Dansk Akvakultur Producentorganisation

Dansk Akvakultur Producentorganisation tager afsked med Niels Ebbe Dalsgaard

18.8.2026 14:17:33 CEST | Dansk Akvakultur Producentorganisation | Pressemeddelelse

Del

En markant formand, virksomhedsleder og utrættelig forkæmper for hele akvakulturerhvervet er gået bort alt for tidligt.

Niels Ebbe Dalsgaard. 18. maj 1962 - 14. august 2026. Bisættelsen finder sted i Sankt Mikkels Kirke i Slagelse den 27. august kl. 12.00.
Niels Ebbe Dalsgaard. 18. maj 1962 - 14. august 2026. Bisættelsen finder sted i Sankt Mikkels Kirke i Slagelse den 27. august kl. 12.00. DAPO

Fredag den 14. august 2026 mistede dansk Akvakultur producentorganisation Niels Ebbe Dalsgaard. Efter at være blevet ramt af en blodprop i hjernen kom han sig desværre ikke. Han gik bort alt for tidligt.

Niels Ebbe Dalsgaard var formand for Dansk Akvakultur Producentorganisation og administrerende direktør for Musholm A/S. Gennem årtier satte han et markant aftryk på erhvervet med sin store faglige viden, sit høje tempo og sin evne til at forene blik for detaljen med langsigtede visioner.

Han kendte den praktiske virkelighed i akvakulturen indgående og vidste, hvad det kræver at investere langsigtet, skabe arbejdspladser og producere fisk til det danske og internationale marked. Den erfaring gav hans formandskab en særlig tyngde og troværdighed.

En formand for hele erhvervet

Som formand satte Niels helheden først. Han arbejdede for hele værdikæden og for alle produktionsformer - fra avl, klækkerier og foder til dambrug, havbrug, recirkulerede anlæg, skaldyrsopdræt, forarbejdning, eksport og senest også tang. Han så styrken i, at alle dele af akvakulturen stod sammen.

Også når branchen stod over for vanskelige beslutninger, blandt andet i forbindelse med IHN-virus, var Niels med til at samle erhvervet om løsninger med et langsigtet perspektiv. Han bevarede samtidig dialogen med myndigheder, politikere og øvrige interessenter. Det krævede politisk tæft, vedholdenhed og en dyb respekt for hele branchens ve og vel.

"Det er stadig svært at forholde sig til, at Niels er væk. Jeg mødte ham for snart 20 år siden, da jeg selv begyndte i akvakulturbranchen. Han var usædvanligt begavet og vidende, og man skulle stå tidligt op for at følge med i det tempo, han lagde for dagen. Samtidig var han fair over for alle - store som små - og han sagde sin mening ligeud, men altid med respekt for den, han talte med."
Morten Priess, fungerende formand for Dansk Akvakultur Producentorganisation

"Niels var både detaljens mand og den visionære. Når noget skulle forfattes, gav han ikke op, før teksten stod knivskarpt. Samtidig kunne han tage de lange briller på og sikre, at de store beslutninger for hele branchen blev taget og ført ud i livet. Vi vil savne hans ukuelige engagement, hans drive, hans humor og hans empatiske væsen. Han var en ener i vores branche."
Morten Priess på vegne af bestyrelsen for Dansk Akvakultur Producentorganisation

En stærk stemme og en nær sparringspartner

Niels havde en stærk interesse for det politiske arbejde og et vedholdende, strategisk fokus på rammevilkårene for dansk akvakultur. Han insisterede på, at akvakulturen skulle høres, forstås og tages alvorligt, og han udfordrede beslutninger, når han mente, at de ikke var fagligt eller praktisk velbegrundede.

"Niels sagde ofte om sig selv: 'Jeg er bare en fiskemand.' Men han var ikke bare en fiskemand. Han var en stærk og markant stemme for hele akvakulturerhvervet. Når han ringede fra bilen, begyndte samtalen ofte med: 'Hvordan går det? Jeg har lige to ting.' De to ting blev som regel til fire eller fem opgaver. Sådan var han: idérig, ærlig, vedholdende og altid optaget af, at tingene blev ført helt til dørs."
René Christensen, direktør i Dansk Akvakultur Producentorganisation

I sekretariatet oplevede man Niels som en engageret og krævende formand. Han stillede spørgsmål, udfordrede og satte nye opgaver i gang, men gav samtidig medarbejderne tillid, ansvar og mulighed for at udvikle sig. Hans omfattende viden og oprigtige interesse for arbejdet gjorde sekretariatet skarpere og løftede organisationen.

Med Niels' bortgang har Musholm A/S mistet en markant direktør og leder. Dansk Akvakultur Producentorganisation har mistet en stærk formand og en utrættelig forkæmper for erhvervet. Bestyrelsen og sekretariatet har mistet en vigtig sparringspartner og et menneske, som man kom til at holde af og respektere.

Dansk Akvakultur Producentorganisation sender de varmeste tanker til Niels' kæreste Karin, hans familie, medarbejderne i Musholm A/S og alle andre, der stod ham nær.

Bisættelsen finder sted i Sankt Mikkels Kirke i Slagelse den 27. august kl. 12.00.

Æret være Niels Ebbe Dalsgaards minde.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Dansk Akvakultur Producentorganisation

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Akvakultur Producentorganisation

Nyt groft hærværk mod havbrugsvirksomhed: Ingen skal gå på arbejde i frygt for vold3.8.2026 11:39:16 CEST | Pressemeddelelse

Flere store arbejdsskibe tilhørende Musholm A/S i Reersø har fået skåret fortøjningerne over. På et af skibene er elektronisk udstyr i styrehuset blevet smadret med, hvad der efter skaderne at dømme kan ligne en økse. Dansk Akvakultur Producentorganisation kræver et klart politisk opgør med angreb på lovlige virksomheder og den stadig mere aggressive retorik mod havbrug.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye