Tandlægeforeningen

Tandlæger til regeringen: Vask tavlen ren og skrot tandkontoen

4.9.2026 06:00:00 CEST | Tandlægeforeningen | Pressemeddelelse

Del

Den nye regerings løfte om foreløbig fire milliarder kroner til voksentandplejen frem mod 2030 er et historisk og tiltrængt løft. Men regeringen bør starte med at skrotte den såkaldte tandkonto, mener Tandlægeforeningen.

Regeringen bør lægge den tidligere regerings planer om en tandkonto i graven. Tandkontoen giver alle voksne danskere et fast årligt tilskud til tandlægen, men pengene tages fra tilskud til patienter med alvorlige tandsygdomme som fx parodontitis og caries. 

– Når regeringen nu har som mål at gøre tandbehandling vederlagsfri for førtidspensionister, udsatte grupper, og på længere sigt flere befolkningsgrupper, giver tandkontoen slet ikke mening, siger formand for Tandlægeforeningen, Torben Schønwaldt.

Tandlægeforeningen, forskere, patientforeninger og Ældre Sagen har været stærkt kritisk overfor tandkontoen, fordi den vil medføre en markant merudgift for netop de patienter, der har størst behov for behandling. 

- Faktum er, at tandkontoen vil skabe endnu mere ulighed, fordi den vil gøre det dyrere for tusinder af patienter, typisk ældre og kronikere med medfølgende tandsygdomme. Det er jo stik imod den nye regerings ambitioner om at mindske uligheden for blandt andet disse grupper, siger Torben Schønwaldt.

Tandkontoen er det centrale element i den aftale om en reform af voksentandplejen, som den tidligere regering og et flertal af Folketingets partier indgik sidste år. Og den skal efter planen indfases fra slutningen af 2027. Men på grund af folketingsvalg er den aldrig blevet vedtaget i Folketinget. Og i mellemtiden har den nye regering og støttepartierne udpeget tandsundhed, som en af de vigtigste prioriteter i regeringsgrundlaget.

- Jeg synes regeringen skal benytte lejligheden til at vaske tavlen ren og skrotte tandkontoen, der vil gøre mere skade end gavn for patienterne, siger formanden for Tandlægeforeningen, der repræsenterer både klinikejere og ansatte tandlæger i den private og offentlige tandpleje.
Den gamle aftale blev kritiseret, fordi den ikke tilførte så meget som en ekstra krone til voksentandplejen. Derfor glæder Torben Schønwaldt sig over, at den nye regering vil investere foreløbig fire milliarder kroner ekstra frem mod 2030. Allerede fra 2027 skal udsatte grupper, herunder borgere på førtidspension, tilbydes vederlagsfri tandpleje. 

– Tandsundhed har i alt for lang tid været et forsømt område, så pengene falder på et knastørt sted. Der er jo noget grundlæggende ulogisk i, at man ikke skal betale en krone, hvis man får kraniebrud i en cykelulykke, mens man selv hænger på hele regningen, hvis det er tænderne, det går ud over.  Særligt når vi ved, at der er en tæt sammenhæng mellem sygdom i munden og sygdom i resten af kroppen, siger tandlægeformanden.

Det er regeringens ambition, at vederlagsfri tandpleje gradvist skal udbredes til flere befolkningsgrupper for til slut at omfatte alle voksne danskere i 2035, såfremt kapaciteten og statens økonomi kan bære det. Derfor vil regeringen i løbet af efteråret nedsætte en ekspertkommission, der skal komme med anbefalinger til, hvordan det kan lade sig gøre.

- Vi glæder os til at bidrage til ekspertkommissionens arbejde. Som tandlæger er det os, der står med ansvaret og kender patienternes behov. Og det er selvfølgelig helt afgørende, at både kapaciteten og økonomien følger med, så vi ikke ender med laveste fællesnævner, hvor patienterne får et discounttilbud. Det skal være sundhedsfaglige kriterier og tandlægens vurdering, der sikrer, at den enkelte patient altid får den fagligt optimale behandling, siger Torben Schønwaldt.

Kontakter

Billeder

Følg pressemeddelelser fra Tandlægeforeningen

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Tandlægeforeningen

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye