Aarhus Universitet

Fem internationale forskningsstjerner bliver nye æresdoktorer ved Aarhus Universitet

26.8.2026 09:43:04 CEST | Aarhus Universitet | Pressemeddelelse

Del

Den enes forskning har været med til at forbedre sundheden for millioner af kvinder og børn verden over. Den andens forskning gør det muligt at filme elektroners bevægelse. Aarhus Universitet udnævner i anledning af sin fødselsdag fem internationale æresdoktorer fra øverste hylde.

Aarhus Universitets æresdoktorer 2026. Fra venstre: Professor Karen River Barad (Arts), professor Nicolai J. Foss (Aarhus BSS), professor Elizabeth Joy Lawn (Health), professor Anne L’Huillier (NAT) og professor Arthur P.J. Mol (Tech)
Aarhus Universitets æresdoktorer 2026. Fra venstre: Professor Karen River Barad (Arts), professor Nicolai J. Foss (Aarhus BSS), professor Elizabeth Joy Lawn (Health), professor Anne L’Huillier (NAT) og professor Arthur P.J. Mol (Tech)

Fredag d. 11. september fejrer Aarhus Universitet sin 98-års fødselsdag, og traditionen tro udnævner AU fem æresdoktorer – en for hvert af de fem fakulteter. Æresdoktorerne er fremtrædende forskere fra andre forskningsinstitutioner, som Aarhus Universitet samarbejder med. 

Æresdoktorerne 2026 er:

Professor Karen River Barad (Arts)
Karen River Barad har udviklet teorien Agential Realism, som gør det muligt at tage højde for, at vores måder at undersøge verden på ikke blot beskriver verden – de er med til at forme den. Al videnskab er derfor også etisk forpligtet overfor verden. Karen River Barads arbejde har haft stor international gennemslagskraft og har inspireret forskning på tværs af discipliner i mere end to årtier. Deres tænkning åbner nye perspektiver på alt fra uddannelse og teknologi til etik og samfund. 

Professor Nicolai J. Foss (Aarhus BSS)
Nicolai J. Foss har i løbet af sin mere end tre årtier lange forskerkarriere flere gange sat retningen for ledelsesforskningen internationalt. Han er blandt verdens mest citerede managementforskere og dén mest citerede i Danmark. Han var med til at grundlægge Danish Research Unit for Industrial Dynamics (DRUID), som i dag anses for at være den største internationale konference med fokus på innovation, strategi, organisation og entreprenørskab. 

Professor Elizabeth Joy Lawn (Health)
Elizabeth Joy Lawn er én af verdens førende forskere inden for mødres, nyfødtes og børns sundhed.  Hun har bidraget til at skabe det evidensgrundlag, der i dag bruges globalt til at forebygge dødfødsler, for tidlige fødsler og neonatal dødelighed. Hendes forskning har haft stor betydning for udviklingen af internationale sundhedsprogrammer og politiske initiativer, der har forbedret sundheden for millioner af kvinder og børn verden over.

Professor Anne L’Huillier (NAT)
Professor Anne L’Huillier har bidraget afgørende til udviklingen af et særligt ultrakort lysglimt – man kan kalde det verdens hurtigste kamerablitz – der gør det muligt for forskerne at filme elektronernes bevægelse. Lysglimtet måles i attosekunder – et attosekund er en milliarddel af en milliarddel af et sekund. Hendes banebrydende forskning har givet ny indsigt i nogle af naturens mest grundlæggende processer og åbnet et helt nyt forskningsfelt.

Professor Arthur P.J. Mol (Tech)
Arthur P.J. Mol har gennem mere end 30 år været pioner inden for arbejdet med at bygge bro mellem naturvidenskab og samfundsvidenskab for at forstå og håndtere komplekse miljøproblemer. Han har sat miljøproblemer på forskningsdagsordenen og gjort en stor indsats for at formidle forskningsresultater til beslutningstagere og offentligheden. Hans studier har påvirket international politik som for eksempel FN’s klimakonvention og EU’s industri- og miljøpolitik.

Læs mere om æresdoktorerne

Nøgleord

Følg pressemeddelelser fra Aarhus Universitet

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Aarhus Universitet

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye