Syng med Signe og Svend Brinkmann: Sangeren og saxofonisten, der fandt musikken
13.8.2026 05:45:00 CEST | Randers Bibliotek | Pressemeddelelse
I sensommeren og efteråret 2026 inviterer Randers Bibliotek til eftermiddagssang med et kærligt twist. Fem par med relation til Kulturhuset vælger sange og synger for, når randrusianerne samles til fællessang i den fabelagtige akustik under glaspyramiden på Hovedbiblioteket. I august er det bibliotekets Signe Winther Brinkmann, der synger for. Med sig har hun sin sølvbrudgom – og ham kender du givetvis godt.

Signe og Svend Brinkmann har været gift i præcis 25 år og én dag, når de stiller sig i spidsen for eftermiddagssang på Randers Bibliotek onsdag den 26. august 2026. Repertoiret er sammensat af sølvbrudeparret og indeholder personlige favoritter, årstidsklassikere og sange om kærlighed – og venskab.
”Jeg har valgt ’Fortabt er jeg stadig’, ’Åbent hjerte’ og ’You’ve got a friend’ – for jeg lever også sammen med min bedste ven,” siger Signe Winther Brinkmann, koordinator for teamet ’Børn og Skole’ på Randers Bibliotek.
Signe og Svend mødtes gennem musikken for mere end 30 år siden, da Herning Gymnasium opførte den satiriske ’Tiggeroperaen’. Hun sang, og han spillede saxofon. De kender hinanden så godt, at Svend kun havde enkelte tilføjelser, da Signe præsenterede et bud på sætlisten. Blandt de godkendte numre var en nyklassiker, som parret for nylig har hørt sammen live:
”’Frit Land’ er en af mine favoritter. Det er en fædrelandssang i nye klæder. Den er gådefuld og flertydig – med en smuk tekst, der samtidig kan tolkes som en samtidskritik,” siger Svend Brinkmann, der måske ikke er kendt for at spille musik, men alligevel kan håndtere en del forskellige instrumenter – dog uden at excellere, ifølge eget udsagn.
Den største gåde og gave, mennesket har givet sig selv
Fællessang på Randers Bibliotek er en tradition, der trækker flere og flere mennesker til. Det er et uforpligtende fællesskab, hvor man blot kan møde op og være med. Til eftermiddagssang er der altid gratis kaffe, så deltagerne kan bruge anledningen til at komme hinanden lidt ved, hvis de har lyst.
Flere undersøgelser peger på en sammenhæng mellem musik og sang og bedre humør, mental trivsel og livskvalitet. Signe Winther Brinkmann oplever det på egen krop, hvis det en dag er vanskeligt at forlade sofaen til fordel for sangen.
”Det gør altid noget godt for mig at synge. Jeg føler, at det frigiver en masse endorfiner; selv hvis jeg er træt, når jeg tager af sted, er jeg fyldt med energi, når jeg tager derfra,” fortæller Signe, der har sunget hele sit liv og for øjeblikket stiller sin vidunderlige stemme til rådighed for Randers Teater Kor.
Også Svend Brinkmann oplever, hvordan musikken kan sætte gang i noget, han blandt andet betegner som forunderligt:
”Ord kan noget i kraft af deres betydning, men musik kan give gåsehud ved et akkordskift, bevæge dig til tårer og være en trøst – uden at du nødvendigvis kan forklare hvorfor. Musik er måske både den største gåde og den største gave, mennesket har givet sig selv.”
Fællessang på Randers Bibliotek finder sted den sidste onsdag i hver måned fra klokken 16.30 til 17.15. Det er gratis at være med, og man skal ikke tilmelde sig. Som sædvanlig er det biblioteksmusikant Peter Elmelund, der akkompagnerer på guitar.
Kontakter
Peter ElmelundBiblioteksmusikant
Tlf:87 10 68 33pe@randersbib.dkFølg pressemeddelelser fra Randers Bibliotek
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Randers Bibliotek
Randrusianerne er vilde med vilde solsikker12.8.2026 12:13:38 CEST | Pressemeddelelse
I anledning af Solsikkefestivalen 2026 har randrusianerne hentet kuverter med solsikkefrø på Randers Bibliotek og deltaget i konkurrencen om at dyrke den vildeste solsikke. Biblioteket har modtaget så mange billeder af skønne vilde solsikker, at juryen har set sig nødsaget til at uddele ekstrapræmier.
Randers Bibliotek pakker litteratur ind i natur6.7.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
Randers Bibliotek inviterer på litterære møder med træer, årstidernes poesi, allerhelgensgys, lommelygtesang og et møde med en heks i forbindelse med det landsdækkende projekt ’Natur på nye måder’. Formålet er blandt andet at skabe en følelse af forbundethed med naturen som kilde til trivsel og mening i samspil med litteraturen.
SÅ SYNG DA RANDERS – med Louise Brown og Christian Koudahl Bach1.7.2026 15:26:06 CEST | Pressemeddelelse
Korby Randers inviterer til en hyggelig eftermiddag med fællessang søndag den 9. august kl. 15.00 på Skovbakken – under de smukke bøgetræer.
Bibliotekernes rolle i demokratiet under lup30.6.2026 06:00:00 CEST | Pressemeddelelse
De danske biblioteker har muligheden for at understøtte den demokratiske dialog i Danmark. Bibliotekerne i hele landet kan nu få adgang til to nyudviklede produkter, der kan bidrage til at kvalificere og styrke demokratiarbejdet lokalt.
Pride 2026: Regnbuefest på Randers Bibliotek18.6.2026 06:35:00 CEST | Pressemeddelelse
Lørdag den 4. juli 2026 fyldes Randers af farver, fest og fællesskaber, når Pride indtager byen for fjerde år i træk. Randers Bibliotek bakker op om arrangementet med aktiviteter for både børn og voksne.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum