Ny storregion tager form: Region Østdanmark bliver ét ansættelsesområde
18.8.2026 19:13:23 CEST | Region Østdanmark | Pressemeddelelse
Den nye Region Østdanmark får til opgave at skabe mere lighed i sundhed. For at understøtte dette har regionsrådet besluttet, at regionen bliver ét ansættelsesområde. Langt de fleste medarbejdere kommer imidlertid til at arbejde samme sted som i dag.
Region Sjælland og Region Hovedstaden bliver til én samlet region fra januar 2027. I den kommende Region Østdanmark vil alle ansatte have ét fælles ansættelsesområde. Det har det forberedende regionsråd i Region Østdanmark netop besluttet.
Regionsrådsformand i Region Østdanmark Lars Gaardhøj (S) fortæller, at ét ansættelsesområde er en del af grundlaget for at skabe et bedre sundhedsvæsen i Østdanmark.
- Som jeg ser det, er der brug for ét ansættelsesområde i Region Østdanmark, så vi kan lykkes med at skabe et mere nært, sammenhængende og retfærdigt sundhedsvæsen. Ambitionen med sundhedsreformen er at styrke de tilbud, som danskerne får i hele geografien. Forskellene mellem vores sundhedstilbud er nemlig blevet for store. Det betyder, at vi nogle steder skal styrke kapaciteten og konkret have en bedre fordeling af medarbejdere, siger han og fortsætter:
- Det ser vi allerede ske i dag med partnerskaber på tværs af hospitaler, hvor sundhedsfaglige medarbejdere kan arbejde to steder. Nogle gange i korte perioder, andre gange vil det være lidt længere tid. Målet er at opbygge robuste tilbud til gavn for patienterne.
Et ansættelsesområde er det område, som en medarbejder er ansat i og kan flyttes indenfor.
De fleste bliver, hvor de er
Regionsdirektør i Region Østdanmark Jens Gordon Clausen fortæller, at både politikerne og koncernledelsen har fokus på, at beslutningen om et ansættelsesområde bliver forvaltet med omtanke.
- Engagerede medarbejdere og stærke faglige miljøer er en forudsætning for et godt sundhedsvæsen. Vi kommer af den grund ikke til at bede medarbejdere flytte vilkårligt rundt i regionen. Langt de fleste medarbejdere vil ikke opleve nogle ændringer i deres daglige arbejde, siger han og fortsætter:
- Borgerne skal have et mere nært, lige og robust sundhedsvæsen i hele regionen. I nogle situationer vil vi derfor skulle opbygge og udvikle sundhedstilbud, fx i yderområder af regionen. Her vil dialog og samarbejde være vejen frem. Jeg ved, at mange af vores medarbejdere i klinikken godt kan se det meningsfulde i at hjælpe med at styrke sundhedstilbuddene i hele geografien, hvis vi finder vejen frem sammen.
Et ansættelsesområde betyder bl.a. at medarbejdere tager deres anciennitet med og undgår en ny prøvetid, hvis de skifter direkte til nyt job i regionen. Dermed bevarer de en række fordele. Det betyder også, at opgaver, funktioner og medarbejdere i særlige tilfælde kan blive flyttet til et andet geografisk område, hvor borgerne har mere brug for sundhedsydelsen.
Bedre lægedækning
Partnerskaber mellem hospitaler i Region Sjælland og Region Hovedstaden kommer til at fortsætte på tværs af den kommende Region Østdanmark. Beslutningen om ét fælles ansættelsesområde er på den måde blot et supplement til allerede eksisterende indsatser, fortæller regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S).
- Vi har allerede gode erfaringer, som viser, at vi kan løse bemandingsudfordringerne og styrke patientbehandlingen ved at finde fleksible løsninger såsom partnerskaber. Sidste år bidrog hospitaler i Region Hovedstaden eksempelvis til vagtdækningen på Gynækologisk og Obstetrisk Afdeling i Nykøbing F. Samarbejdet er ikke længere nødvendigt, da afdelingen i dag har kunnet rekruttere og har skabt et robust setup, siger han.
Fakta
- Ét ansættelsesområde udgør det område, som en medarbejder er ansat i og kan flyttes indenfor.
- I både Region Sjælland og Region Hovedstaden kan medarbejdere i dag blive flyttet inden for de to regioners nuværende ansættelsesområde.
- I Region Sjælland anvendes en praksis med en øvre grænse for den mertransport, som en medarbejder skal acceptere ved en flytning.
- Løsningen i den kommende Region Østdanmark er inspireret af praksis i Region Sjælland.
- I Region Østdanmark vil der derfor gælde en tidsgrænse for forøgelse af den daglige transporttid svarende til den, der kendes fra Region Sjælland i dag. Grænsen er 45 minutters mertransporttid hver vej - det vil sige op til 90 minutter i alt pr. dag.
Kontakter
Pressevagt Region Østdanmark
Telefonen er åben 8.00-16.00 alle hverdage
Links
Følg pressemeddelelser fra Region Østdanmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Region Østdanmark
Region Østdanmark skifter sundhedskort ud løbende19.8.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Når Region Hovedstaden og Region Sjælland bliver til Region Østdanmark i 2027, bliver sundhedskortene skiftet ud i takt med at kortene fornyes. De nuværende kort bliver ved med at være gyldige.
Regioner styrker den akutte hjælp til borgere i psykisk krise17.8.2026 06:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Region Sjælland og Region Hovedstaden styrker hjælpen til borgere i akut psykisk krise. I dag lanceres den psykiatriske akuttelefon, og borgerne får dermed én fælles telefonisk indgang, uanset om de har akut opstået fysisk eller psykisk sygdom.
Fra Region Sjælland til Region Østdanmark: Ny rådssal udvidet og indviet i Sorø11.8.2026 17:06:39 CEST | Pressemeddelelse
Den kommende Region Østdanmark har fået sine politiske rammer på plads. I dag er den udvidede regionsrådssal i Sorø blevet indviet og dermed er endnu en milepæl nået på vejen mod den nye region, der bliver en realitet 1. januar 2027.
Mere end hver anden borger i Østdanmark bruger nu digital indgang til sundhedsvæsenet7.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Patienterne er flittige til at bruge appen MinSP, som giver digital adgang til egen og pårørendes journal og bl.a. bruges til hjemmeindlæggelser. Antallet af brugere runder nu halvanden million i Østdanmark. Regionsrådsformand Lars Gaardhøj (S) ser det som en styrke i arbejdet med at sikre lige adgang til sundhed i den kommende Region.
Gravide i Østdanmark slipper for at bære rundt på papirjournal20.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Den fysiske vandrejournal for gravide bliver nu udfaset i Østdanmark. Med appen ’Min Graviditet’ skal de mere end 28.500 kvinder, der forventet hvert år vil føde i den kommende Region Østdanmark, sikres et nemt og samlet overblik over hele deres forløb.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum