Stiftelsen Georg Stages Minde

Georg Stage besøger Skagen før afgang fra Danmark

20.8.2026 16:15:24 CEST | Stiftelsen Georg Stages Minde | Pressemeddelelse

Del

Skoleskibet Georg Stage anløber Skagen Havn fredag den 21. august. Åbent skib for besøgende i weekenden 22.-23. august kl. 18-20.

Georg Stage

Det er næsten 70 år siden, Georg Stage første gang besøgte Skagen Havn. Det skete den 29. juli 1957 på invitation fra daværende havnemester Aage Petersen, der selv havde været understyrmand på skoleskibet i 1916.

Besøget i 1957 blev noget af en festlig begivenhed. Eleverne blev inviteret på bustur til seværdigheder i Skagens omegn og efterfølgende beværtet i Marinestuen. Fra forskellig side modtog eleverne gaver i form af is, mens købmand Saxberg donerede en elektrisk højttaler til skibet. Chr. Christensens Maskinfabrik servicerede desuden skibets motor uden beregning.

Om de nuværende elever og skibet bliver ligeså forkælet ved dette besøg, må tiden vise.

Hele Danmarks skoleskib
Georg Stage har siden 1882 uddannet unge til et liv på søen og er verdens ældste sejlende søfartsskole. I dag uddannes 126 unge om året fordelt på to 20 uger lange togter. 

”Vores elever kommer fra hele landet, og derfor er det vigtigt for os også at besøge de danske havne. Georg Stage er hele Danmarks skoleskib, og det er noget helt særligt at opleve skibet indefra og møde den maritime kulturarv på tæt hold,” siger direktør Pernille Drost.

”Som med mange af de danske havne er der en forbindelse mellem Georg Stage og Skagen. Skagens Marineforening støttede gennem mange år, lokale unge økonomisk, så de kunne komme på Georg Stage, og vi har været med til at uddanne dygtige sømænd til byen. Det gør besøget i Skagen ekstra sjovt for os,” siger Pernille Drost.

Under det 20 uger lange togt bliver eleverne uddannet til ubefarne skibsassistenter og får en grundlæggende maritim uddannelse. For nogle af eleverne er mødet med Georg Stage samtidig deres første møde med søfarten og livet til søs, og første gang, de skal undvære fast grund under fødderne.

Maritime uddannelser helt tæt på
Besøget i Skagen giver mulighed for at opleve det historiske skib på tæt hold, møde eleverne og høre mere om livet til søs og mulighederne inden for de maritime uddannelser.

Lørdag og søndag den 22.-23. august er der bod på kajen foran skibet fra kl. 12.00. Her kan man møde elever fra skoleskibet, høre om deres oplevelser om bord og få svar på spørgsmål om Georg Stage, optagelse og den videre vej ind i Det Blå Danmark.

Der er åbent skib begge dage kl. 18.00-20.00.

Skagen er sidste danske havn på årets andet togt. Herfra fortsætter eleverne ud i verden med kurs mod Skotland, Irland, Spanien og Frankrig, inden togtet afsluttes i København i december. 

Praktisk information
Skoleskibet Georg Stage i Skagen Havn, Gl. Pier, kaj 14

Fredag den 21. august
Georg Stage anløber Skagen Havn.

Lørdag den 22. og søndag den 23. august
Bod på kajen foran skibet: fra kl. 12.00 begge dage

  • Åbent skib: kl. 18.00-20.00 begge dage

Det er gratis at besøge skibet.

Nøgleord

Kontakter

Fakta om Skoleskibet Georg Stage

Eleverne og uddannelsen

  • Antal elever: 63 elever på hvert togt (to togter om året)
  • Togterne: 2 togter årligt a 20 uger.
  • Uddannelsen: Ubefaren skibsassistent (maritim grunduddannelse / GMU)
  • Fællesskabet: Eleverne bor, spiser og arbejder tæt sammen døgnet rundt. Det opbygger en helt unik disciplin og samarbejdsevne.
  • Uddannelsen er SU-berettiget / hører under Forsknings-, uddannelses- og digitaliseringsministeriet

Hvad kan eleverne blive bagefter?

  • Direkte i erhverv: Job som ubefaren skibsassistent på handelsflådens skibe, passagerfærger, offshore-skibe, forskningsskibe eller i vindmølleindustrien til søs.
  • Videreuddannelser:
    • Befaren skibsassistent
    • Kyst- eller sætte, eller fiskeskipper
    • Maskinmester / skibsmaskinist
    • Skibsfører
    • Officer i søværnet

 

Skibet og Stiftelsen Georg Stages Minde

  • Skibstype: Tremastet fuldrigger
  • Søsat: i 1934 (Det oprindelige Georg Stage stævnede ud første gang i 1882).  
  • Dimensioner: Ca. 50 meter lang, 8 meter bred og 30 meter høj
  • Rig: 7.000 meter tovværk
  • Ejer: Skibet ejes og drives af Stiftelsen Georg Stages Minde: en privat stiftelse, som har uddannet søfolk i over 140 år.
  • Ejer: Stiftelsen Georg Stages Minde – Danmarks ældste uafhængige skoleskibsstiftelse,
    som har uddannet søfolk i mere end 140 år.

Følg pressemeddelelser fra Stiftelsen Georg Stages Minde

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Stiftelsen Georg Stages Minde

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye