Ungdommens Folkemøde sætter nyt fokus på unges demokratiske engagement til årets demokratifestival

18.8.2026 07:00:00 CEST | Ungdommens Folkemøde | Pressemeddelelse

Del

Efter mere end et årti med titusindvis af unge deltagere ønsker Ungdommens Folkemøde at bidrage med nye perspektiver på, hvordan unge engagerer sig i demokratiet. Med årets tema "Mens vi er... unge" og en række nye initiativer vil Danmarks største demokratifestival for unge sætte fokus på de mange forskellige måder, unge tager del i samfundet på.

En gruppe mennesker sidder og står udendørs på en græsplæne ved en park, mens de deltager i en begivenhed.
Ungdommens Folkemøde Credit: Jacob Østergaard Johansson

Gennem mere end 10 år har Ungdommens Folkemøde samlet unge fra hele landet til debatter, fællesskaber og møder med politikere, organisationer og virksomheder og vist, at der gemmer sig et stort uforløst potentiale, når det kommer til unges demokratiske engagement.

Den erfaring bliver nu afsættet for årets tema ‘Mens vi er... unge’, hvor omkring 30.000 unge samles den 2.-3. september. Samtidig lancerer demokratifestivalen en række nye initiativer, der skal bidrage til en bredere forståelse af unges demokratiske engagement.

Bag beslutningen ligger også konkrete erfaringer. En analyse gennemført af Wilke blandt deltagerne på sidste års festival viser, at næsten halvdelen af de unge gik hjem med større lyst til at engagere sig i samfundet. Samtidig steg andelen, der oplevede sig selv som engagerede, fra omkring 50 procent ved ankomst til næsten 90 procent ved festivalens afslutning, mens seks ud af ti gik hjem med en bredere forståelse af demokrati end politik alene.

- Vi har gennem mange år oplevet, hvordan unge engagerer sig, når de får plads, ansvar og bliver taget alvorligt. Analysen bekræfter den erfaring. Derfor synes vi også, at tiden er inde til at flytte samtalen. Måske er det ikke de unge, der har ændret sig. Måske er det vores blik på demokratisk engagement, der trænger til at følge med, siger festivalleder Anna Vibe Pedersen.

Ungdommen er ikke en venteperiode
Årets tema ‘Mens vi er... unge’ tager afsæt i en ambition om at sætte ungdomslivet i centrum. Ikke som en forberedelse til voksenlivet, men som en livsfase, hvor holdninger bliver formet, fællesskaber skabt og demokratisk selvtillid udviklet.

Det sker samtidig med, at unge vokser op i en tid præget af klimaforandringer, krige, kunstig intelligens, mistrivsel og store samfundsforandringer. Derfor mener Ungdommens Folkemøde, at demokratiet også skal udvikle sig og blive bedre til at anerkende de mange måder, unge bidrager til samfundet på.

- Ungdommen er ikke en venteperiode. Det er her, man finder sine holdninger, sine fællesskaber og sin stemme. Hvis vi først begynder at tage unge alvorligt, når de bliver voksne, har vi allerede overset noget vigtigt. Vi skal skabe et demokrati, hvor unge oplever, at deres perspektiver har værdi her og nu, siger Anna Vibe Pedersen.

Festivalen skal afspejle den virkelighed, unge lever i
Festivalen håber, at årets tema kan være med til at flytte fokus fra spørgsmålet om, hvorvidt unge engagerer sig, til en mere nuanceret samtale om, hvordan de engagerer sig - og hvordan samfundet bliver bedre til at skabe plads til det.

Derfor lancerer Ungdommens Folkemøde i år Ungdommens Demokratibarometer, der skal skabe ny viden om, hvordan unge selv oplever deres demokratiske engagement. 

- Hvis vi mener, at demokratiet skal rumme flere unge, skal festivalen også gøre det. Derfor har vi i år videreudviklet Ungdommens Folkemøde, så flere kan spejle sig i både indholdet og rammerne. Demokrati handler ikke kun om at tage ordet fra en scene. Det handler også om at blive mødt med nysgerrighed, føle sig velkommen og opleve, at der er mange måder at deltage på, siger Anna Vibe Pedersen.

Festivalen åbner samtidig ScienceZone, hvor naturvidenskab og teknologi bliver gjort levende gennem eksperimenter og hands-on aktiviteter, mens ChillZone giver plads til pauser, refleksion og de samtaler, der sjældent finder sted fpå en scene. Samtidig styrkes arbejdet med universelt design, så endnu flere unge kan deltage på lige fod og opleve, at festivalen er skabt med deres forskellige behov og forudsætninger for øje.

- Hvis flere unge går herfra med oplevelsen af, at deres stemme betyder noget, og hvis vi samtidig kan være med til at nuancere forståelsen af, hvordan unge engagerer sig i samfundet, så har vi opnået noget langt større end at afholde en festival, siger Anna Vibe Pedersen.

Nøgleord

Kontakter

Følg pressemeddelelser fra Ungdommens Folkemøde

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Ungdommens Folkemøde

World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye