Øresundsbron

Øresundsbron udskifter to ekspansionsfuger

26.8.2026 09:50:00 CEST | Øresundsbron | Pressemeddelelse

Del

To af Øresundsbrons største ekspansionsfuger udskiftes samtidig – en løsning, der forkorter den samlede projekttid med et helt år.

Arbejdet er planlagt, så vejtrafikken påvirkes mindst muligt, men i cirka otte uger vil fremkommeligheden over broen være begrænset.

Øresundsbrons vejtrafik påvirkes, når to store ekspansionsfuger udskiftes.
Øresundsbrons vejtrafik påvirkes, når to store ekspansionsfuger udskiftes. Øresundsbron

Sidste år blev den første ekspansionsfuge på Øresundsbron udskiftet. Yderligere syv fuger står tilbage, og i efteråret 2026 udskiftes to. Vedligeholdelsesarbejdet starter den 31. august og varer frem til slutningen af oktober.

Ekspansionsfugerne gør det muligt for broen at bevæge sig ved temperaturændringer og belastning. De udgør en vigtig del af brokonstruktionen og skal udskiftes for at opretholde en sikker og pålidelig forbindelse.

– Ved at gennemføre to fugeudskiftninger samtidig kan vi forkorte den samlede projekttid med et helt år. Det betyder, at vi påvirker trafikken mere i en begrænset periode, men at vi undgår at gøre det ved lige så mange lejligheder. Vi har draget erfaringer fra sidste år for at udføre arbejdet mere effektivt, siger Milan Sarac, projektleder på Øresundsbron.

Årets to ekspansionsfuger er placeret på hver sin side af højbroen. Hver fuge er næsten 25 meter lang og vejer cirka 32 ton. Arbejdet er mere komplekst end sidste år, fordi det udføres på højbroen, hvor vejrforhold, tilgængelighed og muligheden for hurtigt at håndtere eventuelle hændelser stiller større krav til planlægning og gennemførelse.

Ligesom ved sidste års arbejde gennemføres udskiftningen i to faser for at holde broen åben for trafik i hele perioden. I den første fase lukkes de ordinære kørespor i begge retninger, og trafikken ledes over i nødsporene. I fase to ledes trafikken tilbage til et af de ordinære kørespor, mens de resterende kørespor og nødsporene bruges som arbejdsområde.

Den største forskel sammenlignet med sidste års arbejde er, at der etableres to separate arbejdsområder samtidig med afspærringer imellem dem. Det betyder, at trafikken på en cirka 1,5 kilometer lang strækning kun kan passere i ét kørespor i hver retning. Togtrafikken påvirkes ikke af vedligeholdelsesarbejdet.

– Arbejdet medfører en større trafikpåvirkning end sidste år, men ved at gennemføre to fugeudskiftninger samtidig kan vi færdiggøre vedligeholdelsen betydeligt hurtigere. Det er den løsning, der giver mindst kundepåvirkning set over hele projektperioden, siger Jopas Wulff, chef for trafikcentret på Øresundsbron.


Fakta: Sådan påvirkes vejtrafikken

• Vedligeholdelsesarbejdet starter den 31. august og forventes at vare i cirka otte uger. Trafikpåvirkning opstår allerede den 29.-30. august, når der gennemføres forberedende arbejde og afspærringer forud for arbejdets start.  

• To ekspansionsfuger udskiftes samtidig, én på hver side af højbroen.
• Kun ét kørespor vil være åbent i hver retning på en cirka 1,5 kilometer lang strækning.
• Hastigheden er nedsat gennem arbejdsområdet.
• Brede køretøjer (over 3,75 meter) og tunge transporter (over 100 ton) kan ikke passere broen under arbejdet.
• Togtrafikken påvirkes ikke og kører som normalt.
• Aktuel trafikinformation findes på Øresundsbrons hjemmeside og i Øresundsbrons app.

Sådan glider trafikken bedst over broen

• Følg flettereglerne, hvor to kørespor bliver til ét. Ved at udnytte begge kørespor frem til sammenfletningen mindskes risikoen for kødannelse, og trafikken glider bedre.
• Hvis du har mulighed for det, så undgå myldretiden. Det hjælper de mange pendlere, som har brug for at rejse i morgen- og eftermiddagstimerne.
• Planlæg efter lidt længere rejsetid i arbejdsperioden.
• Hold afstand, og tilpas hastigheden gennem arbejdsområdet.

En%20ekspansionsfuge%20bliver%20udskiftet%20p%E5%20en%20bro%20ved%20hj%E6lp%20af%20en%20kran.
I foråret 2025 blev den første ekspansionsfuge på broen udskiftet. Øresundsbron

Nøgleord

Kontakter

Om Øresundsbron

Øresundsbron bygger broer mellem mennesker, muligheder og oplevelser i hele Øresundsregionen. Øresundsbro Konsortiets opgave er at eje og drive Øresundsbron - en bro, en tunnel og den kunstige ø, Peberholm. En 16 kilometer lang fast forbindelse mellem Danmark og Sverige.

Følg pressemeddelelser fra Øresundsbron

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Øresundsbron

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye