Designskolen Kolding og Syddansk Sundhedsinnovation styrker samarbejdet om fremtidens sundhedsvæsen
18.8.2026 09:27:08 CEST | Designskolen Kolding | Pressemeddelelse
Design skal spille en større rolle i udviklingen af fremtidens sundhedsvæsen. Med en ny treårig partnerskabsaftale samler Designskolen Kolding og Syddansk Sundhedsinnovation nu deres kompetencer i et strategisk samarbejde om uddannelse, forskning og udvikling af nye løsninger til sundheds- og velfærdsområdet.

Designskolen Kolding har i en årrække arbejdet fokuseret med sundhed, velfærd og life science-relaterede problemstillinger i både uddannelse, forskning og samarbejder med eksterne partnere. Med den nye aftale med Syddansk Sundhedsinnovation bliver indsatsen løftet til et nyt niveau.
Partnerskabet skaber en fast ramme, hvor Designskolen Koldings designfaglige ekspertise og forskningskompetencer kobles tættere sammen med Syddansk Sundhedsinnovations adgang til sundhedsfaglig praksis, kliniske miljøer samt erfaring med implementering og skalering.
Ambitionen er at bringe design endnu tættere på de udfordringer, som sundhedsvæsenet står overfor og samtidig give studerende og forskere mulighed for at udvikle og afprøve metoder og løsninger i mødet med den virkelighed, de skal fungere i.
- Vi begynder ikke fra nul. Sundhed og velfærd er allerede et område, hvor vores studerende og forskere arbejder med komplekse problemstillinger og udvikler løsninger sammen med mennesker og organisationer i praksis. Det nye er styrken og kontinuiteten i samarbejdet. Med Syddansk Sundhedsinnovation får vi mulighed for at binde stærke fagmiljøer endnu tættere sammen og skabe en mere direkte vej fra designfaglig viden til konkret værdi i sundhedsvæsenet, siger Carina Christensen, rektor på Designskolen Kolding.
Designprojekter tæt på patienter og praksis
Partnerskabet tager afsæt i Region Syddanmarks innovationsstrategi og regionens fire missioner om et mere patientcentreret, sundhedsfremmende, robust og bæredygtigt sundhedsvæsen.
Et særligt fokus bliver udviklingen af fremtidens hjemmenære behandlingsforløb. Når mere behandling flytter tættere på borgernes hverdag og uden for de traditionelle rammer på sygehusene, opstår der nye behov og spørgsmål: Hvordan skal produkter, rum, services og digitale løsninger fungere? Hvordan skaber man gode møder mellem mennesker og systemer? Og hvordan udvikler man løsninger, som både patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle kan bruge?
Her kan design bidrage med metoder til blandt andet brugerinddragelse, visualisering, prototyping, afprøvning og udvikling af nye produkter, services og systemer.
Samarbejdet vil blandt andet omfatte bachelor- og kandidatprojekter, praktikforløb, gæsteundervisning, fælles innovationsforløb, kompetenceudvikling samt forsknings- og udviklingsprojekter.
Studerende vil blandt andet kunne arbejde med alt fra indretning af venteområder og patientstuer til tekstiler, dialogværktøjer, wayfinding og digitale brugerflader i samarbejde med Syddansk Sundhedsinnovation og regionens øvrige sundhedsmiljøer.
- Hvis vi skal lykkes med at udvikle et sundhedsvæsen, der både er robust, bæredygtigt og tager udgangspunkt i patienternes behov, kræver det, at vi bringer forskellige fagligheder i spil. Designfagligheden kan noget særligt, når det handler om at forstå behov, gøre komplekse problemstillinger konkrete og udvikle løsninger sammen med dem, der skal bruge dem. Med partnerskabet får vi en stærkere og mere systematisk kobling mellem designkompetencer og sundhedsvæsenets praksis, siger Inge Bendixen, vicedirektør i Syddansk Sundhedsinnovation.
Viden skal gå begge veje
Partnerskabet skal samtidig styrke Designskolen Koldings uddannelser og forskningsmiljøer. Erfaringer fra konkrete samarbejder skal føres tilbage til undervisningen på bachelor-, kandidat- og ph.d.-niveau og bidrage til skolens fortsatte vidensopbygning inden for sundhed, velfærd og sundhedsinnovation.
Omvendt får Syddansk Sundhedsinnovation og Region Syddanmarks enheder lettere adgang til designfaglig ekspertise, studerende og forskningsmiljøer.
Parterne vil desuden undersøge mulighederne for fælles forsknings- og udviklingsansøgninger og nye innovationsaktiviteter.
Partnerskabsaftalen trådte i kraft den 1. august 2026 og løber i tre år.
Om Syddansk Sundhedsinnovation
Syddansk Sundhedsinnovation er Region Syddanmarks stab for sundhedsinnovation og fungerer både som videncenter, konsulenthus og projektorganisation. Syddansk Sundhedsinnovation arbejder blandt andet med brugerinvolvering, test og udvikling af innovative produkter og services, kompetenceudvikling, funding samt program- og projektledelse.
Om Designskolen Kolding
Designskolen Kolding er en videregående uddannelses- og forskningsinstitution med bachelor-, kandidat- og ph.d.-uddannelser inden for design samt efteruddannelse med fokus på strategisk design. Skolens vidensgrundlag bygger på forskning, designfagligt udviklingsarbejde og praksisnær viden skabt i samarbejde med virksomheder, organisationer og offentlige aktører.
Nøgleord
Kontakter
Lene Friis, leder af forsknings- og udviklingslaboratorierne på Designskolen Kolding,
mobil: 20308126, mail: lnf@dskd.dk
Anne Friis Hansen, chefkonsulent i Syddansk Sundhedsinnovation,
mobil 21794458, mail: anne.friis.hansen@rsyd.dk
Om Designskolen Kolding:
Designskolen Kolding er en videregående kunstnerisk uddannelses- og forskningsinstitution med fokus på design, innovation og bæredygtighed. Vi arbejder i krydsfeltet mellem teknologi, erhvervsliv og samfund og viser, hvordan design kan skabe værdi og løsninger på tidens udfordringer.
Designskolen Kolding er et internationalt talentværksted for udvikling af dansk design. Vi udbyder bachelor-, kandidat- og ph.d.-uddannelser inden for industrielt design, kommunikationsdesign, beklædning, tekstil og accessory. Vores uddannelser bygger på et unikt samspil mellem kreativitet, forskning og designpraksis. Vi bedriver forskning, der skaber ny viden og styrker designfeltet i Danmark og internationalt.
Følg pressemeddelelser fra Designskolen Kolding
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Designskolen Kolding
Design gør Anden Verdenskrig nærværende for nye generationer1.5.2026 05:30:00 CEST | Pressemeddelelse
Anden Verdenskrig bliver stadig fjernere i tid. Øjenvidnerne bliver færre, og nye generationer møder i stigende grad historien gennem museer, mindesteder og formidling. Det stiller nye krav til, hvordan de menneskelige fortællinger om krig, håb, fortvivlelse og modstand kan gøres nærværende. Designskolen Kolding har været ledende partner i det dansk-tyske projekt Hope & Despair, hvor syv museer og historiske steder er blevet bundet sammen gennem nye oplevelsesruter, formidlingsformater og konkrete produkter. Projektet viser, hvordan kulturarv kan skabe nye forbindelser på tværs af fag, landegrænser og generationer.
Byg, lyt og hyg på Designskolen Kolding17.4.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
På Designskolen Kolding bliver tirsdag d. 21/4 en dag, hvor designforskningen får plads i workshops, oplæg, rundvisninger og installationer, og hvor nysgerrige besøgende kan komme tæt på et felt, der arbejder midt i spændet mellem mennesker, materialer og samfund. Arrangementet er en del af Forskningens Døgn, der åbner dørene til forskning i hele landet.
Verdensnavn besøger Designskolen Kolding11.3.2026 05:30:00 CET | Pressemeddelelse
Den amerikanske designer og kunstner Tom Klinkowstein besøger Designskolen Kolding for at udstille et fem meter langt kunstværk. Besøget er en foreløbig kulmination på et mangeårigt samarbejde, der har sat præg på udviklingen af nye tilgange til moderne design, der sætter spor ude i verden.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum