stort pres for pædagogerne, der i forvejen løber stærkt - og oplever det er svært at imødekomme alle børns behov. Derfor kan en løsning være en straks-indsats, der kompenserer for ventetiden og som sikrer flere personaletimer til gavn for børnene, siger Elisa Rimpler.

Den mere grundlæggende og langsigtede løsning handler om faglig kapacitetsopbygning i vuggestuer og børnehaver. Der skal både være hurtig hjælp til de børn, der har brug for det her og nu, men samtidig investeres mere i kvaliteten i vuggestuer og børnehaver, så vi har bedre mulighed for at forebygge. 

Flere pædagoger skal forebygge mistrivsel

- Det er interessant at dvæle ved, hvor stor en del af børns mistrivsel, der kunne være forebygget, hvis der var flere pædagoger og dermed mere faglighed på stuerne, siger Elisa Rimpler.

Kun hver anden ansat i daginstitutionerne er i dag pædagog, og hver fjerde pædagog er den eneste pædagog på stuen. Det udfordrer fagligheden og sætter de almene tilbud under pres - både i forhold til inklusion, men også når det kommer til den forebyggende indsats.

Derfor skal der fokus på kvaliteten og på at sikre flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver. Regeringen bør følge op på ambitionerne i regeringsgrundlaget med bedre normeringer, en ambitiøs målsætning for en højere pædagogandel og en langsigtet uddannelses- og rekrutteringsstrategi, der skal vende rekrutteringskrisen og få flere til at vælge pædagogfaget til. 

- Alle børn skal have den hjælp, de har behov for. Det kan der ikke være to meninger om. Men vi bør også have som mål, at langt flere børn bliver grebet før de ender i mistrivsel. Det kræver en højere kvalitet og dermed mere faglighed, der giver pædagoger mulighed for at sætte ind allerede ved de allerførste tegn på mistrivsel. Tænk, hvilken forskel det ville gøre for børnene, siger Elisa Rimpler.

Kontakter

BUPL er Danmarks største fagforening for pædagoger og har over 65.000 medlemmer. BUPL arbejder for at fremme de bedst mulige betingelser for pædagogerne og udøvelsen af pædagogprofessionen. Fagforeningen varetager vores medlemmernes interesser over for lovgiver, arbejdsgiver og andre.

Følg pressemeddelelser fra BUPL

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra BUPL

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye