Budgetkatalog for 2027 på 64 mio. kr. sendes i høring
25.8.2026 12:00:00 CEST | Næstved Kommune | Pressemeddelelse
Næstved Kommune beder medarbejdere, råd og nævn om at kvalificere de politiske prioriteringer.

Næstved Kommune sender nu et budgetkatalog med besparelsesforslag på samlet 64 mio. kr. i høring. Kataloget rummer forslag til omprioriteringer, som skal hjælpe Byrådet med at håndtere de økonomiske udfordringer, der præger kommunens drift i de kommende år.
Høringen løber fra i dag tirsdag 25. august til tirsdag 8. september 2026, og alle høringssvar bliver offentliggjort på Næstved Kommunes hjemmeside.
Kommunaldirektør Henrik Harder siger, at kataloget er udarbejdet på baggrund af Byrådets ønske om at få et samlet overblik over mulige tilpasninger i budgettet.
“Administrationen har på baggrund af Byrådets ønske beregnet et budgetkatalog på 64 mio. kr. for budget 2027. Det er nu sendt i høring og vil indgå i de politiske drøftelser. I sidste ende er det et politisk valg, hvad der bliver vedtaget. Vi opfordrer alle høringsberettigede til at bidrage, så diskussionen bliver så kvalificeret som muligt,” siger Henrik Harder.
De høringsberettigede tæller MED-systemet, det kommunale samarbejde mellem ledere og medarbejdere, samt råd og nævn i Næstved Kommune.
Svære beslutninger skal træffes
Henrik Harder understreger, at kataloget afspejler en økonomisk virkelighed, hvor der skal træffes svære beslutninger.
“Vi ved, at nogle af forslagene kan være vanskelige. Men vi står i en situation, hvor vi skal få enderne til at mødes, og derfor er det vigtigt, at vi får alle perspektiver med,” siger han.
Det tidligere udmeldte behov på 78 mio. kr. er nu justeret til 64 mio. kr.
Forklaringen er, at administrationen i første omgang arbejdede ud fra et forsigtighedsprincip og meldte et potentielt behov ud. Efter en fornyet gennemgang viser tallene, at behovet er lavere end først antaget.
Budgettet forventes vedtaget i Byrådet den 6. oktober 2026.
Næstved Kommune er Danmarks 15. største kommune og arealmæssigt Sjællands største kommune.
Se budgetkataloget her: Høring til budget 2027 | Næstved Kommune
Nøgleord
Kontakter
Henrik HarderKommunaldirektør, Næstved Kommune
Tlf:41770211henhar@naestved.dkBilleder

Næstved Kommune
Næstved Kommune er Danmarks 15. største kommune med mere end 85.000 indbyggere. Kommunen dækker 681 km², hvilket gør den til Sjællands største - arealmæssigt.
Næstved er hovedbyen og et centralt handels-, uddannelses- og kulturcentrum for Sydsjælland. Kommunen rummer både større byområder, landsbyer og omfattende naturområder med kyst, skove og Susåen, som er Danmarks femte største å.
Næstved Kommune har gode transportforbindelser til resten af Sjælland. Der er fire togstop: Glumsø, Næstved Nord, Holme Olstrup og Næstved Station. Fra Næstved Station tager det 42 minutter med tog til København H. og 30 minutter til Nykøbing F.
Kommunen har vækst i tilflyttere og er et regionalt knudepunkt for erhverv og turisme.
Følg pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Næstved Kommune
Samlingshuset Birkevang tager form med hjælp fra frivillige17.8.2026 10:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Næstved Kommune er i fuld gang med at etablere Samlingshuse i flere lokalområder. I Herlufmagle inviterer Samlingshuset Birkevang den 8. september til kick-off. Huset har allerede tiltrukket flere frivillige, og de aktive drømmer om at udvide aktiviteterne til gavn for hele lokalsamfundet.
Nu skal vinterfremkommeligheden i Næstved Kommune sikres11.8.2026 15:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Næstved Kommune åbner nu udbud og inviterer til drop‑in‑møde for kommende vinterberedskab 24. august.
Økonomisk pres får Næstved Kommune til at forberede budgetkatalog6.8.2026 17:30:15 CEST | Pressemeddelelse
Næstved Kommune ser ind i et potentielt driftsunderskud på 78 millioner kroner for 2027, og derfor er administrationen nu gået i gang med at udarbejde et budgetkatalog for mulige omprioriteringer i kommunens budget.
Udbud åbner for nyt friplejehjem i Næstved30.6.2026 15:24:07 CEST | Pressemeddelelse
Næstved Kommune åbner for bud på stort udviklingsområde i Stenlængegårdområdet med mulighed for opførsel af friplejehjem og op mod 250 boliger.
Nedrivningen af den gamle Næstved Svømmehal sættes i gang29.6.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den tidligere Næstved Svømmehal på Nygårdsvej skal nedrives. Det bliver Tscherning, der står for arbejdet, der igangsættes i uge 28. Dermed afrundes et historisk kapitel og på området gives der plads til nye grønne arealer.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum