ARGO

Derfor graver vi dit badedyr ned i jorden

19.8.2026 07:00:00 CEST | ARGO | Pressemeddelelse

Del

Er dit badedyr gået i stykker og skal smides ud? Så ender det på et deponi. Her graves deponiaffald ned i jorden under kontrollerede forhold.

Deponiaffald fra containeren på en af ARGOs genbrugspladser.
Deponiaffald fra containeren på en af ARGOs genbrugspladser.

Deponiaffald er for eksempel badebassiner, badedyr og gummistøvler lavet af blød PVC (en form for plastik). Der er endnu ikke udviklet en teknologi, som gør, at vi kan genanvende det bløde PVC og give det nyt liv. Og vi kan heller ikke brænde det af, fordi det udleder giftige stoffer i røgen.

Derfor sender vi dit badedyr på deponiet.

Hvad er et deponi?

ARGO driver to lukkede deponier og et åbent deponi. På vores åbne deponi, Audebo Miljøcenter, modtager vi det affald, som hverken kan genanvendes til nye produkter eller energiudnyttes ved forbrænding til el og fjernvarme. På Audebo Miljøcenter modtager vi primært deponiaffald fra virksomheder og genbrugspladser. Sidste år modtog vi 27.482 ton affald til nedgravning. 

Deponeringsegnet affald er for eksempel:

  • Asbestholdigt affald
  • Isoleringsmaterialer med og uden asbest
  • Ikke-genanvendelige, gipsbaserede byggematerialer
  • Forurenet byggeaffald
  • Bundaske fra kraftvarmeværker

Når der afleveres deponeringsegnet affald på Audebo Miljøcenter, deponerer vi det – altså graver det ned. Deponiaffald dækker over det nederste trin i affaldshierarkiet.

Det er den type affald, som vi rigtig gerne vil have mindre af, forklarer genbrugschef i ARGO, Camilla Bjerg Pedersen, og fortsætter: 

"Selvom affaldet på vores deponier ikke gør nogen gavn, så har deponierne en vigtig funktion i vores samfund. Hvis vi for eksempel afsætter forurenet byggeaffald til genanvendelse, risikerer vi at sende skadelige stoffer ud i vores natur og miljø."

Sådan passer vi på miljøet på vores deponier

Deponeringen foregår miljømæssigt forsvarligt, og i 2025 modtog vi 27.482 ton affald til nedgravning på vores åbne deponi Audebo Miljøcenter. Et deponi er et kæmpe hul i jorden, hvor man kan lægge affald ned i. Affaldet lægges ovenpå en beskyttende dug, kaldet en membran. Det sker under nøje regulerede forhold med henblik på at minimere påvirkningen af miljø og omgivelser.

Vi har for eksempel flere tekniske foranstaltninger til opsamling og håndtering af perkolat (det regnvand, som siver ned gennem deponiaffaldet), kontrol af deponigas samt løbende miljøovervågning af vores deponier.

Driften af Audebo Miljøcenter omfatter blandt andet modtagelse, registrering og korrekt placering af affaldet i deponiet samt løbende miljøkontrol for at sikre, at anlægget drives miljømæssigt forsvarligt.

Vores to lukkede deponier hedder Køge Deponi og Hedeland Deponi. Selvom de ikke længere modtager affald, indgår de fortsat i et program for overvågning og vedligeholdelse i overensstemmelse med gældende regler for efterbehandling af deponier. 

Nøgleord

Kontakter

Billeder

Vi er i gang med at bygge en ny enhed på Audebo Miljøcenter, så vi har plads til at modtage fx asbestholdigt byggeaffald.
Vi er i gang med at bygge en ny enhed på Audebo Miljøcenter, så vi har plads til at modtage fx asbestholdigt byggeaffald.
Download
Et badedyr lavet af blød PVC skal sorteres som deponiaffald.
Et badedyr lavet af blød PVC skal sorteres som deponiaffald.
Download

Links

Om Argo:

ARGO er et affalds- og energiselskab, der behandler restaffald for borgere og virksomheder i 16 sjællandske kommuner. I alt over 654.000 borgere. Vi arbejder efter prioriteringen: Genbrug før genanvendelse før energiudnyttelse før deponering. Mest muligt affald skal genbruges og genanvendes, og energiudnyttelsen skal ske miljømæssigt forsvarligt og med størst muligt udbytte i form af el og fjernvarme. Vi er ca. 215 medarbejdere fordelt på forretningsområderne, genbrugspladser, genbrugsbutikker, kraftvarmeværk, omlastning, deponi og administration. ARGO er ejet af kommunerne Greve, Holbæk, Kalundborg, Køge, Lejre, Odsherred, Roskilde, Solrød og Stevns Kommune. Vi driver 14 genbrugspladser, et kraftvarmeværk, to genbrugsbutikker og et miljøcenter, hvor vi omlaster, sorterer og deponerer affald.

Følg pressemeddelelser fra ARGO

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra ARGO

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye