Verdensberømt trapezartist får nyt liv på Randers-gavl
21.8.2026 11:59:00 CEST | Randers Kommune | Pressemeddelelse
I de kommende dage begynder et stort portræt af La Norma at tage form på en gavl på Tørvebryggen. Randers Teater har taget initiativ til gavlmaleriet, og opførelsen sker samtidig med at teatret lørdag har officiel premiere på forestillingen om den verdensberømte trapezartist, der blev født i Randers. Dermed kan La Norma både opleves på scenen og i bybilledet.

En flere meter stor trapezartist kommer snart til at svæve over hovederne på bilister, cyklister og andre trafikanter på Tørvebryggen i centrum af Randers. Her skal den store, ensfarvede gavl på Tørvebryggen 8 forvandles til et farverigt maleri af Norma Nielsen – bedre kendt under sit kunstnernavn La Norma.
Arbejdet med gavlmaleriet begynder fredag 21. august, hvor kunstnerparret Oliver Streich og Els Cools går i gang med at forvandle gavlen. Det færdige maleri kommer til at forestille La Norma i fuld fart gennem luften, hængende fra trapezen i fødderne.
Gavlmaleriet er blevet til på initiativ af Randers Teater og i et samarbejde mellem bygningsejer, STO Danmark A/S, LOXAM A/S, Malerfirma Thage W Nielsen A/S, Jysk Vin og Randers Kommune. Projektet er et eksempel på, hvordan kommunens ambition om mere kunst i det offentlige rum kan løftes i samarbejde med lokale aktører.
"Nu får Randers endnu et stort og flot gavlmaleri, og jeg glæder mig til at se det færdige resultat. Det bliver et farverigt maleri med masser af bevægelse – og ikke mindst en spændende historie om La Norma, en af byens kendte kulturpersonligheder. Jeg vil gerne sende en stor tak til Randers Teater for at tage initiativet til gavlmaleriet, der er blevet til virkelighed i samarbejde mellem private aktører, erhvervsliv, kulturliv og kommune. Det viser, at vores kulturpolitik med fokus på mere gavlkunst er lykkedes. At vi når langt, når vi arbejder sammen. Og det er en gave til os alle.” siger Erik Bo Andersen, formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget i Randers Kommune.
Fra trapezen til bybilledet og teaterscenen
La Norma blev født i Randers i 1926 og blev som ung trapezartist en del af cirkusverdenen. Hun optrådte blandt andet i Europa og USA og blev internationalt anerkendt for sine præstationer i luften. La Norma døde 8. august i år, 100 år gammel, i sit hjem i Sarasota, Florida. Samtidig med at gavlmaleriet tager form på Tørvebryggen, fortæller Randers Teater La Normas historie fra scenen i forestillingen La Norma – pigen i trapezen. Forestillingen har officiel premiere lørdag 22. august på Randers Teater.
”Vi ønsker at hylde en kvinde fra Randers, der opnåede noget helt exceptionelt inden for sit felt, og som også havde en særlig evne til at overkomme den modstand, som livet kan udsætte en for. Hun havde en ukuelig livsvilje og var et imponerende menneske. Jeg håber selvfølgelig, at folk med glæde vil tage gavlmaleriet til sig. Og måske også blive stolte over, at hun var fra Randers,” siger teaterdirektør Peter Westphael.
Dermed kommer La Norma til at være synlig i Randers på flere måder denne sensommer. Fra fredag begynder hendes portræt langsomt at tage form på en af byens gavle. Der planlægges officiel indvielse lørdag den 29. august kl. 13, hvor interesserede er velkomne til at kigge forbi. På scenen spiller La Norma – pigen i trapezen to udsolgte forestillinger 1. og 2. september samt til skoleforestillinger på Randers Teater i perioden 24. august - 4. september.
FAKTA: GAVLMALERI MED LA NORMA
Adresse: Tørvebryggen 8, Randers C
Arbejdet begynder: Fredag 21. august 2026
Kunstnere: Oliver Streich og Els Cools
Motiv: La Norma som trapezartist
Initiativtager: Randers Teater
Samarbejde: Bygningsejer, STO Danmark A/S, LOXAM A/S, Malerfirma Thage W Nielsen A/S, Jysk Vin og Randers Kommune.
Kontakter
Teaterdirektør Peter Westphael, Randers Teater, tlf.: 2049 0352
Formand for Sundheds-, Idræts- og Kulturudvalget i Randers Kommune, Erik Bo Andersen,
tlf.: 2020 9070.
Pressevagt
Tlf:89 15 12 00presse@randers.dkBilleder

Følg pressemeddelelser fra Randers Kommune
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Randers Kommune
Randers Fjord Stien indvies med fire fælles vandreture21.8.2026 12:51:34 CEST | Pressemeddelelse
Onsdag den 2. september kl. 16.00 indvies Randers Fjord Stien officielt, når borgere, foreninger og besøgende samles fire forskellige steder i Naturpark Randers Fjord for at markere åbningen af 112 kilometer nye vandreruter.
Kom til borgermøde om rammerne for kommunens budget20.8.2026 12:42:37 CEST | Pressemeddelelse
Randers Byråd inviterer til borgermøde om rammerne for kommunens budget 2027-2030.
Fodbold skal hjælpe flere unge ind i fællesskaber – ny femårig aftale i Randers19.8.2026 13:08:44 CEST | Pressemeddelelse
Randers Kommune, DBU og DBU Jylland har indgået en ny femårig velfærdsalliance. Samarbejdet skal få flere børn og unge ind i stærke fritidsfællesskaber og bruge fodbolden som løftestang for trivsel, deltagelse og nye muligheder – blandt andet for unge, der står uden for job og uddannelse.
Randers topper ny national status på Ungeløftet18.8.2026 06:50:00 CEST | Pressemeddelelse
Randers Kommune har den højeste andel af unge i job og uddannelse via Ungeløftet-indsatser ifølge nye tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).
Kom tættere på tankerne om Forsvaret til Randers17.8.2026 13:34:56 CEST | Pressemeddelelse
Nu bliver alle inviteret til informationsmøde om, hvad et kommende simulations- og konferencecenter for Forsvaret er, hvad potentialet er, og hvorfor det kan ligge på den gamle kaserne i Randers. Det foregår 1. september kl. 19-21 i Underværket
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum