Dansk Blindesamfund

Dansk Blindesamfund klager over Rejsekortet

20.8.2026 11:22:00 CEST | Dansk Blindesamfund | Pressemeddelelse

Del

Dansk Blindesamfund har i dag indgivet en klage til Erhvervsstyrelsen og Trafikstyrelsen over Rejsekortets nye gule standere, såkaldte Checkpunkter, for ikke at leve op til tilgængelighedsloven.

Foto: Diana Stentoft, formand Dansk Blindesamfund
Foto: Diana Stentoft, formand Dansk Blindesamfund

I juni blev det blå Rejsekort udfaset og erstattet af en digital app og et nyt fysisk Basiskort til rejsende, der ikke er digitale. 

Dansk Blindesamfund har i dag indgivet en klage til Erhvervsstyrelsen og Trafikstyrelsen over de nye gule standere, såkaldte Checkpunkter, for ikke at leve op til Lov om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (tilgængelighedsloven).

Dansk Blindesamfund klager, da Checkpunkterne, som bruges til ind- og udtjekning med Basiskortet, ikke er fuldt tilgængelige for landets 12.500 blinde og stærkt svagsynede.

Touchskærmen på de gule standere mangler nemlig både taktile elementer, tekst-til-tale og tilstrækkeligt tydelige farvekontraster.

Det betyder, at blinde og stærkt svagsynede ikke kan benytte alle funktioner selvstændigt og dermed ikke har mulighed for at rejse på lige vilkår som seende.

”Det er ærgerligt, at vi er nødt til at gå klagevejen, for tilgængelighedsloven har været kendt siden 2022, og selvfølgelig skal vi som blinde og stærkt svagsynede kunne rejse rundt i landet med offentlig transport som alle andre,” siger Diana Stentoft, landsformand for Dansk Blindesamfund.

Checkpunkter er ikke tilgængelige for blinde og svagsynede

Brugere af Basiskortet skal anvende de nye gule standere til at tjekke ind og ud.

Indtjekning af medrejsende voksne, børn, hunde eller cykler sker ved at trykke på bestemte felter på touchskærmen og derefter ved at bruge plus- og minusknapper til at angive det ønskede antal.

Da touchskærmen mangler taktile elementer og tilstrækkeligt tydelige farvekontraster, har blinde og stærkt svagsynede ikke mulighed for at vide, hvor på skærmen der skal trykkes.

Da touchskærmen mangler tekst-til-tale, har blinde og stærkt svagsynede heller ikke mulighed for at få bekræftet, om man har valgt den rigtige type medrejsende og det rigtige antal, inden man tjekker ind.

”Blinde og stærkt svagsynede er derfor afhængige af hjælp fra andre for at kunne ind- og udtjekke medrejsende voksne, børn, hunde eller cykler korrekt. Det begrænser muligheden for at rejse selvstændigt og skaber risiko for fejl i forbindelse med indtjekningen”, siger Diana Stentoft, landsformand for Dansk Blindesamfund.

Dansk Blindesamfund Klager til Erhvervsstyrelsen og Trafikstyrelsen

Dansk Blindesamfund har i klagen bedt Erhvervsstyrelsen og Trafikstyrelsen vurdere, om de nye Checkpunkter lever fuldt ud op til alle dele af tilgængelighedsloven.

Erhvervsstyrelsen og Trafikstyrelsen er også blevet bedt om at beskrive, hvilke sanktioner Rejsekort & Rejseplan A/S i så fald vil blive pålagt for at sikre, at de nye Checkpunkter kommer til at efterleve loven.

”Dansk Blindesamfund mener, at alle blinde og svagsynede skal kunne benytte den kollektive trafik ligesom alle andre. Jeg er derfor spændt på, hvilken afgørelse Erhvervsstyrelsen og Trafikstyrelsen kommer frem til”, siger Diana Stentoft, landsformand for Dansk Blindesamfund.

Nyt Rejsekort er blevet indfaset

Rejsekort & Rejseplan A/S ejes af DSB, Trafikselskabet Movia, Metroselskabet I/S, Midttrafik, Sydtrafik, Nordjyllands Trafikselskab, FynBus og BAT.

Det blå Rejsekort blev udfaset d. 28. maj i Jylland og på Fyn og d. 29. juni 2026 på Sjælland og resten af landet. Det er blevet erstattet af en digital app og et nyt fysisk Basiskort.

De tidligere 19.000 blå standere til enten ind- eller udtjekning er blevet erstattet af omkring 7.000 gule standere/Checkpunkter, der anvendes til både ind- og udtjekning.

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Dansk Blindesamfund

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Dansk Blindesamfund

Årets vigtigste julemarked vender tilbage på Fuglsangcentret: Julehygge, unika håndværk og stærkt fællesskab26.11.2025 09:23:48 CET | Pressemeddelelse

Når Fuglsangcentret i Fredericia den 6. og 7. december igen slår dørene op til Årets Vigtigste Julemarked, bliver det med alt det, der sidste år gjorde arrangementet til en stor succes. Næsten 1.000 mennesker fra hele Sydøstjylland lagde vejen forbi i 2024 – og i år er der lagt op til mindst lige så stor succes med alt, der hører et julemarked til.

3000 blå bagagetags i det offentlige rum: Dansk Blindesamfund markerer international mærkedag med kærlig hilsen til seende8.10.2025 11:18:07 CEST | Pressemeddelelse

Hold øje med de blå bagagetags, der muligvis dukker op på din cykel, det cafébord, du sidder ved, eller et stativ på gaden den 15. oktober. Det skyldes nemlig Dansk Blindesamfunds markering af Den hvide stoks dag med et kærligt opråb til alle danskere om ikke at være blinde for de blindes livsvigtige hjælpemidler til et selvstændigt og sikkert liv. Nemlig ledelinjer.

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye