
Louise Zingenberg bliver ny CEO for GS1 Denmark
12.8.2026 11:19:15 CEST | GS1 Denmark | Pressemeddelelse
GS1 Denmark får ny CEO. Den 12. august 2026 tiltræder Louise Zingenberg, der kommer fra stillingen som COO i organisationen. Med udnævnelsen får GS1 Denmark en CEO med et indgående kendskab til både organisationen, medlemmerne og de strategiske ambitioner for de kommende år.

Louise Zingenberg tiltræder den 12. august 2026 som ny CEO for GS1 Denmark og rykker til CEO-posten fra sin nuværende rolle som COO.
Udnævnelsen sker på et tidspunkt, hvor GS1 Denmark er i gang med at realisere organisationens Vision 2030 og sætte retningen for de kommende års udvikling. Her skal GS1 Denmark fortsat styrke sin rolle som bindeled mellem virksomheder, brancher og det globale GS1-netværk, og gøre det lettere for danske virksomheder at navigere i en virkelighed med stigende krav til data, dokumentation og transparens.
Som COO har Louise Zingenberg allerede været tæt involveret i GS1 Denmarks strategiske og organisatoriske udvikling. Den erfaring skal hun nu bygge videre på som CEO.
Bestyrelsesformand Niels Jensen glæder sig til samarbejdet:
”Vi har haft en grundig proces og søgt en CEO med stærke kompetencer inden for strategi, ledelse og digital forståelse. Louise matcher den profil, og særligt hendes lederskab har været afgørende for vores valg. Hun formår at sætte en tydelig retning, træffe beslutninger og samtidig skabe følgeskab og udvikling omkring sig. Derfor er jeg meget glad for, at Louise har sagt ja til at stå i spidsen for GS1 Denmark. Bestyrelsen har fuld opbakning til den strategiske retning, og vi glæder os til et tæt samarbejde med Louise om at føre den ud i livet,” siger Niels Jensen, bestyrelsesformand i GS1 Denmark.
Et stærkt afsæt for næste fase
Som ny CEO bliver en af Louise Zingenbergs vigtigste opgaver at fortsætte arbejdet med GS1 Denmarks strategiske retning og sikre, at organisationens globale standarder, data og løsninger skaber endnu mere værdi for medlemmer og samarbejdspartnere.
Louise Zingenbergs vej til CEO-rollen begyndte for halvandet år siden, da hun første gang kom til GS1 Denmark i forbindelse med en konsulentopgave. Siden blev hun en del af organisationen som COO, hvor hun har været tæt involveret i både den strategiske og organisatoriske udvikling.
Det var især GS1’s potentiale for at gøre en konkret forskel for virksomheder, brancher og samfund, der vakte hendes interesse. Nu ser hun frem til at fortsætte arbejdet fra CEO-stolen:
”GS1 er en vigtig samfundsaktør, og jeg er stolt af at få lov til at stå i spidsen for organisationen. Vores globale standarder bidrager til effektiv samhandel, sporbarhed og troværdige data på tværs af virksomheder, sektorer og lande. Jeg glæder mig til sammen med vores dygtige medarbejdere at bygge videre på det stærke fundament, vi har. Målet er klart: Vi skal skabe endnu større værdi for vores medlemmer og udbrede brugen af GS1’s globale standarder og services. For jo flere, der anvender de samme standarder, desto større værdi skaber vi for både virksomheder og samfund,” siger Louise Zingenberg.
Nøgleord
Kontakter
Toke MølgaardGS1 Denmark
Tlf:51949303Tlf:51949303tmo@gs1.dkOm GS1 Denmark
GS1 Denmark er den danske division af den globale standardiseringsorganisation GS1.
Vi udbreder standarder og services, der støtter alle aktører i at skabe en mere effektiv, sikker og bæredygtig forsyningskæde. Det kan handle om alt fra stregkodemærkning og sporing af produkter og forsendelser - til udveksling af stamdata, ordrer og fakturaer.
Følg pressemeddelelser fra GS1 Denmark
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.