
Hvorfor stopper vi med at tage vores børn og unge med ud i naturen?
19.8.2026 07:45:00 CEST | Just Human Fonden | Pressemeddelelse
Jo ældre børn bliver, desto sjældnere kommer familien ud i naturen. Men børnene har ikke mistet lysten. Derfor vil Just Human, Hjerteforeningen og DGI med kampagnen Del Naturen få voksne til at invitere deres unge med ud i naturen i uge 36, og hele Danmark skal med.

67 procent af familier med børn mellem 5 og 7 år har været ude i naturen mindst én gang om ugen de seneste to måneder. Blandt familier med børn mellem 10 og 12 år gælder det kun for 45 procent.
Samtidig viser en Epinion-undersøgelse for Danmarks Naturfredningsforening, at næsten halvdelen af de 9-14-årige gerne vil være mere ude i naturen.
Det peger på et paradoks: Børnene vil gerne ud. Men jo ældre de bliver, desto mindre fylder naturen i familiens hverdag.
Det vil Just Human - sammen med Hjerteforeningen og DGI, gøre noget ved. Med kampagnen Del Naturen opfordres voksne i hele Danmark til at invitere børn og unge med på en gåtur i uge 36 - fra 31. august til 6. september.
"Vi skal passe på med at konkludere, at de større børn ikke gider naturen. Når børn bliver ældre, ændrer deres hverdag og fællesskaber sig, og vennerne får en større betydning. Derfor er det vores opgave som voksne fortsat at invitere dem med - og skabe oplevelser, der giver mening på deres præmisser,” siger Mia Bennekou, konstitueret direktør i Just Human.
Forældrene spiller stadig en afgørende rolle
Når børn bliver større, er der mere, der konkurrerer om deres tid. Fritidsaktiviteter, venner og skærme fylder mere, mens det i mindre grad er en selvfølge, at familien tager sammen i skoven, på stranden eller ud på en gåtur.
Ifølge forsker Jonas Vester Legarth fra Københavns Universitet har forældrene fortsat stor betydning for, om børn får naturen ind i deres hverdag.
”Når børn bliver ældre, får de flere aktiviteter og mere, der konkurrerer om deres tid. Samtidig er der ikke længere nogen, der automatisk organiserer turen ud i naturen for dem. Derfor er forældrenes rolle stadig vigtig. Nogen skal vise, hvad naturen kan, og forældrene siger faktisk selv, at de gør for lidt for at inspirere og for sjældent tager børnene med ud,” siger han.
Naturen behøver ikke være hovedattraktionen
Julie Pio Kragelund er friluftsentusiast og mor til tre drenge på 13, 11 og 8 år. Hendes erfaring er, at det bliver sværere at lokke børnene med, hvis naturen i sig selv bliver gjort til formålet.
I stedet handler det om at tage udgangspunkt i det, børnene allerede interesserer sig for, og det er en god idé at tage vennerne med.
”Vi skal droppe idéen om, at børn skal lære at elske naturen på de voksnes præmisser. Lad dem tage en ven med, giv dem medbestemmelse, og tag udgangspunkt i det, de synes er sjovt - Pokémon Go, fiskeri, bål eller bare at hænge ud. Naturen behøver ikke være hovedattraktionen. Den kan være rammen om det, de allerede elsker,” siger Julie Pio Kragelund.
På en kanotur med tre familier oplevede hun selv, hvor stor forskel fællesskabet gjorde.
"Børnene fandt selv på aktiviteter og var optaget af at være sammen. I tre dage var der ingen, der spurgte efter en skærm. Mit mål er ikke at få mine børn til at elske naturen. Det er at give dem gode oplevelser i naturen. Hvis oplevelserne er stærke nok, skal kærligheden nok komme helt af sig selv.”

Hele Danmark inviteres med i uge 36
Med Del Naturen vil Just Human og Hjerteforeningen gøre den voksne invitation helt konkret.
Forældre, bedsteforældre, lærere, foreninger og andre voksne kan oprette en gåtur og invitere børn og unge med. Det handler ikke om at gå langt eller hurtigt, men om at skabe tid til nærvær, bevægelse og fællesskab under åben himmel.
Kampagnen gennemføres i uge 36 fra den 31. august til 6. september 2026 som en del af gå-bevægelsen Just Walk. Hjerteforeningen og DGI er samarbejdspartnere på kampagnen.
Læs mere og tilmeld dig her.
Kort om Del Naturen:
- 67 procent af familier med børn på 5-7 år opholder sig i naturen mindst en gang om ugen
- Blandt familier med børn på 10-12 år er tallet kun 45 procent
- Næsten halvdelen af de 9-14-årige vil gerne være mere ude i naturen
- Del Naturen finder sted i uge 36 fra den 31. august til 6. september 2026
- Bag kampagnen står Just Human, Hjerteforeningen og DGI. LB Foreningen støtter kampagnen.
Nøgleord
Kontakter
Mia Aagaard BennekouKonstitueret direktørJust Human Fonden
Tlf:6010 6314maab@justhuman.dkBilleder
Links
Om Just Human
Just Human arbejder for at styrke trivsel, sundhed og fællesskaber – særligt for unge og deres rollemodeller. Med Just Walk skaber Just Human lokale gåfællesskaber over hele landet, hvor bevægelse, natur og fællesskab er i centrum.
Del Naturen er udviklet og gennemføres i samarbejde med Hjerteforeningen og DGI. LB Foreningen støtter kampagnen.
Følg pressemeddelelser fra Just Human Fonden
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.


