Cabi

Jobfokus i samtalen er vigtigere end nogensinde

14.8.2026 14:21:40 CEST | Cabi | Pressemeddelelse

Del

Når en ledig møder beskæftigelsessystemet, er samtalen et afgørende element. Den skal pege mod job og slutte med en aftale, som den ledige kan handle på.

Annette Juul Jensen om vigtigheden af tydeligt jobfokus i samtaler.
Annette Juul Jensen om vigtigheden af tydeligt jobfokus i samtaler. Cabi

Der afholdes hvert år et stort antal samtaler mellem ledige og medarbejdere i beskæftigelsesindsatsen. Men ifølge Annette Juul Jensen, seniorkonsulent i Cabi, er det ikke mængden af samtaler, der er afgørende. Det centrale spørgsmål er, om samtalen bidrager til at bringe den ledige tættere på arbejdsmarkedet.

Med den nye beskæftigelsesreform bliver den opgave endnu vigtigere, vurderer hun. Reformen giver kommunerne og de enkelte medarbejdere større ansvar og flere faglige frihedsgrader, og derfor får kvaliteten af samtalen også større betydning.

”Samtalen er kort og godt beskæftigelsesmedarbejderens vigtigste redskab. Det er her, medarbejderen finder ud af, hvor der faktisk kan gøres en forskel for den ledige,” forklarer Annette Juul Jensen.

Med viden om det aktuelle arbejdsmarked er målet at forstå den lediges situation præcist nok til at vælge den rigtige indsats. Ikke for at dvæle ved problemerne, men for at finde den indsats, der kan flytte vedkommende tættere på job.

”Hvis indsatser og tiltag skal ramme rigtigt, skal de tilrettelægges individuelt efter den enkelte ledige og de udfordringer, der kan stå i vejen,” siger Annette Juul Jensen.

Job skal være samtalens pejlemærke
En samtale med tydeligt jobfokus betyder ikke, at medarbejderen skal glide uden om den lediges problemer. Ifølge Annette Juul Jensen er det ofte nødvendigt at tale om dem. Men udfordringerne skal altid kobles til samtalens grundlæggende formål, nemlig at bringe den ledige tættere på job.

Handler samtalen primært om sygdom, mistrivsel eller andre barrierer, er opgaven ikke kun at få udfordringerne beskrevet. Medarbejderen skal også hjælpe den ledige med at omsætte dem til konkrete overvejelser om arbejde. Hvilke hensyn kræver situationen? Hvilke opgaver er realistiske? Og hvilke muligheder findes der på arbejdsmarkedet?

”Det interessante er, hvad vi kan bruge til at skabe bevægelse. Hvert tiltag, der sættes i værk, skal kunne forklares med, hvordan det hjælper den ledige videre,” fortæller hun. 

Barriererne skal frem i lyset, men de må ikke få samtalen til at gå i stå. De skal bruges som afsæt for en realistisk plan, hvor vejen mod job bliver brudt ned i delmål, som den ledige kan handle på.

”Det er enormt vigtigt at tale om, hvad der skal til for at komme tættere på. Der skal altid være et overordnet mål om arbejdsmarkedet og job, og derfor skal samtalen også gøre det tydeligt, hvilke delmål, der skal arbejdes med,” siger hun.

Derfor bør medarbejderen afslutte denne del af samtalen med konkrete aftaler. Det skal stå klart, hvad den ledige skal gøre inden næste møde, så begge parter kan se, om der er sket fremskridt.

”Jo mere konkret, delmålet er, desto lettere bliver det at handle på i hverdagen,” forklarer Annette Juul Jensen.

Relationen skal bruges til at skabe retning
En god relation kan åbne samtalen, mener hun. Men relationen skaber ikke i sig selv fremdrift. Medarbejderen skal også tage ansvar for, at samtalen får retning mod job.

Ifølge Annette Juul Jensen begynder samtalen allerede, før den ledige og medarbejderen sætter sig over for hinanden. Måden, medarbejderen henter den ledige i venteværelset på, kan påvirke både stemning og magtbalance. Går medarbejderen tre skridt foran, sender det ét signal. Går medarbejderen ved siden af den ledige og får taget den uformelle snak, inden samtalen begynder, er udgangspunktet et andet.

Udfordringerne kan opstå, hvis smalltalken – både i fysiske og digitale samtaler – tager overhånd, og medarbejderen ikke har en plan. Derfor skal rammen være tydelig fra starten. Hvad skal samtalen handle om? Hvor lang tid er der sat af? Og hvad skal den føre til? Samtidig skal den ledige have plads til at bringe egne emner op. Så bliver samtalen fælles arbejde med en klar retning.

”Hvis sagsbehandleren er tydelig om, hvad emnet og målet er, vil det ofte være nemmere at komme omkring de ting, der kan være svære at tale om, fordi den ledige ved det og er forberedt." 

Viden om arbejdsmarkedet er afgørende
I håndbogen ”Jobfokus i samtalen”, som Annette Juul Jensen er medforfatter til, fylder viden om arbejdsmarkedet en del. Her betones det, at en jobrettet samtale kræver mere end blot kendskab til regler og tilbud. Medarbejderen skal også kunne tale konkret om brancher, virksomheder, rekruttering og jobmuligheder.

Mange ledige har ikke selv et tydeligt billede af, hvor deres kompetencer kan bruges. Her skal beskæftigelsesmedarbejderen kunne omsætte den enkeltes erfaringer og ønsker til realistiske muligheder.

”Du skal være med til at skabe billeder af, hvilke opgaver den ledige kan løse,” fortæller Annette Juul Jensen.

Det kræver ikke nødvendigvis et fuldstændigt overblik over alle brancher. Men det kræver interesse og viden om, hvor svarene kan findes. Det kan være viden om lokale mangelområder, jobopslag, arbejdsmarkedsbalancen, positivlister, rekrutteringspraksis eller muligheder for opkvalificering.

”Målet er, at den lediges ønsker og kompetencer bliver koblet til konkrete jobmuligheder. Job, der faktisk findes. Hvis den ledige for eksempel kun vil være guldsmed, men ikke kan eller vil flytte efter jobbet, må medarbejderen undersøge, hvor realistisk målet er set med lokale briller. Ellers kan samtalen fastholde vedkommende i en plan, der ikke kan omsættes til handling."

Afslutningen skal pege på næste skridt
En samtale med jobfokus skal altid slutte med en aftale, som den ledige kan handle på. Annette Juul Jensen oplever ofte, at medarbejdere undervurderer betydningen af de sidste minutter.

”Det er i afslutningen af samtalen, at det afgøres, om samtalen faktisk skaber progression. Er næste skridt uklart, bliver det også sværere at følge op,” siger hun.

Annette Juul Jensen beskriver forskellen således:

Den uklare afslutning lyder: ”Så arbejder du videre med jobsøgningen, og så ses vi om fire uger.”

Den konkrete afslutning lyder: ”Du kontakter de tre virksomheder, vi har fundet i dag. Du sender ansøgningerne inden fredag. Jeg sender kontaktoplysningerne til dig i eftermiddag, og næste gang taler vi om, hvad du fik af respons.”

Den første afslutning er svær at handle på. Den anden er næsten umulig at misforstå. Derfor anbefaler Annette Juul Jensen, at aftalerne skrives ned, fordi mange ledige forlader mødet med hovedet fuldt af information:

”Ledige kan være i så højt alarmberedskab, når de sidder til samtalen, at de ikke hører noget af det, der bliver sagt med de bedste intentioner. Nogle har brug for at tage det med hjem og få det til at synke ind.”

Ifølge Annette Juul bør næste møde begynde med det, der blev aftalt sidst. Hvad lykkedes? Hvad gik skævt? Og hvad skal justeres?

”På den måde bliver samtalerne ikke bare en række møder i kalenderen. De bliver et forløb, hvor man hele tiden bevæger sig mod det afgørende skridt mod job,” afslutter hun.

Om Cabi

Cabi er et landsdækkende non-profit videnshus, som arbejder målrettet for et mere socialt ansvarligt arbejdsmarked.

Vi bygger bro mellem virksomheder og kommuner, så flere af de op imod 200.000 ledige fra kanten af arbejdsmarkedet kommer i job.

Cabi indsamler, udvikler og formidler metoder, viden og værktøjer, der gør det lettere for virksomheder at tage et socialt ansvar og ansætte ledige fra kanten, så det giver værdi for forretningen.

Derudover hjælper Cabi kommunerne med i højere grad at imødekomme virksomhedernes behov for arbejdskraft.

Cabi uddeler hvert år CSR People Prize til socialt ansvarlige virksomheder. Det har vi gjort siden 2002.

Relevant viden for pressen
Vi stiller os til rådighed for pressen og formidler gerne gode erfaringer, eksempler, tal og metoder, som kan øge og nuancere den offentlige debat om det rummelige arbejdsmarked.

For eksempel om:

Følg pressemeddelelser fra Cabi

Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.

Flere pressemeddelelser fra Cabi

I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.

Besøg vores nyhedsrum
World GlobeA line styled icon from Orion Icon Library.HiddenA line styled icon from Orion Icon Library.Eye