Stor undersøgelse af børns blodtryk udvides til Aalborg
17.8.2026 08:00:00 CEST | Regionshospitalet Gødstrup | Pressemeddelelse
Mere end 1.600 børn i Herning Kommune har allerede deltaget i en stor undersøgelse af børns blodtryk. Nye bevillinger bringer projektet tættere på målet om 10.000 børn, og udvider undersøgelsen til Aalborg Kommune.

Et igangværende forskningsprojekt fra Regionshospitalet Gødstrup har allerede målt blodtrykket hos mere end 1.600 børn i Herning Kommune. Målet er at undersøge i alt 10.000 børn og unge i Danmark og skabe bedre danske tal for, hvornår et barns blodtryk er for højt.
Takket være ny fondsstøtte - 100.000 kroner fra Frimodt-Heineke Fonden og 583.020 kroner fra Læge Carl Emil og Hustru Olga Doris Friis Legat – kan forskerne nu udvide undersøgelsen til skoler i Aalborg Kommune.
Læge og ph.d.-studerende Lise Fischer Mikkelsen fra forskningsafsnittet ved Børn og Unge, Regionshospitalet Gødstrup og Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet er forsker i projektet.
– Vi er kommet godt fra start i Herning, men vi skal undersøge langt flere børn for at få et sikkert billede af, hvor udbredt forhøjet blodtryk er. I dag mangler vi danske tal, som kan hjælpe os med at vurdere, hvornår et barns blodtryk faktisk er for højt. De nye bevillinger bringer os et vigtigt skridt videre mod målet om 10.000 børn og unge, siger Lise Fischer Mikkelsen.
Forhøjet blodtryk kan være svært at opdage
Forhøjet blodtryk giver sjældent symptomer hos børn. Det kan derfor være svært at opdage. På længere sigt kan et for højt blodtryk belaste kroppens organer og øge risikoen for hjerte-kar- og nyresygdom.
Blodtryksmåling indgår ikke som en fast del af undersøgelserne af danske børn. Samtidig ved forskerne ikke nok om, hvor mange børn der har forhøjet blodtryk, og hvilke børn der har størst risiko. Det skal forskningsprojektet være med til at ændre.
Når læger skal afgøre, om et barns blodtryk er for højt, har de brug for sikre tal – såkaldte referenceværdier - at sammenligne med. I dag findes der ikke referenceværdier, som bygger på målinger blandt danske børn. Vurderingen sker derfor blandt andet ud fra ældre amerikanske data.
Målet er at finde børn i størst risiko
Forskningsprojektet ved Regionshospitalet Gødstrup skal skabe danske referenceværdier, der viser, hvilket blodtryk der kan betragtes som normalt hos børn i forskellige aldre. Det skal give lægerne et bedre grundlag for at finde de børn, som kan have brug for yderligere undersøgelser og behandling.
– Den nye viden kan gøre os bedre til at finde de børn, der er i størst risiko. Det er vigtigt, fordi vi måske kan forebygge sygdom senere i livet ved at opdage og behandle forhøjet blodtryk tidligere, siger Lise Fischer Mikkelsen.
Kan få betydning for børn i hele landet
Forskerne håber, at den nye viden på længere sigt kan bidrage til, at forhøjet blodtryk hos børn bliver opdaget og behandlet tidligere. Dermed kan projektet være med til at forebygge hjerte-kar- og nyresygdom og give flere sunde leveår.
Resultaterne kan også indgå i fremtidige anbefalinger om, hvorvidt og hvordan børn i Danmark bør få målt deres blodtryk mere systematisk.
De første samlede resultater forventes offentliggjort i slutningen af 2027. På længere sigt vil forskerne undersøge sammenhængen mellem forhøjet blodtryk i barndommen og risikoen for hjerte-kar- og nyresygdom i voksenlivet.
Forskningsprojektet som hedder CHECK-studiet, er forankret i forskningsafsnittet ved Børn og Unge på Regionshospitalet Gødstrup og Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.
Projektet gennemføres i samarbejde med blandt andre Herning Kommune, Aalborg Kommune samt børneafdelingerne på Aarhus Universitetshospital og Aalborg Universitetshospital.
Fakta om CHECK-studiet
Bevillinger:
- CHECK-studiet har netop modtaget bevillinger på 100.000 kr. fra Frimodt-Heineke Fonden og 583.020 kr. fra Læge Carl Emil og Hustru Olga Doris Friis Legat.
- Øvrige bidragydere er: Karen Elise Jensens Fond, Dagmar Marshalls Fond, Salling Fondene og Riisfort Fonden.
- Den samlede fondsstøtte til CHECK-studiet er 3.365.370 kr.
Undersøgelsesmetode:
- Børn og unge mellem 5 og 17 år kan deltage i undersøgelsen. Målingerne foregår i skoletiden og udføres af sundhedsfagligt personale med erfaring i at arbejde med børn.
- Børnene får målt blodtryk, højde, vægt samt omfanget af talje og overarm.
- Hvis et barn får målt et forhøjet blodtryk, bliver familien tilbudt nye målinger. Barnet kan ved behov blive henvist til en nærmere undersøgelse på en børneafdeling.
Nøgleord
Kontakter
Lise Fischer Mikkelsen
Læge og ph.d.-studerende, Børn og Unge
Regionshospitalet Gødstrup
E-mail: lisehr@rm.dk
Telefon: 42 44 31 67
Kommunikationskonsulent Merete Friis Jeppesen
Telefon: 29 62 44 47
Billeder


Følg pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Regionshospitalet Gødstrup
Hospitalet får ny professor i udredning af hjertesygdom2.6.2026 09:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Ph.d. Simon Winther er udnævnt til klinisk professor ved Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet. Med udnævnelsen bliver han den tredje professor ved Universitetsklinik for diagnostik, behandling og rehabilitering af iskæmisk hjertesygdom på Regionshospitalet Gødstrup – og hospitalets 10. professor.
Berit Bjerre Handberg bliver ny cheflæge på Operation og Intensiv29.5.2026 08:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Regionshospitalet Gødstrup kan med glæde meddele, at fra 1.9. 2026 er Berit Bjerre Handberg ansat som cheflæge på Operation og Intensiv.
Nu bliver der skabt en sanse– og nyttehave med stort potentiale for fremtiden12.5.2026 08:43:21 CEST | Pressemeddelelse
Det første spadestik er taget til et helt særligt område på Regionshospitalet Gødstrup. En sanse– og nyttehave, der skal være et fristed for patienter og personale, og hvor der skal dyrkes grøntsager og frugt, der skal bruges i hospitalets køkken.
Fejl på opdatering af telefoner er tæt på at være løst8.5.2026 11:25:23 CEST | Pressemeddelelse
Efter, at 1254 telefoner mandag i denne uge blev ramt af en fejl ved en planmæssig opdatering, er Regionshospitalet Gødstrup nu igen ved at være i normal drift.
Nu kan udsatte borgere få lægebehandling på varmestue i Herning6.5.2026 07:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Tirsdag d. 5. maj begyndte et pilotprojekt med åben lægekonsultation på Blå Kors Danmarks varmestue i Herning. Det er startskuddet til en større indsats for at sikre en let tilgængelig lægehjælp på borgernes præmisser til nogle af de mest udsatte i hele Region Midtjylland.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum