Fleksible netuddannelser tiltrækker nye målgrupper
21.8.2026 05:15:00 CEST | Københavns Professionshøjskole | Pressemeddelelse
STUDIEOPTAG: Flere vælger i dag en professionsuddannelse, der helt eller delvist kan læses online. På Københavns Professionshøjskole er de studerende på netuddannelserne 7 år ældre end deres medstuderende på de ordinære forløb.

Der har været rift om pladserne, efter Københavns Professionshøjskole (KP) i år for første gang åbnede en netbaseret socialrådgiveruddannelse i København. 134 ansøgere havde uddannelsen som førsteprioritet — til kun 35 pladser. Det betyder, at omkring hver fjerde ansøger fik tilbudt en plads.
En af dem er den 49-årige skuespiller Maria Erwolter, der efter 25 år i faget nu indleder et nyt kapitel i sit arbejdsliv. Sidste år udgav hun sammen med sin mand Laust Sonne en bog om misbrug i familier, og arbejdet med bogen — og de foredrag, det affødte — vakte lysten til at arbejde professionelt med mennesker, der har brug for hjælp.
“Jeg kunne mærke, at der var noget i mig, der skulle noget andet. Jeg skal ud at hjælpe nogle mennesker, og der synes jeg, at socialrådgiveruddannelsen er den, der dækker bredest i forhold til det, jeg gerne vil bagefter”, siger Maria Erwolter.
En uddannelse, der kan passes ind i livet
Maria Erwolter havde indstillet sig på, at et karriereskifte betød fremmøde hver dag. Men da hun undersøgte mulighederne på KP’s hjemmeside, opdagede hun den nye netbaserede socialrådgiveruddannelse.
“Da jeg læste, at den netbaserede uddannelse eksisterede, var jeg slet ikke i tvivl om, at det var det, jeg skulle. Jeg havde svært ved at se, hvordan jeg i praksis skulle gå i skole hver dag”, siger hun.
Med familie og et arbejdsliv, der blandt andet bringer hende til udlandet, var en traditionel hverdag på campus svær at forestille sig. På netuddannelsen foregår en stor del af studiet som selvstudie, suppleret af fysiske møder på campus. Praktikken er derimod den samme som på den ordinære uddannelse og foregår fysisk på en arbejdsplads — den del kan ikke gennemføres online.
“Jeg har familie, jeg har barn, og jeg har en karriere, som primært ligger i udlandet. Det kan føles meget stort at give det hele op for at gå i skole hver eneste dag. Det her passer sindssygt godt ind i mit liv. Det er helt skræddersyet til mig”.
Netstuderende er syv år ældre
I år er 119 nye studerende blevet optaget på en ordinær professionsbacheloruddannelse på KP, der udbydes netbaseret — og tallene tegner et klart billede: uddannelsesformen tiltrækker en anden gruppe end de traditionelle udbud.
Gennemsnitsalderen på KP’s netbaserede lærer-, pædagog- og socialrådgiveruddannelser er 31 år, mod 24 år på de tilsvarende ordinære uddannelser.
“Vi kan se, at netuddannelserne tiltrækker en lidt anden gruppe studerende. Mange er længere i livet, har familie og job og måske allerede en uddannelse eller en karriere bag sig. For dem kan fleksibiliteten være det, der gør forskellen på, om det overhovedet er muligt at begynde på en ny uddannelse”, siger studiechef på KP Jacob Krummes.
Han peger på, at mange af de studerende kommer med erfaring fra et allerede langt arbejdsliv:
“Når man vælger at begynde på en professionsuddannelse senere i livet, er det ofte et bevidst valg. De studerende kommer med erfaringer fra både arbejdsliv og familieliv, og mange ved præcist, hvorfor de vil uddannelsen. Samtidig kræver en netuddannelse, at man kan strukturere sin tid og tage et stort ansvar for sit eget studie”.
Det kan Maria Erwolter genkende.
“Hvis du i en sen alder vælger at gå i gang med at læse, er det, fordi du virkelig gerne vil det. Jeg tror, der er noget disciplin, der ændrer sig, når du træder tilbage på skolebænken i en alder af 50”, siger hun.
Også på KP’s sygeplejerskeuddannelse i Hillerød — hvor de studerende selv vælger, om de vil følge undervisningen fysisk eller online — er de nye studerende ældre: gennemsnitsalderen er 28 år, mod 24 år blandt de nye sygeplejerskestuderende i København.
Vil have faglig ballast
For Maria Erwolter handler studiestarten ikke kun om at skifte branche, men om at få faglig viden om de problemstillinger, hun de seneste år har beskæftiget sig med. Socialrådgiveruddannelsens kombination af socialfaglig og juridisk viden var afgørende for hendes valg.
“Jeg glæder mig rigtig meget til at få viden om, hvilke muligheder jeg som socialrådgiver har for at hjælpe mennesker. Hvad er det for nogle midler, der rent faktisk er til rådighed? Hvordan kan jeg bedst muligt hjælpe folk ud fra deres udgangspunkt?”
Selv om det er mere end 25 år siden, hun sidst sad på skolebænken, glæder hun sig til at komme i gang.
“Hvis du havde spurgt mig for 20 år siden, så skulle jeg aldrig have været socialrådgiver. Det kunne jeg aldrig i mit liv have forestillet mig”.
FAKTA: 119 nye studerende på KP’s netuddannelser
Socialrådgiveruddannelsen
• 35 studerende optaget på den nye netbaserede uddannelse i København
• 134 førsteprioritetsansøgere søgte de 35 pladser
• 9 studerende optaget på Bornholm, hvor uddannelsen udbydes hvert tredje år og nu er netbaseret
• I alt: 44 nye netstuderende
Læreruddannelsen
• 24 studerende optaget på netuddannelsen
• 8 studerende optaget på det netbaserede udbud på Bornholm
• I alt: 32 nye netstuderende
Pædagoguddannelsen
• 43 studerende optaget på det netbaserede udbud
I alt
• 119 nye studerende optaget på KP’s netbaserede ordinære professionsbacheloruddannelser
Fleksibel sygeplejerskeuddannelse
• 179 nye studerende optaget på sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød
• Her kan de studerende selv vælge, om de vil følge den teoretiske undervisning fysisk eller online
• Uddannelsen er derfor ikke medregnet blandt de 119 studerende på de netbaserede uddannelser
Tallene omfatter de ordinære professionsbacheloruddannelser. KP udbyder derudover merit- og efteruddannelser med fleksible undervisningsformer.
Nøgleord
Kontakter
Michael AndersenPressechef
Tlf:23445383micn@kp.dkJacob KrummesStudiechef
Tlf:31 41 77 67jakr@kp.dkBilleder




Fakta om Københavns Professionshøjskole
Københavns Professionshøjskole (KP) er med mere end 19.000 studerende en af de største videregående uddannelsesinstitutioner i Danmark. KP uddanner fremtidens pædagoger, sygeplejersker, lærere, socialrådgivere, fysioterapeuter, jordemødre og mange flere. I alt udbyder vi 23 praksisnære videregående uddannelser – også kaldet professionsbacheloruddannelser.
Hos os er livslang læring og karriereveje særligt i fokus. Det betyder, at vi har et rigt udbud af videreuddannelser, ligesom vi også tilbyder merit- og sporskifteuddannelser, som typisk tages senere i livet. Derudover bedriver vi praksisnær og anvendelsesorienteret forskning inden for de områder, vi uddanner i og til. På den måde udvikler vi ny viden, som bruges i vores undervisning, bidrager til udvikling af vores fagprofessioner og er med til at løse nogle af samfundets største udfordringer.
Følg pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Københavns Professionshøjskole
Flere får tilbud om studieplads på KP: Læreruddannelsen går frem for andet år i træk28.7.2026 00:01:00 CEST | Pressemeddelelse
4.691 ansøgere har fået tilbud om en studieplads på KP. Lærer-, sygeplejerske- og socialrådgiveruddannelsen går frem, mens pædagoguddannelsen fortsat er udfordret.
Kvote 1: Fremgang til lærer i Hillerød – Bornholm fastholder det gode momentum5.7.2026 13:26:32 CEST | Pressemeddelelse
Flere ansøgere har sat kryds ved lærer- og sygeplejerskeuddannelsen i Hillerød, mens Bornholm fastholder den stærke søgning til pædagoguddannelsen og oplever fremgang til den netbaserede læreruddannelse.
Kvote 1: Flere vælger KP – ny socialrådgiveruddannelse får markant flere ansøgere5.7.2026 13:11:03 CEST | Pressemeddelelse
Interessen for Københavns Professionshøjskoles uddannelser er stigende. Antallet af førsteprioritetsansøgere er vokset med 3,1 procent, og særligt socialrådgiveruddannelsen oplever en markant fremgang.
Helle Bjerg bliver ny institutchef for læreruddannelsen på KP19.6.2026 12:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Fra 1. august 2026 får Institut for Læreruddannelse på Københavns Professionshøjskole ny chef. Det bliver Helle Bjerg, der kommer med en usædvanlig bred profil: hun har undervist på læreruddannelsen, forsket i skoleudvikling og senest ledet en folkeskole.
Årets Underviser 2026: God undervisning opstår, når der sker noget mellem mennesker i rummet4.6.2026 11:08:40 CEST | Pressemeddelelse
Lektor Isa Neimann Thomasen fra bioanalytikeruddannelsen modtager KP-prisen for Fremragende Undervisning 2026. Hun hyldes blandt andet for sin evne til at skabe et trygt, engagerende og fagligt stærkt læringsmiljø for de studerende.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum